Standard alm side

Der er mange problemer med at bruge Internettet som kildegrundlag, fordi der ikke er en overordnet styring i form af indeksering eller krav om at alle udgivelser skal afleveres i ét eksemplar til Det Kgl. Bibliotek.[1] Derfor oplever man ofte, at henvisninger til WWW-adresser ikke eksisterer, når man vil tjekke dem, eller blot læse dem af interesse, og der er ingen forklaring på, hvor materialet så er at finde. Brewster Kahle, stifteren af ”The Internet achive project”, mener gennemsnitstiden for et dokuments tilgængelighed på Internettet, ligger på omkring 57 dage (Grossman 01: 120). Samtidig er der nogle formater, som kun vises ordentligt: visse programmer, hvilket betyder, at f.eks. hjemmesider konstrueret med Microsoft-værktøjer, kører dårligt på Netscapes browser (onde tunger mener dette er en bevidst handling fra Microsofts side) (Grossmann 01: 74). Der er mange forhold, der gør sig gældende: lige fra privatpersoners uduelighed, glemsomhed eller sjuskeri, til uenighed om brug af de mest fremtidssikrede standarder, så der er problemer nok at harcelere over og tage fat på; særligt for historikere, der elsker systematik og holdbarhed. Men den bedste løsningsmodel består desværre i en ”omprogrammering” af forskerne, for vi skal lære at bruge mediet på dets egne præmisser, og det tager generationer. Internettet er ikke lineært som en bog, der er perfekt til indsamling, ordning og indeksering og som man læser fortløbende, ud fra et gennem århundreder fastlagt system om normer for sammenhæng; og udvikling gennem f.eks. indledning, midte og afslutning. Eller for akademisk arbejde: redegørelse, analyse, vurdering.

Da Tim Berners-Lee udviklede protokollen bag hyperteksten var selve rationalet, at han ofrede kravet om konsistens, pålidelighed og lineær tankegang for til gengæld at få et system, der kunne række ud efter alle verdens dokumenter[2] (Nørretranders 97:88).

I stedet for bibliotekets orden, og bogens fortløbende beskrivelse, får man associationernes hurtige, men upålidelige kreativitet og det stiller andre krav til forskere. Man kan lynhurtigt efterfølge en anden forskers tankerække, tjekke de vigtigste referencer, men med faren for at nogle ikke længere findes. I dag er det et ufravigeligt krav, at alt skal være tilgængeligt, men forretningsgangen er samtidig til tider så besværlig, at ingen nogensinde rent faktisk tjekker noget! Med Internettets fremkomst er tilgængeligheden generelt set øget kolossalt, netop fordi der ikke er mellemled i form af forskningsbibliotekarer, der skal indkøbe; andre lånere; forbud mm., Og det er positivt.

Det der bl.a. skal til for at vi kan få maksimalt ud af de nye muligheder er at forskerne tager større ansvar for tilgængeligheden af det materiale de selv bruger. Når der ingen central styring er, må hver enkelt styre den del vedkommende selv henviser til, og være sikker på at den er tilgængelig i en eller anden form.

Det sikreste er at printe alt ud og lave sine egne arkiver, men det skal også være muligt at bruge sin browser langt bedre til arkivering end det er i dag: For hvad gælder Internet Explorer er der en grænse på hvor mange dage den kan gemme besøg i "History – folderen" (999 dage), og den har ikke dato på de enkelte dage, men kun ugedag og uge. En anden mulighed er at brænde samtlige skriftlige arbejder der bruges fra Internettet ned på en cd-rom og lægge det ved det trykte arbejde eller være åben for at folk kan rekvirere direkte fra forfatteren, hvis links er borte e.l.

De følgende netadresser er alle printet ud, og kan derfor rekvireres ved at sende mail til nicolai@jones.dk så vil de enten blive faxet eller sendt som e-mail-attachment.

[1] Nogen prøver dog at råde bod på dette helt konkret ved at fungere som Internettets konservator: Se www.archive.org.

[2] "I sacrificed that consistency requirement to allow the web to work globally" (http://www.mit.edu/techreview/www/articles/july96/bernerslee.html).