Frihedssøgende gaveøkonomi

Den der mest konkret og indædt har holdt fast i og udviklet det som idéen om en gaveøkonomi bygger på er Richard Stallman. I 1984 startede han foreningen "Free Software Foundation", som svar på en strid om copyright til styresystemet Unix, mellem At&T, softwareudviklere og Berkeley Universitetet, (Californien). Formålet var at skabe et unixbaseret operativsystem, der var frit tilgængeligt i mere end én forstand. Projektet kom til at hedde GNU (gnu's not unix).[1]

"Free software is a matter of liberty, not price. To understand the concept, you should think of "free" as in "free speech", not as in "free beer".

"Free software" refers to the users' freedom to run, copy, distribute, study, change and improve the software. More precisely, it refers to four kinds of freedom, for the users of the software:

· The freedom to study how the program works, and adapt it into your needs (freedom 1). Access to the source code is a precondition for this.

· The freedom to redistribute copies so you can help your neighbor (freedom 2).

· The freedom to improve the program and release your improvements to the public, so that the whole community benefits (freedom 3). Access to the source code is a precondition for this.

A program is free software if users have all of these freedoms. Thus, you should be free to redistribute copies, either with or without modifications, either gratis or charging a fee for distribution, to anyone anywhere. Being free to do these things means (among other things) that you do not have to ask or pay for permission.[2]

Det handler om at understøtte og sikre den enkelte persons frihed, mere end at sørge for at programmerne er gratis. Dette gøres ved at programmerne er tilgængelige så alle har mulighed for frit at; bruge dem; ændre dem; sælge dem eller give dem væk. Stallman har vendt op og ned på copyright termen for at sikre en licens der juridisk understøtter tilgængeligheden. Det hedder "copyleft", og dens vigtigste egenskab er at programmer med denne licens ikke kan påhæftes restriktioner af nogen art[3] . Med hjælp fra en juraprofessor har Stallman fået lavet den 7 sider lange licens[4] , som anerkendes for at være gennemtænkt og holdbar teknisk-juridisk, men anklages for at være lige så meget et politisk manifest[5] . Alt dette beskrives da også, af Stallman selv, med baggrund i et moralsk dilemma; " ... I faced a stark moral choice. The easy choice was to join the proprietary software world, signing nondisclosure agreements and promising not to help my fellow hacker. Most likely I would also be developing software that was released under nondisclosure agreements, thus adding to the pressure on other people to betray their fellows too. I could have made money this way, and perhaps amused my self writing code. But I knew that at the end of my career, I would look back on years of building walls to divide people, and feel I had spent my life making the world a worse place."[6]

Den 14. februar 2000 blev Stallman interviewet til dagbladet Information, her forklarer han, hvad det er han kæmper for på en lidt anden måde: "Mennesker, som ikke programmerer, laver måske mad i stedet. Og hvis man laver mad, bruger man normalt madopskrifter. En gang imellem udveksler man sine opskrifter med andre; ændrer i dem, fordi man bedre kan lide det på en anden måde, og giver dem så videre til andre igen. Software er lidt ligesom madopskrifter. Det er en serie af trin, der udføres; de har bestemte betingelser og mål for øje, og nogle gange går man tilbage til et tidligere trin for at ændre noget, eller man opbevarer dele af opskriften til andre formål."[7]

Ifølge Stallman er det faktisk en sådan praksis som software patenter vil sætte en stopper for: "Hvis man stadig vil have, at fri software er tilladt i Europa, så skal man blive politisk aktiv nu [ ... ] Hvis en algoritme eller en egenskab eller en teknik bliver patenteret, betyder det, at en enkel virksomhed får et totalt monopol på at bruge den. Det betyder, at vi ikke længere har lov til at bruge den, og det vil holde os tilbage. tidligere sagde vore kritikere, at man ikke ville kunne få nogen til at skrive fri software, eller at vi ikke kunne lave et ordentligt stykke arbejde. Men nu har vi vist, at vi kan gøre et ordentligt stykke arbejde, og at vi kan udbyde et bredt spektrum af programmer, så længe regeringerne ikke lægger hindringer i vejen for os. Derfor beder vi regeringerne om, frem for alt, at give os tilladelse til at [bruge] fri software."[8]

I artiklen kommer han også ind på fællesskabstanken: "Jeg ser mig selv [ ... ] påvirket af den vestreorienterede anarkisme, hvor der er en større fokus på selve det at have et fællesskab, hvor mennesker hjælper hinanden. Og jeg ville mene, at den frie software er et godt eksempel på mennesker, der frivilligt arbejder sammen for at udvikle ekstremt velordnede aktiviteter. Det er det interessante ved det hele. Frivillige har skabt en vældig stor orden, som absolut ingen har været tvunget til at acceptere. Men folk har valgt denne orden i det omfang, den er brugbar og gør folk glade."[9]

Disse temaer sættes på spidsen i the "free software song", som Stallman har fået indspillet og lagt ud på nettet:

Stallman har haft stor indflydelse med sine gøremål. Alene det faktum at Linux, bygger oven på den frie software fra Gnu og derfor også kaldes gnu/Linux, fortæller om Stallmans gennemslagskraft. Idealerne kan derfor ses i større sammenhæng: Som en gruppe menneskers fokus på bæredygtighed, frihed, frasigelse af økonomisk vinding, til fordel for at hjælpe sin nabo, bryde mure ned etc.

Stallmans projekt er så helt åbenlyst politisk, og det der bruges som våben eller argument er spørgsmålet om ejendomsforhold. Hvor det i den "anarkistiske gaveøkonomi" er den umiddelbare incitamentstruktur, der får folk til at handle anderledes, hvilket skaber konsekvenser i større dele af samfundet, er det hos Stallman ønsket om forandring gennem politisk handling, der er på dagsordenen. Stallman forsøger at gøre opmærksom på at det grundlæggende incitament til at patentere software gør mennesker ufrie, fordi de bliver låst fast af forkerte magt- og politiske forhold.

I "The Hacker Ethic and the Spirit of the Information Age", argumenterer Pekka Himanen, med hjælp fra Linus Thorvalds og Manuel Castells, netop som titlen antyder, for at der findes afgørende nye etiske normer for hackerne på nettet, i forhold til arbejde og penge. Men ud over at udgangspunktet er at ganske mange udveksler uden økonomisk incitament overhovedet (Himanen 01:49), så er de fleste hackere der forsøger at leve af deres computer-kunnen, langt mere kapitalistisk orienteret end Stallman og gruppen der tilslutter sig free software. Himanen opstiller 4 grupper der indeholder forskellige måder hvorpå forholdet til penge er blevet tacklet, og dér beskrives Stallmans motiver som de mest radikale:

"In Stallmans ethical approach, the stakes are higher. It's question is, Is the present company practice of restricting information really ethically tenable? The fact that it is the current model does not make it the right one or mean that it has been argued for soundly. One rarely hears anyone trying to make an intellectually satisfying case for the present practice without any changes. Any serious attempt should address many fundamental issues of our information age, including, for example, the paradoxical dependence of closed information on open information. This paradox is at the heart of our time: In fact, if one takes technology companies' dependence on research seriously, one might say that the ethical dilemma facing businesses in the new information economy is that capitalist success is possible only as long as most of the researchers remain "communists" (in Merton's sense) ... a Stallman-esque hacker might be inspired to proclaim. "Present capitalism is based on the exploitation of scientific communism" receiving the information produced by everyone else while withholding all the information produced by one self presents an ethical quandary" (Himanen 01: 60).

Her ses en grundlæggende dikotomi mellem kapitalisme og hackerisme (som det her kaldes): "But there is an inherent tension in the idea of hackerism within a very traditional capitalism. The original meanings of the terms capitalism and hacker pull in different directions. In tune with the Protestant ethics' focus on money, the supreme goal of capitalism is the increase of capital. The hackers' work ethic, on the other hand, emphasizes passionate and free rhythmed activity. Even though it is theoretically possible to reconcile both goals, the tension between them is often resolved in practice by dropping the hackerism and just following the guidelines of the protestant ethic" (Himanen 01: 56).

Dette tyder på, at det på trods af en samlet hacker etik, kun er de mest radikale som Stallman, der ved deres stærke idealisme formår (og ønsker?) at holde fast i principperne når markedet, som nu, for alvor tilbyder sig.

[1] "The open source timeline": http://feedmag.com/oss/ostimeline.html.

[2] "The free software definition": http://www.fsf.org/philosophy/free-sw.htm.

[3] Stallman "The General Public License (GPL), version 2, june 1991, s. 14 i Dibona 99.

[4] http://www.opensource.org/licenses/gpl-license.html.

[5] Bruce Perens s. 7 i Dibona 99.

[6] Stallman s. 2, i Dibona 99.

[7] Dagbladet Information: "Hvorfor software skal være fri", 14.02.00, og: http://webavis.information.dk/Eksport/Temapakker/Tema100035.html.

[8] Ibid.

[9] Ibid.