Standard alm side

For i kapitel 3 at få mest udbytte af det arbejde der er foretaget indtil nu, kræves en vurdering af hovedbegrebet: "gaveøkonomi" der har været udgangspunkt for forståelsen af forandringerne fra et industrisamfund til et digitaliseret netværksforbundet videnssamfund.

Gaveøkonomi kan godt bruges som beskrivende begreb. Indenfor "den romantiske gaverelation" er dette meget udbredt, og Barbrook har beskrevet hvad der især udgør grundlaget for denne brug: en tro på at der på Internettet er en anden økonomisk struktur end pengeøkonomien som vi kender den, og at denne nye struktur udgør en selvstændig enhed, og er lige så relevant som pengeøkonomien. Det er netop dette sidste som påklistringen af økonomi i gaveøkonomi understreger. Dvs. brugen af "gaveøkonomi", i stedet for f.eks. blot at bruge "gaveudveksling", ligestiller det der sker på nettet, med det der sker uden for: to økonomier der fungerer med hver deres sæt af spilleregler.

Måske er dette en overfortolkning men det er under alle omstændigheder slående at det især er de, der mest aktivt tager afstand fra markedsøkonomien der bruger begrebet "gaveøkonomi" ("den romantiske gaverelation"). På grund af denne ligestillingsmulighed er det forståeligt at begrebet gaveøkonomi vælges, men det er samtidigt lige præcis dette aspekt der gør at begrebet ikke er det mest egnede. Den udveksling der foregår på nettet uden at penge er involveret er netop ikke tilnærmelsesvis så stor som markedsøkonomien. Endvidere er der set med mindre politiske briller, og mere analytiske, mere ræson i, som Raymond ("den pragmatiske gaverelation") at udskifte gaveøkonomi med gavekultur. I stedet for at lade gaveudvekslingen få tyngde af økonomibegrebet af politiske årsager, beskriver gavekultur bedre den forskel som det er hele idéen at vise; forskellen mellem en økonomisk struktur og en gaveudvekslings kultur. Endvidere bibeholder en sådan fokusændring også de gode antropologiske overvejelser vedrørende gaveudveksling. Begrebet gavekultur passer også bedre ind i beskrivelserne fra kapitel 1 hvor der "hoppes" mellem den gavekultur hvori opmærksomhed, tillid, kompetence og dermed anseelse er den "kapital" der regnes i (med Bourdieu), og den markeds- og pengedrevne verden hvor denne "symbolske kapital" så at sige kan veksles til en økonomisk ditto.

Således skal den konkrete teoretiske indfaldsvinkel til det der foregår, findes hos Eric S. Raymond. De andre teorier supplerer med et bedre begrebsapparat for 1. ejendomsforhold, 2. magt- og politiske forhold, 3. incitamentstrukturer. Dette kan samles til en overordnet "gaveteori".

Det skal understreges at alle disse 3 forhold selvfølgelig er vigtige elementer hos alle teoretikerne, men i det følgende er den enkelte teoretiker rubriceret under det eller de forhold vedkommende tager mest udgangspunkt i:

Det er især Godelier og Strathern der åbner op for nye forståelser af det at eje. Godelier beskriver en model som, til en hvis grad, er dækkende for det vi, med Raymond, har set der foregår i gavekulturen på Internettet netop nu. Det der laves, gives væk, og andre kan i princippet gøre med det hvad de vil, men kun i princippet. Med Godelier er denne gave "ikke-afhændelig". Selv om den er givet væk, findes der stadig et usynligt bånd til giveren, som selv om der ingen lovhjemmel er artikuleret, hvormed dette bånd kan forsvares, stadig gør sig gældende. Netop dette forhold udgør en vigtig forskel til de ejendomsregler vi normalt er vant til. I modsætning til den bevilling af et magtmonopol, afgivet og håndhævet fra centralt hold, som patentet giver den selvproklamerede ejer, så kræver "det ikke-afhændelige" en anerkendelse fra alle involverede, for at det står ved magt. Det er altså ikke noget der sker med ét slag, men en oparbejdelse via den kontinuerlige udveksling, den kontinuerlige cirkulation. For at noget kan blive "ikke-afhændeligt" skal der i cirkulationen være en tendens til at noget ved den enkelte gave, f.eks. styresystemet Linux, fortsat fører linier tilbage til den der skal anerkendes som uofficiel ejer; her Linus Thorvalds. Findes et sådant henvisningspotentiale ikke, ifald Thorvalds f.eks. holdt op med at beskæftige sig med Linux, ville "gaven" kunne afhændes til en anden, eller rettere, den ville blive anerkendt som uofficiel tilhørende en anden, idet båndene konstant ville føre dertil. Endvidere kan den "afhændelige" sfære også forstås som alt det uden for gavekulturen, uden for pengeøkonomiens verden. Idéen om "det ikke afhændelige" føres et skridt videre hos Strathern, når hun bruger begreber som råderet eller brugsret, eller endda mere vagt; grader af disse. Her er hele ejerterminologien droppet; ikke engang vores egen krop ejer vi, men vi har en temmelig veldefineret råderet. Langt mindre veldefineret er råderetten i gavekulturen. Men den er der, og ved at der konstant, bevidst og ubevidst, bliver taget stilling til den, er den med til at skabe orden. I modsætning hertil står igen den tildelte ejendomsret i pengekulturen, der netop skal undgå det flydende og uhåndgribelige i gavekulturen. Når man har fået bevilget et ejerskab, træder en lang række klare og veldefinerede regler i kraft, og der står nogen klar til at bakke dem op for én. Det frigør energi til en fortsat udvikling, fordi man ikke skal gøre sig gældende for den fortsatte anerkendelse af en evt. råderet, men det fastholder også de én gang bestemte ejerstrukturer som kan være bremsende for en fortsat innovation.

Hos Polanyi, Sahlins og Cixous er der en klar politisk stillingtagen i måden der skelnes mellem gaverelation og handelsrelation. Mest tydeligt er det måske hos Polanyi, der understreger at udvekslingssystemer kan være mere eller mindre naturlige for mennesker at operere i. De systemer der er indlejret i, og dermed en direkte konsekvens af, de sociale relationer er mest naturlige. I modsætning hertil ser Polanyi den "ikke indlejrede" økonomi, som en politisk defineret; dvs. en besluttet, venden sig bort fra den "naturlige", indlejrede økonomi. Når der således er tale om et valgt og ikke en naturgiven markedsøkonomi, der kommer før de sociale relationer, bliver det en magtkamp, eller mere demokratisk, en politisk kamp at få vendt skuden 180 grader så bevægelsen går imod en økonomi der passer til vores sociale relationer frem for at diktere dem. Disse idéer om at det i yderste konsekvens er et "enten-eller" valg; som også gør sig gældende hos Sahlins og Cixous, ses tillige i gavekulturens kamp for overlevelse i en verden domineret af økonomiens; af varens magt.

Det er et valg mellem 2 modpoler markeds- og pengemodellen overfor gavekulturen; både for den enkelte deltager, men også på et højere niveau politisk set. Det er muligt ved en fortsat holden sig til markedsidéen at give gavekulturen trange kår. På trods af dens indbyggede styrke i og med at produkter som Linux nu på visse punkter kan konkurrere på markedsvilkår med f.eks. Microsoft, så skal foretagendet hjælpes på vej, f.eks. ved en mindre rundhåndet patentuddeling og ved en anerkendelse fra magthavernes side for at kunne lykkes. I det danske Folketing kunne man f.eks. ikke blive enige om at gå over til at bruge "open source" programmer i de offentlige netværk.[1] Noget sådant har stor betydning.

Det Polanyis, Sahlins' og Cixous' politiske vinkel understeger, og det der bliver ekstra tydeligt med Barbrooks vinkel, er at også visioner, ideologi og følelser gør sig gældende, når et udvekslingssystem vælges. Barbrook har, når han skriver til Nettime, et tydeligt politisk mål. Han vælger åbent at vedkende sig sin socialdemokratiske indfaldsvinkel og, som Polanyi, sætter han skarpe skel mellem den cyberkommunisme han selv er fortaler for og den markedsliberalisme som han taler op imod. Dette kan både ses som en styrke ved, og som en svækkelse af, hans argumenter. Som en svækkelse, fordi det videnskabelige, eller det analytiske om man vil, har en tendens til at falde lidt i baggrunden, når meninger og holdninger bliver så tydeligt beskrevet. Den objektive bevisførelse, som er meget anerkendt, især i den moderne vestlige verden, svækkes, når det anerkendes at det ikke er facts der lægges frem, men forslag. Som en styrke fordi der peges på at mennesket rent faktisk godt kan ændre verden, og ikke blot indgår i et naturgivet system, og fordi det vedgås at langt de fleste af de valg vi foretager, har følelsesmæssig og ideologisk karakter, mere end objektivt videnskabelig ditto.

Her tages udgangspunkt i hvad det er, der får den enkelte til at handle på en given måde i en given situation. Den dikotomi der har præget forståelsen af både 1. Ejerskabsforhold og 2. Politik- og magtforhold flyttes hos Carrier og Parry og Bloch ind i den enkelte person. Nogen gange vil der være et incitament til at gå efter et umiddelbart udbytte, at tænke i hvordan man får mad på bordet, der vil ofte her være tale om en mulighed for at opnå et umiddelbart økonomisk afkast, mens til andre tider, vil man tænke langsigtet, og lade mange flere overvejelser komme ind i billedet af mere følelsesmæssig, ideologisk karakter. Her ses verden ikke som bestående af en gavekultur, hvor der kun tænkes langsigtet og en økonomisk struktur hvor der kun tænkes kortsigtet. Derimod vil begge typer af incitamenter være til stede i begge verdener.

Bourdieu beskriver dette som at man bevæger sig i forskellige sfærer hvor henholdsvis "den økonomiske udvekslings økonomi"; og "de symbolske goders økonomi" hersker. Her er det ikke så meget et valg den enkelte tager, ud fra hvad der giver bedst udbytte i den enkelte situation, det er snarere en forandring der ligger i at den enkelte, uden at tænke over det, bevæger sig mellem verdener der har forskellige incitamentstrukturer. Når man er sammen med familien er incitamentstrukturen anderledes end når man er på arbejde. Det kan føres videre endnu, idet der ikke altid er det samme incitament, til den samme handling. Hvis man lever af at skrive bøger er incitamentet til at skrive et andet, end hvis man lever af at gøre rent og skriver for sjov (som man siger). Da bærer skrivningen lønnen i sig selv.

På baggrund af dette, kan den enkeltes incitament til en given handling være næsten umulig at få klarhed over, men den er vigtig at have med i analysen, så man ikke kommer til at stemple nogle gøremål som rent økonomiske eller rent symbolske pga. de præferencer man selv har til en given handling.

[1] Socialistisk Folkeparti stillede 6. april 2000, forslag til folketinget om at arbejde for at open source software skal have en større andel af softwaremarkedet, men et flertal stemte imod (Dagbladet Information "Folketinget i lommen på Bill Gates", 07.04.00). Til gengæld opnåedes i Folketingets Forskningsudvalg 2. oktober 2000, flertal for en beretning der støtter op om open source (Dagbladet Information "Stort flertal bag open source", 03.10.00) og Computerworld "Folketinget vil have open source", 06.10.00). I regeringens redegørelse om patenter på software, fremlagt 22.05.01, er der dog ifølge flere kritikere ikke taget tilstrækkeligt hensyn hertil, fordi der siges god for patentering af softwareprogrammer, hvis bare kildekoden er tilgængelig (Dagbladet Information "Regeringens software-oplæg møder hård kritik", 23.05.01).

Opsamling