Standard alm side

Jonas Smedegaards virke og forsøg med gaveøkonomien eksemplificerer mange af de problemstillinger der er til behandling i dette speciale: fordi hans praksis og tanker derom, har været igangsætter for undersøgelsen; fordi han hele vejen igennem har fungeret som forbindelsesled såvel til arbejdsliv som til privatliv hos de mennesker der mest udtalt fungerer i gaveøkonomien; og ikke mindst fordi hans egne tiltag indenfor det sidste år har betydet at han selv, langt mere end tidligere, har måttet tage stilling til de modsætninger, der er til stede, når forsøget med gaveøkonomiske idéer konfronteres med markedsøkonomiens spilleregler.

De 6 interviews det er blevet til har alle haft en varighed på 2-3 timer og karakter af en samtale. De er foretaget spredt over perioden: august 2000 til marts 2001 (helt præcist 10.08.00; 26.09.00; 29.10.00; 21.01.01; 05.03.01; 09.03.01). De er fastholdt via digital lydoptagelse. Indholdet i de 6 interviews kan helt kort beskrives som følger:

Smedegaards specielle forståelse af gaveøkonomi diskuteres, både de visioner de indebærer og den konkrete indflydelse forståelsen har på hvordan han driver én-mandsfirmaet "IT-Guide Dr. Jones". Endvidere diskuteres Smedegaards mulighed for at gå i samarbejde med andre ved opstarten af firmaet "Wetware". Dette med fokus på de muligheder det giver Smedegaard for at prøve kræfter med sine visioner i større målestok.

Problemer vedrørende at samarbejdspartnerne ønsker en alm. firmastruktur i "Wetware", diskuteres. Hvad vil det betyde at styringen sker igennem en almindelig selskabsstruktur med aktier som fordelingsmekanisme? Er kompromiset for stort i forhold til idealerne?

Beslutningen om at indgå i Wetware på alm. konventionelle firmabetingelser diskuteres. Forandringer i udmeldingen fra Smedegaard mht. hvor stort kompromiset er, og hvorvidt hele idéen om firmaet "IT-Guide dr. Jones" overhovedet havde et potentiale på sigt, diskuteres.

Den første tid i "Wetware", samt det forandrede syn på "fortiden" ("IT-Guide dr. Jones") diskuteres. Mulighederne for, med beskrivelsen af en ny proces (netværksløsningen "Red-pill"), igen at give idealerne en chance, diskuteres.

Beslutningen om at bryde med "Wetware", pga. at kompromiset i forhold til fastholdelsen af idealerne, bl.a. om en gaveøkonomi, var for stort diskuteres. En tilbagevenden til enmandsfirma konceptet "IT-Guide dr. Jones" og hvordan involveringen har ændret flere aspekter vedrørende måden hvorpå den gaveøkonomiske arbejdsform skal fungere, hvis den skal have bedre vilkår, diskuteres.

I løbet af denne forholdsvis korte tidsperiode kan findes eksempler på: 1. forsøget med "gaveøkonomien", 2. visionerne og principperne der ligger bag, 3. forsøget med at indføre principperne i en større sammenhæng, i et firma med flere end én aktør, 4. problemerne med selv at fastholde principperne da forsøget med indførelsen af egen firmamodel mislykkes, og der i stedet indføres almindelig firmastruktur i form af aktieselskab.

Det kan også beskrives med udgangspunkt i at Smedegaards forståelse af ejendomsforhold gjorde det problematisk at indgå i en større sammenhæng, fordi de andre i firmaet "Wetware" ønskede et traditionelt ejendomskoncept. Via magt- og politiske forhold internt i gruppen, der skulle udgøre det nye firma "Wetware", vandt den almindelige aktiestruktur over en firmastruktur med gaveøkonomiske aner. Ved alligevel at indgå i firmaet, på trods af at det skulle fungere ud fra andre principper end de Smedegaard selv var fortaler for, oplevede han at de anderledes incitamentstrukturer, som her gjorde sig gældende, påvirkede ham, således at han gik fra en arbejdsform betinget af det Bourdieu kalder "de symbolske goders økonomi", og til en arbejdsform betinget af "de økonomiske goders økonomi", eller at han gik fra en arbejdsform der bevægede sig i en sfære af "langsigtede dispositioner" til nu at bevæge sig i en sfære af "kortsigtede ditto".

Da det her ikke er muligt, af pladsmæssige grunde, at gå i dybden med alle disse aspekter, udvælges forsøget med gaveøkonomien som den mest tydelig kan ses inden Smedegaards involvering i Wetware. Dette fungerer som et godt eksempel, fordi Smedegaard på alle måder her mest radikalt, forsøger at leve op til sine idéer om hvad gaveøkonomi kan bruges til. Her er visionerne der ligger bag også tydelige.

Desuden gennemgås de vigtigste problemstillinger i det samlede forløb ud fra deres sammenhæng med de teoretiske hovedbegreber: 1. ejendomsforhold, 2. magt- og politiske forhold, 3. incitamentstrukturer.

Da Smedegaard i februar 2000 blev interviewet til Information om sin måde at arbejde på, og sin forståelse af hvor informationsteknologien er på vej hen, indledtes med en meget rammende beskrivelse af Smedegaard på netop dette tidspunkt: "Jonas Smedegaard ligner IT-samfundets avantgarde på alle tænkelige måder. Med barberet hoved og et våbenarsenal af mobilt-teknogrej i tasken, rejser han rundt mellem sine kunder i hele verden. Han bor ikke rigtigt nogen steder, men er altid til at få fat på – fordi han er på alle tænkelige net. Hans virksomhed IT-Guide dr. Jones arbejder hovedsageligt i Århus og København, men han er begyndt at få flere og flere kunder i San Francisco Bay området i Californien. For Jonas Smedegaard er det ligegyldigt hvor han befinder sig i verden, han kan arbejde på sine projekter fra et hvilket som helst sted på kloden."[1]

Der er på dette tidspunkt stor optimisme mht. mulighederne for Smedegaards måde at drive virksomhed på: Dels viser Smedegaard med sit virke at det er muligt at drive privat virksomhed og få det til at løbe rundt med gaveøkonomien som fast holdepunkt. Og desuden ser han tydelige tegn på at de principper han arbejder efter, især mht. open-source bevægelsen, er ved at blive interessant, også for virksomheder i IT-branchen, der ellers har tænkt mere traditionelt: "Det, der er ved at ske nu, er, at det er blevet muligt at lave en forretning, der alene håndterer processer. Før i tiden har man kun kunnet tjene penge på at producere produkter. Men for mig at se, er produkternes tid ved at rinde ud, netop fordi produkter ikke er dynamiske nok. Hvis man ser på IT som en serie produkter, misser man hele pointen. IT er i sit udgangspunkt processer, hvor millioner af mennesker arbejder sammen om at skabe det serviceredskab, som computere og Internettet er."[2]

Men dette at give produktet væk og sælge processen, er ikke tilstrækkeligt til at beskrive den gaveøkonomi som Smedegaard arbejder ud fra. Det kan gå i flere retninger. I indledningen blev med Jeremy Rifkins bog "The Age of Access" beskrevet hvordan mange firmaer i dag er gået over til at sælge proces, fordi man ved at give produktet væk, eller sælge det til en symbolsk pris, får mulighed for at sælge kunden adgang til alle de processer som produktet giver mulighed for. Mobiltelefonen er det klassiske eksempel, og måske et af de første produkter der for alvor gav mulighed for at sælge adgang til proces. Pengene der opnås ved et evt. salg af en telefon er ikke det vigtigste, derimod handler det om alle de servicer som man, i al den tid man har kunden, kan sælge til vedkommende.

For at se hvordan Smedegaards forståelse af det at sælge proces adskiller sig fra Rifkins, må vi tættere på hans idé:

"Vi kalder det for gift-economy. Men det betyder ikke, at vi arbejder gratis. Det vi gør, er, at alt hvad vi laver, i udgangspunktet er gratis for alverden. Men den tid, vi bruger på at lave skræddersyede løsninger, koster penge. Så hvis man har brug for et eller andet til virksomheden, kan jeg sætte det sammen af alle de gratis komponenter, der ligger som en gaveregn på nettet. Hvis de selv kan sætte deres systemer op, så fint med mig. Men det er det ikke alle, der kan. Og det er dér, pengene kommer ind i billedet" [Information: "Men hvad hvis de firmaer, du arbejder for, vil have patent på det, de betaler dig for at lave?]" "Det er et ufravigeligt princip, at det jeg laver for folk, skal være frit tilgængeligt for alle. Jeg nyder jo selv godt af alt det, som andre har skabt. Derfor må jeg være med til at forøge puljen af gratisprogrammer. At give mit arbejde som gave er selve grundlaget for mit firmas eksistensberettigelse."[3]

Én vigtig forskel fra Rifkins tese og til Smedegaards praksis er at Smedegaard ikke ønsker at påberåbe sig et ejerskab. De firmaer Rifkin beskriver derimod, lægger netop vægt på et uindskrænket fortsat ejerskab. Selv om f.eks. en mobiltelefon gives væk, er det man køber, retten til dens faciliteter ved at være tilsluttet netværket, stadig i privat eje, og holdes faktisk tættere ind til kroppen end tidligere, fordi der er nærmest kontinuerlig kontakt mellem producent og forbruger. Det er de samme præmisser: forandringerne fra et vareorienteret industrisamfund til et netværksbaseret digitaliseret videnssamfund der gør sig gældende. Det er blot nogle andre muligheder der hos Smedegaard lægges vægt på at udnytte:

"Gaveøkonomi er et resultat af at spille med åbne kort, når jeg gerne vil spille med åbne kort, når jeg gerne vil have det så synligt som muligt, hvordan det er jeg arbejder, er gaveøkonomien en god ramme. Jeg arbejder med noget, hvor der er en stor videnstung udviklingsfase. Videnstungt arbejde er klassisk sådan at der er en stor udviklingsfase, hvorimod resultatet er en lille bitte prik. Da er gaveøkonomi en økonomisk struktur som kan afspejle at der er en kæmpelang udvikling, en tung udviklingsprocess, og derefter er resultatet næsten gratis. Det er stort set gratis at have noget liggende på en webside, det koster ingen ting! Du kan have det liggende gratis, du kan publicere dine ting gratis. Ved en avis f.eks., der koster det noget at trykke hver eneste eksemplar. Derfor må man tage et beløb pr. styk, men det at tage et beløb, koster penge. Der skal f.eks. være en mand til at tage imod pengene mm., og så vokser det: Selve distributionsapparatet og produktionsapparatet, det koster. Derimod; når det er ren viden, så er produktion og distribution gratis, så vidt jeg kan se. Når bare den grundlæggende struktur, det der koster; opkoblingen til Internettet mv. er i orden, er det gratis. Yahoo som produkt er kun udvikling, det er ren udvikling. Det færdige produkt, det koster ingen ting ...

... Og så er det bare at jeg gerne vil, at man betaler for det, det koster. Betal for det det koster! Den eller den virksomhed vil gerne have et [digitalt] kalender system! Det koster 150.000 kr. for min brainpower i et halvt år, hvis du kommer om et år, så koster det ingenting Men hvis der er en fejl i det så koster det 5 kr. at rette den fejl. Når fejlen er rettet, så koster det ingen penge at få denne fejlrettede version Jeg vil gerne at folk betaler for det, det koster".[4]

I modsætning til det Rifkin advarer imod, ønsker Smedegaard netop, med sin forståelse af gaveøkonomi, at opnå en gennemsigtighed, så kunden præcis ved hvad han eller hun betaler for. Med mobiltelefon-eksemplet fra før, er det, kunden betaler for, en udefinerlig blanding af selve produktets produktionspris (mobiltelefonen); udvikling og vedligeholdelse af netværket (telefonforbindelsen); udvikling og vedligeholdelse af forskellige former for servicer (f.eks. "SMS-beskeder"); og sidst men ikke mindst; det ekstra beløb der kan lægges oven i fordi adgangen til alt dette er privat ejendom.

Det handler altså ikke bare om at skabe et bedre produkt, for Smedegaard. Men også om at der dels skal være en rimelighed mellem det arbejde der udføres og den betaling der skal gives, og vigtigere endnu, at kunder skal kunne se hvor stor en del af det der sælges der egentlig er profit. Dette har med et ideologisk standpunkt at gøre, Smedegaard forsøger at få sin måde at drive virksomhed på, til at passe sammen med sine overordnede politiske holdninger:

Smedegaard: "Det jeg leder efter, helt grundlæggende, er konstellationer, måder at leve på, og måder at skrue virksomhed og regnskaber sammen på som giver plads, som skifter fokus, fra at være snævert resultatetorienteret til at fokusere på et helhedsbillede. Det er en reaktion på den måde jeg oplever at verden er skruet sammen på: omkring økologi i øjeblikket; omkring kapitalens magt; omkring 3. verdenslande: Det hele bliver skævvredet, ikke fordi der bevidst er nogen der bevidst vil misbruge andre, men fordi vi alle arbejder ud fra nogle grundlæggende økonomiske mekanismer. Jeg vil meget gerne, at det er noget andet end økonomien der får første prioritet, altså, det jeg mener er vigtigt, det er selve processen, det at udvikle et produkt".[5]

Et andet forsøg på at komme tættere på hvad Smedegaard forstår ved gaveøkonomi, og hvori denne forståelse adskiller sig fra den gaveøkonomi, der tidligere er beskrevet, består i at lave en figur ud fra de samme principper som figuren fra kapitel 1:

Udgangspunktet er her det samme som den første gaveøkonomiske model. Man giver et produkt væk som gave. Via gaven kan man nemmere opnå opmærksomhed, hvilket kan føre til: tillid, kompetence og anseelse. Hvis et firma ønsker en opgave løst, eller et produkt udarbejdet, kan de gå til den person der via sine gaver har vist størst kompetence på området. Det er muligt for firmaet, at få en ganske dybdegående viden om personens arbejder, metoder o.l., dels fordi der ikke er noget i arbejdet der forsøges skjult; og dels fordi produkterne ofte vil være hurtige at finde frem til via Internettet. Når personen er fundet kan man forhandle sig frem til det beløb, det koster at udfærdige det nye produkt. Værdien af arbejdet omregnes således stadig til en økonomisk størrelse, men producenten er selvstændig, og samarbejdet, her et enkelt produkt, ophører når produktet er fremstillet. Derved har firmaet ikke copyright på produktet, det lægges derimod frem til fri afbenyttelse. Således bliver det, i første færd specialfremstillede produkt, nu en gave, som alle andre der har lignende behov, frit kan benytte sig af. Gaven er for Smedegaard det objekt der skal understøtte en fortsat opmærksomhed, tillid, kompetence og anseelse. Er produktet i orden er anseelsen intakt, eller måske endda stigende, og da vil en ny samarbejdspartner vise sig med et tilbud om løn til et nyt specialfremstillet produkt, som kan blive en ny gave osv., deraf det cirkulære.

Denne forskel til den første gaveøkonomiske model, hvor der "hoppes" mellem en gavekultur og en pengeøkonomi, er her erstattet med en model der har som formål at fungere i sig selv. I modsætning til den første model, kan man her ikke pleje sine gaver ved siden af økonomien. Man er derimod kun det værd som den seneste gave antyder, idet den skal være god nok til at nogle nye vil hyre én på baggrund af den.

Det er også dette der gør sig gældende når Smedegaard beskriver at det koster 150.000 kr. at få udviklet et kalendersystem, men at det derefter er gratis: det der er specialkontrueret til et firma for penge, gives ubearbejdet videre som en gave. Firmaet der har købt ydelsen, har ikke fået et produkt, som kun de har rettighed til brugen af, Smedegaard konstruerer programmet af andre gratiselementer fra nettet. Skulle han programmere det fra bunden, ville det blive meget, meget dyrere. I stedet får de et skræddersyet program, som passer perfekt til lige netop deres behov, men som de ikke har ejerskabet af, og som andre derfor kan videreudvikle, så også de kan bruge det. Det kan ses som et konkurrencemæssigt problem, fordi virksomheden indirekte gør det nemmere for konkurrenten. Men dels skal man huske at firmaets produkt er skabt ud fra andre firmaers produkter; den fælles pulje på nettet, og dels er det ikke som f.eks. en skræddersyet jakke, der passer perfekt, men kun er til rådighed, hvis ingen andre har den på. Det cirkulære henviser således både til Smedegaards egen konkrete arbejdsstruktur, som til en mere overordnet forståelse af, eller mening om, hvordan digitale produkter ”cirkulerer” under fortsat udvikling.

Ud fra 1. ejendomsforhold; 2. magt- og politiske forhold og 3. incitamentstrukturer; kan man sige at Smedegaard forsøger at afskrive al form for ejendomsret af digitale produkter; han har et politisk ærinde; og han stiller nogle principielle rammer op for sig selv, der skal hjælpe ham til at blive i en incitamentstruktur hvor det han finder principielt og ideologisk rigtigt, også er det han påskønnes til at gøre. Befinder han sig i en sfære hvor det er "de symbolske goders økonomi", der kommer før "de økonomiske goders ditto", så er valget nemmere at træffe. Dette kan måske virke søgt, måske ligefrem religiøst, men på det tidspunkt hvor jeg interviewede Jonas første gang havde han med held, dvs. med økonomien i orden, levet af at arbejde ud fra disse principper (mere eller mindre bevidst, eller klart formuleret ganske vist) i ca. 3 år.

Omvendt viste de følgende måneders involvering i firmaet "Wetware" hvor lidt der skulle til for at flytte principperne så snart incitamentstrukturerne forandredes:

Smedegaard: "For mig at se, er det en blanding af at jeg har en masse holdninger til mig selv og livet omkring mig, og til hvad penge er for en størrelse. Dels er det nogle holdninger og meninger, og dels er det undskyldninger, fordi jeg ikke kan finde ud af at prissætte mig selv. Derfor gør jeg en masse krumspring for at undgå det. Det er en blanding af de ting ...

... men det er Ikke det at finde mig selv, der er formålet længere, mere bundlinien, få en virksomhed op at køre ... Vil man rykke på et højt plan (f.eks. Erhvervsministeriet som kunde) må man køre det steady, det nytter ikke at fumle rundt, og som jeg, ikke at kunne formulere hvad man yder; sælger; hvad det er jeg står for. Man kan godt, når det er små tiltag det drejer sig om, tage det lidt fra dag til dag, og fra projekt til projekt, sådan bestemme sig hen af vejen, men når det drejer sig om store virksomheder, skal aftalerne være i orden, for det er ofte ikke de mennesker man laver aftalerne med der i sidste ende får produktet ... Jeg har været meget i vildrede! Jeg har følt, at gjorde jeg dette [gik ind i Wetware], så ville det være at gøre det modsatte af alt det, jeg tidligere har gjort. Men som jeg ser det nu, mht. hvad jeg tidl. har gjort, så har jeg eksperimenteret meget, jeg har famlet meget, men det er meget lidt der konkret er kommet ud af det. Jeg vil ikke sige at det er derfor det ikke virker, men jeg kan i hvert fald ikke løfte særligt meget, når jeg bare er én. Jeg har tænkt på den mulighed, at finde nogle andre der var mere af samme støbning som mig selv, mht. ideologi, der f.eks. ikke ønsker denne yuppie kultur, hvor man rider på bølgen, men i stedet ønsker nogle andre værdier, men jeg har jo ikke fundet dem endnu, ej heller kigget specielt meget efter dem, og jeg ved heller ikke hvor jeg skulle lede. Spørgsmålet er om det ikke, i stedet for at finde nogen som mig selv, vil være bedre for mig at finde nogen der kan udfordre mig?

... Det mine overvejelser går på, det er om jeg vil fortsætte med denne famlen efter min egen identitet, efter hvad mit forhold til penge skal være. Vil jeg fortsætte med dette og videreudvikle dette, eller vil jeg prøve at sadle om og sige: Nu drejer det sig ikke om at finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til det at tjene penge. Nu skal jeg tjene penge på den traditionelle måde, hvor man skriver en regning, når man har været ude på job, for til gengæld at fokusere mere strategisk på, hvor det er jeg vil hen med det at være i et firma, det er på et højere plan og det er samarbejde ... Jeg kan mærke, allerede nu, at nogle af de ting, jeg tidligere har kæmpet med og har strittet imod overfor, dem giver jeg nu los overfor, f.eks. spørgsmålet om, hvordan jeg skal prissætte mig. Man kan sige at jeg har hævet mig op over det, fået det til at køre på skinner, så jeg kan frigøre mig til noget andet. Men det betyder samtidig at jeg ikke længere forholder mig så meget til det."[6]

Med den viden vi har om Smedegaards brud med "Wetware" i februar 2001, er de konklusioner der kan foretages baseret udelukkende på Smedegaards personlige forsøg med at skabe sig rammer som bedst understøtter hans ideologi. Der er ikke grundlag for at sige noget om mulighederne for at tankerne kan fungere i et større forum, fordi dette aldrig blev en realitet. Men det er tydeligt at det for Smedegaard har en stor effekt om han bevæger sig i sit eget gaveøkonomiske system eller i Wetwares aktieøkonomiske. Man kan med Polanyi sige at Smedegaard sørger for at leve i en "embedded economy"; i en økonomi indlejret i sine sociale relationer, hvorimod ved indtrædelsen i "Wetware" var der for Jonas tale om "disembeddedness". Med Bourdieu kan det beskrives sådan at Smedegaard forsøger altid at være en del af fodboldspillet, hvor handlingerne kommer intuitivt og uden, megen konkret spekulation om de er passende lige netop dér. I stedet for at befinde sig i skakspillet, med dets tendens til nøje kalkulerede gennemtænkte dispositioner.

Med Woodburn og Sahlins kan sættes fokus på at Smedegaard vælger at være tilfreds med en mindre økonomi til fordel for den grad af frihed det giver. Som de i "stenalder-overskudsøkonomien" gjorde det vha. nøjsomhed. Eller vha. reglerne i Woodburns eksempel, der skulle modvirke kampen om prestige, og deraf lade f.eks. jagt blive foretaget af dem, for hvem selve jagthandlingen var løn nok i sig selv. Det kan også siges sådan at kulturen kommer før strukturen. Smedegaard skal tage stilling og vælge sit fundament, først da kan det træde understøttende til. Det økonomiske system; har både konsekvenser for Smedegaards tanke- og handlemønstre, men det er ikke den eneste forudsætning for disse. Deraf bliver tendensen, at det er kulturen der skal starte og fastholde den strukturelle ændring. Smedegaard vælger at gøre tingene ud fra en ideologisk vinkel. Han prøver at leve ud fra sin egen model og vise at det kan lade sig gøre i den virkelige verden, det er ikke strukturerne der pådutter ham det. Dette er lidt af et paradoks: De "rigtige" strukturer får Smedegaard til at handle hensigtsmæssigt, men det er kulturerne der skal sætte gang i de rigtige strukturer.

[1] Dagbladet Information "Fremtidens IT-firma sælger vejledning – ikke produkter", 21.02.00.

[2] Ibid.

[3] Dagbladet Information "Fremtidens IT-firma sælger vejledning – ikke produkter", 21.02.00.

[4] Af eget interview med Smedegaard 10.08.00.

[5] Af eget interview med Smedegaard 10.08.00.

[6] Af eget interview med Smedegaard 29.10.00.