Standard alm side

Af de 3 gaveøkonomier, er "den anarkistiske gaveøkonomi" den der er lettest at beskrive, dette både fordi den indeholder den enkleste struktur af de 3, men også fordi den er nemmest at adskille fra de to andre. Det er civilsamfundet, eller ganske almindelige mennesker om man vil, der har opdaget muligheden for at dele alt hvad der kan digitaliseres. Dette kaldes af marketingsfolkene peer-to-peer i modsætning til business-to-business eller business-to-consumer. Og denne skelnen beskriver dels begrebets kontrast til almindelige handelsformer, og dels at praksis på dette område nu er så udbredt at de business-folk der ikke har noget at bruge denne udvekslingsform til, har måttet tilføje dens akronym på lige fod med deres egne. Dette er især sket fordi "den anarkistiske gaveøkonomi" er begyndt at møve sig kraftigt ind på markedsøkonomiens område, særligt mht. alt hvad der har med kultur at gøre. Det er i dag muligt for alle med computer og Internetadgang at give indholdet af den musik-cd man ærligt og redeligt har købt, til enhver der viser lige netop denne musik interesse. Man har altid kunnet give hele cd'en væk og det er der ingen der har blandet sig i, men når det er indholdet man giver væk har man for det første stadig cd'en selv og endvidere er antallet af mennesker man kan give gaven til ubegrænset. Da er der mange der mener at betegnelsen gave ikke længere beskriver hvad der foregår og der er da også lovmæssigt ord for at det der foregår er tyveri, eller piratkopiering som det også kaldes. Men problemet er at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at dæmme op for denne ulovlighed, og da plejer man vel at sige, at love der ikke kan håndhæves, efterhånden ophører med at eksistere.

Men ser man problemet ud fra den nuværende ejendomsforståelse er det blot et spørgsmål om atter at få indhegnet får der er løbet ud af folden. Hæver man sig op over lovens ord, hvilket netop er muligt fordi loven ikke virker, så kan man også se dette som dekommodificering[1], en beskrivelse af hvordan noget holder op med at være vare. Igennem de sidste flere hundrede år er mere og mere blevet vareliggjort, men nu er der altså også forhold hvor det går den modsatte vej. Her vil den umiddelbare beskrivelse, gaven der gives væk, blive fastholdt: det er ikke den eneste vinkel på det, men det er vinklen i dette speciale.

Men hvorfor er det egentligt en gave? Og hvad giver gavemetaforen til forståelsen af hvad der foregår?

Gavemetaforen er dækkende fordi der gives uden vished for, eller for den sags skyld krav om, at få noget igen. Det er ganske vist en gave til forøgelse af en samlet pulje af ting, hvis mulige modtagere gavegiveren ikke kender, men det ændrer ikke ved at det der gives væk har en modtager: fællesskabet, gruppen af mennesker fra hvilken gavegiveren selv håber på et andet tidspunkt at kunne modtage en anden gave. Det er ikke et bytteforhold; kun ganske få fører en "noget for noget" politik, hvor man skal medbringe ét for at gå med noget andet, og de der gør har ikke noget lighedsprincip. Eneste krav er at du kommer med noget hvis du ønsker at få noget selv. Man kan således f.eks. komme med én sang og nedtage 10 cd'er. Set ud fra teorierne om gaveøkonomi og gaveudveksling, betyder dette at visse af kendetegnene ved gaven her er forsvundet. Der er ingen gengældelses tvang som hos Mauss; ej heller mulighed for anerkendelse, men der er i allerhøjeste grad tale om en overskudsøkonomi.

Som hos Woodburn er der her tale om en overskudsøkonomi med "umiddelbart afkast". Hos Woodburn var eksemplet at jæger-samler kulturen ikke havde brug for et incitament til at arbejde hårdt og længe før afkastet lod sig forme, derfor var det ikke nødvendigt at andre end de for hvem det at jage var løn nok i sig selv skaffede mad til huse. I "den anarkistiske gaveøkonomi" er der også "umiddelbart afkast": det kræver ikke en lang og indviklet proces at dele den musik andre har lavet. Derfor overlader man opbygningen af den fælles pulje til de for hvem udlægning af musikmaterialet bærer lønnen i sig selv. I Woodburns eksempel krævede det han overordnet kaldte "redistribution" en politisk beslutning om på alle tænkelige måder at undgå ulighed, kun ved en gennemførelse af sådan en beslutning kunne andre incitamenter til at jage og arbejde holdes nede; f.eks. ønsket om anerkendelse magt rigdom og status. I den "anarkistiske gaveøkonomi" består den eneste art styring i et normsæt der kundgør at det er forkert, i længden at nøjes med at modtage gaver uden nogensinde at give gaver selv.

Ud fra de 3 indfaldsvinkler i den samlede "gaveteori" er det muligt at se lidt nærmere på forandringernes karakter og perspektiverne i forandringerne. 1. ejendomsforhold. I stedet for at fastholde det gamle varefokuserede ejendomsbegreb, var det måske muligt at finde en ny måde, hvorpå kunstnerne afgav råderet over deres produkter, således at når det var købt, kunne man gøre med det hvad man ville, men med den klare forståelse at kunstneren stadig var besidderen som opmærksomheden, tilliden osv. skulle føres tilbage til. Da ville de gode kunstnere måske ikke være i stand til at tjene så ufattelige store summer som man har set de sidste 50 år, men det ville stadig være penge at tjene på den opmærksomhed kunstnerne bliver tildelt. (herom senere; der er allerede udviklet en velfungerende model herfor: "open-source").

2. Magt- og politiske forhold. Ændringer af så vidtrækkende karakter indeholder mange indbyggede magtaspekter. Bare den fortsatte civile ulydighed som de millioner af gavegivere på nettet praktiserer er et kolossalt magtmiddel[2], som har tvunget såvel kunstnerne som lovgivende og dømmende magt til at tage stilling. Kunstnernes rettighedsorganisationer KODA og Copy-dan har ved store tv-kampagner forsøgt at gøre opmærksom på at der er tale om en ulovlig handling, man kan blive straffet hårdt for at udføre[3]; der er blevet slået hårdt ned på de steder der har stået for formidling af kontakt mellem gavegiverne; f.eks. er Napster, den mest populære fildelingscentral via en retssag blevet lukket[4]; privatpersoner der på deres hjemmesider har henvist til steder hvor piratkopieret musik kunne downloades, er blevet påbudt erstatningskrav i 100.000 kr. klassen.[5] Endvidere proklamerede Copy-Dan at der ville komme afgift på brændbare cd-rommer (4 kr. pr stk.), som der er det på kassette- og videobånd, men da det slet ikke var lovligt at lave den slags kopier kunne staten ikke understøtte at der blev givet kompensation.[6] I Folketinget har man nu taget første skridt frem mod denne mulighed ved i oktober at lovliggøre digital kopiering af venners cd'er eller af cd'er man har lånt på biblioteket, til eget forbrug.[7] Endvidere har folketinget vedtaget en lov der giver virksomheder ret til, ved hjælp af fogeden, at ransage hjem på baggrund af mistanke om pirat-kopiering.[8] Alt dette kan ses som et direkte udslag af den magtesløshed der hersker på området: Hvis man ikke har mulighed for at håndhæve loven og straffe de forbrydere der laver piratkopiering, så kan man lade dem betale lidt til kunstnerne, når de køber tomme cd-rommer.

En meget vigtig faktor for i hvilken grad den "anarkistiske gaveøkonomi" vil fortsætte eller ej, er således magtaspektet. Det er digitaliseringens udviskning af et magtmonopol der for alvor har åbnet op for nye muligheder. Muligheder der i et parlamentarisk demokrati politisk må diskuteres med udgangspunkt i at der ikke er, ej heller vil blive, enighed, men at diskussionen er nødvendig.

3. Incitamentstrukturer. De mennesker der udveksler gaver befinder sig i det Bourdieu kalder "de symbolske goders økonomi". De befinder sig i en incitamentstruktur hvor man frit kan udveksle uden angst for at få mindre igen end man har givet ud. Dette fordi aktiviteterne ikke har negativ "spillover"-effekt til personernes involvering i "den økonomiske udvekslings økonomi". Deres mulighed for at få mad på bordet er ikke afhængig af deres gaveudveksling. Men omvendt giver gaveudvekslingen mulighed for at opnå goder som førhen havde konsekvenser for deres optræden i den økonomiske udvekslings økonomi. Den musik der i dag fås gratis kostede i går penge. Med Parry og Bloch kan det beskrives som det forhold at "de langsigtede værdiinfluerede dispositioner" i dette tilfælde ikke længere er afhængig af "de kortsigtede overskudsproducerende dispositioner". Dette gør incitamentet til gaveudveksling endnu større og derfor ser vi denne eksponentielle vækst på området. Omvendt oplever musikere, pladeselskaber m.fl. at deres "kortsigtede overskudsproducerende dispositioner" har langt mindre virkning end tidligere: deres incitament vil heraf naturligt stige til at generobre det tabte land. Konfliktpotentialet stiger eksponentielt med de nye muligheders ibrugtagelse.

[1] F.eks. Gösta Esping-Andersen "The three worlds of welfare capitalism", Polity Press, 1990 og "Social foundations of post industrial economics", 1999.

[2] Napster menes i sin storhedstid, alene at have haft 50 millioner brugere (Dagbladet Politiken "Napster må lukke", 14.02.02, 2. sektion s. 2). F.eks. september måned 2000 blev der foretaget 1.4 milliarder downloads (Dagbladet Information "Kunden er konge", 18.10.00). Cd-salget menes i Danmark i 2001 at være faldet med 20 procent (Dagbladet Information "Cd-salg styrtdykker", 01.08.01). Copy-Dan mener danske kunstnere, især musikere, går glip af mere end 200 mill. kr. om året, især af den grund (Dagbladet Information "Copy-Dan vil have afgift på IT-udstyr", 04./05.08.01).

[3] Dagbladet Politiken "Det forbudte format", 12.10.00, 3. sektion s. 17.

[4] Dagbladet Politiken "Napster må lukke", 14.02.02, 2. sektion s. 2.

[5] Dagbladet Politiken "Anklaget som pirat", 30.09.99, 3. sektion.

[6] Dagbladet Politiken "Lovlig Napster til danskerne", 03.05.01.

[7] Dagbladet Politiken "Digital kopiering tilladt", 31.05.01 og "Pladesalget styrtdykker", 09.05.01.

[8] Dagbladet Politiken "Piratkopister skal forfølges", 15.03.01 og "Jagten på pirater forstærkes", 21.12.00.

"Anarkistisk gaveøkonomi"