Nicolai Bendix Mikkelsen Stubbevang 52 3400 Hillerød

Telefon: 32 59 65 51 Fax: 30 23 05 24 E-mail:  klik her

Til hovedsiden

Indholdsfortegnelse

"Antropologisk gaverelation"

Indenfor antropologi og økonomisk antropologi er der en lang tradition for at beskæftige sig med gaveudveksling i arkaiske samfund. Men også andre fag som sociologi, filosofi, sprogvidenskab og psykologi har brugt "gaveudveksling" som udgangspunkt; dels til analyser af beslægtede områder; og dels som afsæt for en forståelse af helt andre fænomener.

Samles dette, kan de dele udvælges der er relevant for at beskrive og forstå udvekslingen der foregår på Internettet.

Marcel Mauss er speciel i denne sammenhæng, fordi han er den mest citerede, både når omdrejningspunktet er gaveudvekslinger på Internettet og udenfor. I det følgende vil Mauss' resultater være omdrejningspunkt for en forståelse af hvordan kilderne, der henviser til ham, bruger ham, og hvad det tilfører teorierne om en moderne gaveøkonomi. Dernæst vil traditionen indenfor antropologi, for at beskæftige sig med gavegivning, blive inddraget sammen med andre bud fra andre fag. Dette for at undersøge gavedelen af gaveøkonomi tilbunds teoretisk.

Marcel Mauss, gaver og Internet

Mauss analyserer et stort antropologisk materiale, frembragt af andre forskere via feltarbejde, vedrørende primitive, eller arkaiske kulturer, ud fra en, på dette tidspunkt, temmelig ny metode; den komparative. Han sammenligner forskellige samfunds såkaldte bytteøkonomi og lægger mærke til at udvekslingen styres af et princip hvor pligten: til "at give"; til ”at modtage” og til ”at videregive” er omdrejningspunktet. Mauss finder at ”varer” på denne måde er i konstant cirkulation, og at menneskenes forsøg på at overholde de 3 typer af pligter er det kit der får hele samfundet til at hænge sammen. Det igangsættende er at den enkelte gave er besjælet, den indeholder ”Hau”. Således er det hele samfundets udbredte religiøsitet der danner grundlag for cirkulationen.

Samtidig beskriver Mauss udvekslingen som antagonistisk. Den har en rivaliserende karakter, såvel eksternt mellem stammer, som internt mellem mænd i samme stamme. Denne type udveksling samles under betegnelsen ”potlach”, som egentlig betyder ”at gi’ næring”, ”at konsumere”, men som hos Mauss er lig med totale ydelser af antagonistisk karakter. Der foregår således en art konkurrence, hvor der tilsyneladende er vendt op og ned på de spilleregler der senere er blevet udbredt i moderne samfund. Nemlig at man ved at være i stand til at give mest væk, eller ligefrem ødelægge flest værdifulde genstande, anses for at være mest værd. Dette ”Hau” som besjæler genstandene, betyder at der føres kontinuerligt regnskab med alle de gange genstanden er blevet overbragt, og at giveren har part i det givede, længe efter det er afhændet. Gud, eller religionen, er den endelige regnskabsfører, idet den enkelte står til regnskab, ikke bare overfor de dødelige konkurrenter, men også overfor Herren selv. Derfor bliver begrebet ”Hau” egentligt det vigtigste for forståelsen af hvad der holder gavecirkulationen i gang (Mauss 90).

 

Det første der stikker i øjnene mht. kildernes forståelse af Mauss, er at alle der bruger begrebet ”potlach”, har misforstået dets betydning. Alle tager de udgangspunkt i den umiddelbare betydning: ”at konsumere”, og lægger dertil vægt på at det har at gøre med en fest. Derved nedtones det meget vigtige antagonistiske udgangspunkt. For mange betyder det, at der tages udgangspunkt i en arkaisk udvekslingsform af alt for romantisk karakter.[1]

Der er en generel tendens til at tolke denne misforståelse i overensstemmelse med det projekt, eller den analyse, den enkelte kilde selv er fortaler for. Men denne misforståelse peger samtidig på et andet fællesskab kilderne imellem: Mauss analyse er ikke vigtig i sig selv. Det virker ikke som om, ret mange, rent faktisk har læst ”Gaven”, og på baggrund heraf bruger essayet til noget væsentligt. Det er mere en understøttelse af, eller en indledning til, andre og mere vægtige argumenter. Hverken det historiske aspekt, eller de teoretiske muligheder, spiller en hovedrolle, samlet set, og derfor er det heller ikke relevant at stille de enkelte kilder til regnskab for deres brug af Marcel Mauss.

En anden grund til at ignorere Marcel Mauss' samlede teoriopbygning er at Mauss’ undersøgelser, som vidnesbyrd, af eftertidens fagfæller er blevet vejet og fundet for let. Der er rejst tvivl om Mauss’ fortolkning af én af hans hovedkilder: der er grundlæggende enighed om den antagelse, at Mauss overfører udtalelser om begrebet ”Hau” fra en forholdsvis isoleret og konkret kontekst, hos en enkelt stamme, til at gælde for alle de arkaiske kulturer han undersøger, fra Melanesien til Amerika, og at han tilmed misforstår denne person.[2] Det spiller også ind at Mauss lægger så stor vægt på religiøsiteten. Dette er et aspekt der er meget svært at overføre til et moderne samfund, hvor religiøsiteten for langt de fleste er udspaltet fra det daglige liv.

 

Det kan umiddelbart undre at Mauss' artikel, ”Gaven”, fortsat debatteres og tages som udgangspunkt, såvel indenfor antropologien, som uden for, i forbindelse med analysen af Internetudveksling, når de egentlige resultater er uholdbare. Én mulig årsag er at visionerne og idéerne, som Mauss var den første til samlet at fastholde, har overlevet manglerne ved de akademiske resultater.

Indenfor antropologien og beslægtede fag, fascineres man fortsat af tanken om gaven som udvekslingsmiddel og af de teoretiske muligheder dette giver: I 1933 udgav Georges Batailles et essay: "The Notion of Expenditure", begyndelsen på et årelangt forsøg på at opstille en økonomisk teori baseret på overskud, med inspiration fra Mauss[3]. I 1950 udgav socialantropologen Claude Lévi-Strauss: "Introduction to the Work of Marcell Mauss". Her blev Mauss' idé om at systemet var "totalt"; havde indflydelse på alle dele af samfundslivet, set som et bud på en strukturalistisk antropologi. I stedet for at se "Hau" som et religiøst fænomen, blev det beskrevet som en "floating signifier"; udgangspunktet for strukturalismens idé om at alle mennesker styres af den samme indre kerne, bestående af symboler af universel karakter som den enkelte ikke behøver at lære, men som så at sige er indlejret i os (Godelier 99: 25) (Schrift 97: 7-, 45-). Endvidere har Jaques Derida[4] og Pierre Bourdieu (herom senere) også foretaget analyser med udgangspunkt i Mauss.

Sådanne teorier har fastholdt en interesse, selv om det ikke længere var Mauss’ teorier og undersøgelser det handlede om.

En anden og beslægtet årsag kan være at Mauss' teorier danner grundlag for en kritik af den fremherskende økonomiske tænkning,[5] til fordel for radikalt anderledes økonomiske modeller. Som tidligere nævnt drives økonomien, og særligt teorier om økonomien, i dag af problematikker vedrørende hvordan samfund bruger mangelfulde ressourcer bedst muligt til at producere værdifulde varer, og hvordan disse senere hen fordeles. Marcel Mauss’ tænkning giver mulighed for at vende dette dogme på hovedet, således at man forestiller sig at man har mere end rigeligt at fordele. Hos Mauss ses dette ved at de stammer der er udgangspunkt for hans komparative analyse har ”råd til” at afholde disse overskuds-festivaler (Mauss 90: 72, 32-), forskellige afarter af potlach, hvor vinderen er den der kan give mest (Mauss 90: 19, 28, 74-), og hvor der endda ligefrem bliver ødelagt kostbare ressourcer, for at vise hvor velhavende man er (Mauss 90:16).

Én konsekvens af et overflodssamfund kan være at det ikke i sig selv er vigtigt at have meget for at være rig. Man må stræbe efter mere end det. I de primitive kulturer, giver man ud af sin rigdom i en form for omvendt auktion. Deltagerne skiftes til at forære noget væk; efterhånden vil færre og færre have noget tilbage at give, indtil "vinderen" er fundet (Mauss 90: 37, 39). Dette behøver ikke at foregå ad én gang, det er lige så tit en fortsat løbende proces. Det vigtige er at man, når det ikke er muligt ved at eje at opnå goder som andre ikke har, finder en anden måde at opnå goder på; f.eks.ved at blive den mest ansete. Fra Mauss' side var dette både "en slags usynlig hånd". Det virkede integrerende på samfundet og fik cirkulationen i gang (Mauss 90: 69, 70). Men samtidig var det en ramme, indenfor hvilken der kunne spekuleres. Den der forstod at beregne sine muligheder bedst, ville alt andet lige have bedst mulighed for at opnå mest anseelse (Mauss 90: 75).

Denne dobbelthed er udgangspunktet for de fleste af kilderne, der beskæftiger sig med, eller henviser til, Mauss. Den bruges dog lidt forskelligt.

Indenfor "den romantiske generation", tager nogle udgangspunkt i selve integrationskraften, som noget forskelligt fra det vi har i dag, hvor økonomien virker disintegrerende. Andre tager udgangspunkt i de muligheder et samfund får, hvis det bedst kan betale sig at være gavmild. Her er gavefænomenet en positiv kraft, og markedsøkonomien ses i skarp kontrast til gaveøkonomien.

I "den pragmatiske gaverelation" er udgangspunktet for en sammenligning det der sker, når produkter bliver digitale; det koster stort set det samme at lave ét som at lave uendeligt mange. Samtidig koster udbredelsen og udvekslingen stort set ingen ting. Eric S. Raymond sammenligner derfor hackeres ubegrænsede delemuligheder, med den overskudskultur som var udbredt i visse arkaiske samfund. Den der giver det helt rigtige får mere anseelse end den der har samlet flest af de andres programmer og dermed måske programmæssigt egentligt er rigest (Raymond 98: 9). Her er udgangspunkt for en anderledes udveksling mere det forhold at alle har mere end nok, end det er f.eks. systemets kvalitative fordele. Samtidigt beskrives det som et forholdsvist isoleret fænomen, som kun foregår i stor stil indenfor en bestemt gruppe mennesker. Dette svarer til at gaveudvekslingen i arkaiske kulturer, kun har fungeret hvor den involverede befolkningsgruppe ikke blev for stor. Raymond tager ikke skridtet videre og forsøger at beskrive om dette kan foregå i større samfund.  

"Den gådefulde gave"

Andre forskere end de der beskæftiger sig med gaveøkonomi på Internettet, har tidligere set gaveaspektet, som en mulighed for at få et teoretisk ståsted med et radikalt anderledes perspektiv på udveksling, end det markedsøkonomien tilbyder. De har ledt efter et ståsted der kan spejles i, og kontrasteres med, markedsøkonomien, pengeøkonomien. Dette er især blevet gjort indenfor antropologien - i dag ofte kaldet social antropologi eller økonomisk antropologi. Feltet er i sig selv ganske stort og spændende, i skrivende stund ligger der 32 navne på arbejdsbordet og slås om at komme til orde.[6] Følgende vil indeholde konklusioner og vinkler fra dette materiale.

Der vil blive fokuseret på de teoretiske greb eller kneb, der kan løftes ud af det konkrete og udvide forståelsen af mulighederne og analysepotentialet for begrebet gaveøkonomi.

De 32 analytikere er kogt ned til 8 perspektiver på dikotomien mellem en gaverelation og en handelsrelation. Ikke alle er med, og nogle er samlet under samme perspektiv.

 

Karl Polanyis[7] hovedformål er at vise, at markedsøkonomien ikke er et universelt fænomen som har visse lovmæssigheder, men er én af flere måder mennesket kan vælge at integrere økonomien i samfundet på. Dette beskrives med distinktionen mellem 2 metodiske indfaldsvinkler til begrebet økonomi; en "formalistisk" overfor en "substantivistisk" (Stansfield 86: 33-). Dette gøres ved en historisk beskrivelse af den transformation økonomien har gennemgået gennem tiderne (Stansfield 86: 94-106). Overordnet udledes 4 forskellige måder ud fra hvilke økonomien har været organiseret: 1. "Reciprocitet" (gaveudveksling, Mauss), 2. "Redistribution" (fra herre til vasal (modydelse)). 3. "Udveksling" (exchange)(det frie marked). 4. "Husholdningsøkonomi" (internt i familien) (Stansfield 86: 65-).

Dette kan samles til en anden vinkel på dikotomien nemlig: Forskellen mellem en økonomi der er indlejret i de sociale relationer ("embedded economy") og en økonomi der ikke er indlejret i de sociale relationer ("disembedded economy"). Skellet drages mellem; på den ene side 1. "reciprocitet", 2. "redistribution", og 4. "husholdningsøkonomi", overfor 3. "udveksling" på den anden. I de tre første er økonomien indlejret i de ikke økonomiske institutioner, som familieforhold, samfundsrelationer mm., Polanyi beskriver dette som at økonomien, som den integreres, er anonym (Stansfield 86: 108). Denne anonymitet er gradvis forsvundet med overgangen til den "ikke indlejrede økonomi". Her kommer økonomien før de sociale relationer, den bliver bestemmende for disse, i stedet for et hjælpemiddel til at få dem til at fungere. Polanyi beskriver også hvordan den almen-menneskelige trang til profit bliver holdt i ave når den er indlejret i, og dermed afhængig af, religiøse, familiemæssige og politiske motiver, hvorimod menneskets trang til profitmaksimering får frit løb i den ikke indlejrede økonomi (Stansfield 86: 108).

 

Marshall Sahlins[8] udbygger Polanyis teori om 4 økonomiske organisationsformer, med henblik på at beskrive udveksling i arkaiske samfund. Han vil vise at de ikke nødvendigvis havde et mangelsamfund, selv om der var få ressourcer, men at de nærmere var bedre end moderne mennesker til at indstille sig på ikke at leve over evne. For Marshall er der tale om et kontinuum, hvor der gås fra "generaliseret reciprocitet" (altruistisk orienteret, der forventes ikke nødvendigvis noget tilbage, foregår oftest indenfor familien); over "balanceret reciprocitet" (i større sammenhænge, indenfor stammen, f.eks. gaveudveksling hvor giveren skaber incitament til en modgave fra modtageren); til "negativ reciprocitet" (udgangspunktet at få mere igen end der er givet, (mest ekstremt i form af tyveri).

Skal markedsøkonomien indlejres i dette kontinuum, vil den befinde sig mellem "balanceret reciprocitet" og "negativ reciprocitet". Sahlins tredeling er også en måde at beskrive den mere overordnede dikotomi mellem gaverelationen og markedsøkonomien på. Ved sin beskrivelse af "stenalderøkonomien" som en velfungerende overskudsøkonomi, i en verden af knappe ressourcer, bliver kritikken af den moderne mangeløkonomi, i en verden med et stort overskud, tydelig (Stansfield 86: 87-92).

 

Hélène Cixous[9] fører dikotomien ind i kønsdebatten ved at rette fokus mod en påstand om at forskellen mellem gaverelation og markedsrelation har oprindelse i forskellen mellem den maskuline og den feminine måde at give på. Den feminine giver, er grundlæggende, ud fra de kulturhistoriske kønskonstruktioner, mere indlejret i en forståelse af det at give som noget der ikke behøver at skabe gengældelsesfølelser hos den der gives til. Dette kommer bl.a. af moderens rolle i forhold til børn og familie. Der er ubegrænsede muligheder for at give f.eks. kærlighed. Modtageren skal ikke være nervøs for at mængden af ressourcer slipper op. Overfor dette er den mandlige giver motiveret af et udadvendt og mangelmotiveret incitament. Det handler om at eje, og puljen må konstant forøges af angst for at miste den, af angst for separation. En angst der i overført betydning, kan ses som en angst for at miste penis.[10] Denne angst, og det faktum at manden styrer samfundet i dag, er grunden til at udveksling hovedsaligt sker med profitmaksimering for øje.

 

Maurice Godelier tager i bogen "The Enigma of the Gift" fra 1999, Mauss' spørgsmål, vedrørende hvad gavens gåde er, op igen. I stedet for Mauss' forklaring med udgangspunkt i religionen, i besjælingen af gaven, giver Godelier en forklaring, som tager udgangspunkt i at arkaiske kulturer er mindre forskellig fra vores kultur end man normalt tror. Han tager samtidig mekanismer i brug som moderne mennesker også benytter sig af. Det er graden af ejerskab der bliver sat i centrum; det at der godt kan gives noget væk uden den egentlige ejendomsret medgives ("giving while keeping"). Dette fører til to slags objekter; Det der er "afhændeligt" (alienable) og det der er "ikke-afhændeligt" (inalienable)[11]. Med denne skelnen følger en noget anden forståelse af hvad der er på spil i de arkaiske samfund. Nu er det ikke blot et spørgsmål om at cirkulationen holdes i gang ved en konstant gensidig: gavegivning; gavemodtagelse; og gavevideregivelse; og ved forsøget på at huske hvem der har givet hvad til hvem sidst. Objekterne får tilført endnu en dimension. Ud over den værdi objektet tilføres i en gavegivningssituation, den værdi der kan sammenlignes med en prissættelse, at nogle muslingeskaller er sjældnere end andre og derfor en flottere gave, ud over dette, tilføres objektet en form for affektionsværdi. Der er noget man holder mere fast ved end andet, noget man giver væk, men som man fortsat påberåber sig ejerskabet af. Samtidig tilføjes dette ejendomsaspekt også i værdisættelsen, således at det der skal huskes på, ikke blot er hvem man skylder gaver til, og hvem man mangler at få gaver fra, men også hvilken form for ejerskab den pågældende gave implicerer. I stedet for Mauss' fokus på at det er gavens besjælethed, der gør at den indimellem vender tilbage, efter mange udvekslinger, til den samme person, beskriver Godelier fænomenet ud fra en idé om, at det er den "ikke afhændelige" gave, der vender tilbage til sin egentlige ejermand (Godelier 99: 103). Tesen er at kun visse ting, gives væk selvom de skifter konkret besidder, op til flere gange. Dette medfører at noget fastholdes over tid. Godeliers udgangspunkt i gaven, handler i dette tilfælde, om det der ikke gives væk, selvom det skifter hænder. Dette ikke-afhændelige sammenlignes med noget helligt. I modsætning hertil stilles (med Durkheim) det profane: penge (Godelier 99: 9). Således bliver opdelingen stadig dikotomien gave vs. handel. Gaverelationen er kendetegnet ved det sociale; "det ikke afhændelige"; det ikke-kontraktuelle; det hellige, mens det konkret udvekslingsmæssige; handelen, kendetegnes ved "det afhændelige"; det kontraktuelle; det profane. Og Godelier fører denne modsætning helt op til i dag og sammenligner med forskellen mellem markedet, "det afhændelige" og demokratiet, staten "det ikke-afhændelige". Han er ud fra dette nervøs for at "det afhændelige" har fået en for stor bid af kagen, således at "det ikke afhændelige", som helt tilbage fra arkaisk kultur har været vigtigt, bliver stadig mindre vigtigt i dag (Godelier 99: 200-210).

 

Marilyn Strathern[12] har en lidt anderledes forståelse af skellet mellem gave- og handelsrelationen[13]. Hun mener det findes og skal fastholdes, som de tidligere nævnte teoretikere med udgangspunkt i en afstandstagen til handelsrelationens dominans. Men i modsætning til disse, mener hun ikke skellet må være udgangspunkt for en analyse, da det præcis er at lade sig indfange af den måde at tænke på som er barn af "handelsrelationens sejr", og som vi i vesten er præget af. Vi må bort fra at definere ejerskab ud fra en modsætning mellem kollektiv og individ, hvis vi vil forstå arkaiske samfunds ejerforhold, men også fordi især nye medicinske fremskridt gør det nødvendigt at tænke ejerskab anderledes.

En vigtig konsekvens af Marcel Mauss' betoning af at gaven er besjælet, bliver at modsætningen mellem person og ting forsvinder ved en sammensmeltning af de to til én. Dette aspekt har jeg ikke betonet i min beskrivelse af Mauss' brugbarhed, måske netop fordi også jeg er præget af en forståelse af ejerskab, der kan opdeles med udgangspunkt i forskellen mellem det kollektive og individet. Strathern mener, igennem sit feltarbejde, at have fundet ud af at det netop er ved en betoning af denne sammensmeltning at det er muligt at forstå visse arkaiske samfunds særlige ejerforhold. I stedet for ejendom sættes ejendomsret eller besiddelse "dispositional authority". Man kan ikke eje noget i disse samfund, men man kan have besiddelsesretten i en periode. Endvidere kan denne besiddelsesret diskuteres og således kan det også være en magtfaktor at have autoritet til at bestemme, hvem der skal have besiddelsesret over hvilke ting.

Den vestlige ejendomsforståelses udgangspunkt i dikotomien: kollektiv overfor individ, eller subjekt - objekt modsætningen, sporer Strathern bl.a. tilbage til idéen om at det ikke er muligt at eje mennesker. Alt hvad der er tæt knyttet til mennesket, det vil også sige de følelsesmæssige forhold, har været uden for markedets domæne, og set i modsætning dertil. Men denne dikotomi er ikke længere holdbar, fordi forskellen mellem det personlige og det kollektive udviskes. Sammensmeltningen mellem person og ting er tydelig, når en kvindes ikke-befrugtede æg kan gøres til handelsobjekt. Da kan kroppen ikke længere forstås som metafor for et helt individ, et subjekt, som ikke kan gøres til genstand for handel.

Én mulighed er, i stedet for at tænke i ejerskab, at tænke i grader af råderet eller i "fordeling af interesser"[14].

 

James Woodburn[15] ønsker at gøre opmærksom på at det "at dele" ikke altid kan ligestilles med en form for reciprocitet. Igennem sit feltarbejde er Woodburn blevet opmærksom på at der findes befolkninger hvor det at dele er en pligt, der ikke medfører goder, prestige eller tilgodehavende fra andre, hos den der giver, men mere har politisk, ideologisk karakter. Derfor går skellet her mellem redistribution, eller omfordeling, på den ene side, og reciprocitet på den anden (Hann 98: 50).

Den vigtigste årsag til at dette kan lade sig gøre, er ifølge Woodburn at disse stammer lever i en overskudsøkonomi, hvor det er relativt nemt at skaffe føde ved jagt og indsamling. Dette kalder han et system hvor der er "umiddelbart afkast" (system of immediate return), i modsætning til agerbrugere og moderne menneskers systemer af "forsinket afkast" (system of delayed return). Når det på denne måde ikke er nødvendigt at alle i en stamme er i beskæftigelse (som vi ville sige i dag) for at stammen kan overleve, behøver man intet socialt eller prestigemæssigt incitament for f.eks. at jage. Man kan i stedet overlade jagten til de der finde dette spændende, så at sige lade jagten være lønnen i sig selv. Men for at dette kan lade sig gøre, bliver man nødt til, politisk, at beslutte sig til at undgå at der indenfor stammen skabes forskel mht. lighed, magt, rigdom og status (Hann 98: 59-61). Formår stammen at lade dette ude af betragtning, er der ikke noget sådant at stræbe efter. Det bliver derimod det "indre incitament" der får folk til at handle. Dette kan sammenlignes med et aspekt også Marcel Mauss fremhæver, men som jeg ikke tidligere har taget fat i, at én af årsagerne til potlachsystemets udbredelse er, at det er en mere fredelig måde at afgøre konflikter på; at afgøre magtforhold på, end f.eks. krig er.[16] I lighed med Sahlins i "Stone Age Economics", beskriver Woodburn her et samfund der skaber overflod ved evnen til at være nøjsom. Men konklusionen bruges anderledes. Woodburn ønsker netop at gøre op med Sahlins' udgangspunkt; de forskellige former for reciprocitet, for i stedet at vise ligheden med vores moderne velfærdssamfund: "Most welfare benefits in our societies are not linked to prior or to subsequent payment of tax. We, quite rightly, do not think of the redistributive aspects of our taxation systems as being a form of generalized reciprocity or exchange" (Hann 98: 62). Det der gør sig gældende, er en politisk bestemt omfordeling, eller redistribution, mere end det er reciprocitet, der er ingen krav om gensidighed til de der modtager ydelsen.

 

James G. Carrier[17] – Parry og Bloch[18] gør opmærksom på det vigtige i at flytte dikotomien fra at være i mellem "lejrene": "gaverelation" og "handelsrelation" til at befinde sig indenfor begge lejre lokalt som en indre modsætning der altid er tilstede mellem; den følelsesbetonede; gaverelaterede; nære; værdibetonede; idealistiske sfære og den intellektbetonede; kalkulerende; økonomiske; materialistiske sfære. De 3 teoretikere benytter selv følgende udvalg af dikotomier til at beskrive denne modsætning:

"Long term values" vs. "Short term gain" (Parry Bloch)

"Long term-" vs. "short term-" transactional order (Parry og Bloch) (Parry 89: 24; Hann 98: 33)

"Inclusive-" vs. "exclusive-" terms of transaction (Carrier) (Hann 98: 86)

"Principles" vs. "practices" (Carrier) (Hann 98: 97)

"Formal-" vs. "practical rules" (Carrier) (Hann 98:96)

Der fokuseres her på en mere aktør-centreret indfaldsvinkel: det enkelte menneske, uanset om det befinder sig i et stammesamfund i Melanesien eller i storbyen New York, må tage stilling til begge aspekter. Nogen gange vil det være mest hensigtsmæssigt at tænke i det lange forløb, andre gange må man gå efter den mere kortsigtede gevinst. Dette står i modsætning til de fleste af de tidligere teoretikere fremlagt her, og til Mauss. De tænker mere i strukturen, eller i strukturerne, da der jo for det meste menes at være forskel på den "kortsigtede", handelsorienterede samfundsstruktur og den "langsigtede", gaverelaterede samfundsstruktur mht. hvorledes de påvirker mennesket. Denne forskel mellem aktør- og strukturtilgang kan med økonomiske termer beskrives som forskellen mellem måden, hvorpå henholdsvis den politiske økonomi og den økonomiske liberalisme forstår verden.[19]

Carrier kritiserer megen antropologisk forskning for, med denne kraftige opdeling, mellem en gaverelateret struktur (arkaiske samfund) og en handelsrelateret struktur (moderne samfund), at sætte forskellige samfundstyper i et kunstigt modsætningsforhold, der gør det umuligt at forstå nogen af dem ordentligt. Hvis man kun ser de arkaiske samfund ud fra et romantisk billede af en spændende og rigtig levevis, der skal kontrastere en forståelse af vores eget moderne samfund som en kold og pengedomineret verden, så er der mange aspekter i analyserne, af det arkaiske samfund der forsøges beskrevet, man ser bort fra. Dette mener Carrier er særligt udtalt i den antropologiske arv fra Mauss' værk "Gaven" (Hann 98: 101).

Carrier, Parry og Bloch forsøger ikke at afskrive at der samlet set findes en mere blød, gaverelateret udveksling i arkaiske samfund, end der gør i de moderne, de vil blot påpege at det ikke er den eneste udvekslingsform dér. De vil gøre billedet mere komplekst, hvilket tydeligt ses af Carriers afsluttende spørgsmål og bemærkninger: "When, an under what circumstances do people in a given society transact objects in a web of social relations and think about objects in inclusive terms, and when do they transact objects impersonally and think about objects in exclusive terms? While such an approach doubtless has its disadvantages, it has the prime advantage of making scholars more open to the diverse forms of property that exist in the societies they study (Hann 98: 103).

 

Pierre Bourdieu tager afsæt i dele af hans egen generelle teori om "menneskelige praktikkers økonomi".[20] Han beskriver den samlede økonomi som et univers, hvori der på én og samme tid findes flere økonomiske verdener der kræver forskellige dispositioner af menneskene (agenterne). Den skarpeste opdeling mellem verdenerne får man ved at skelne mellem "de symbolske goders økonomi" og "den økonomiske udvekslings økonomi". Her er den førstnævnte tæt på at være lig med "en prækapitalistisk økonomi", mens den sidste er tæt på at være lig med en moderne form for stræben efter profitmaksimering. Der gælder grundlæggende forskellige regler for disse to verdener. Reglerne beskrives bl.a. som forskellen mellem to "spil-opfattelser": "de symbolske goders økonomi" kan sammenlignes med den måde f.eks. fodbold spilles på. Her har spilleren en intuitiv fornemmelse af hvad han skal gøre hvornår. Det kalder Bourdieu at være "prædisponeret", at have en bestemt form for "habitus". Denne "habitus" indeholder en art kulturel opdragelse, der har gjort det muligt at lære fodboldspillets bevægemønstre o.l. på rygraden så de ikke er en del af en egentlig intellektuel handlen. Personen har lært, eller erhvervet sig, disse dispositioner, som alle andre har erhvervet sig dem, og det er det, der gør det muligt at spillet om "de symbolske goder" kan eksistere. Både når der er tale om en udveksling baseret på potentiel lighed mellem mennesker, og når der er tale om en udveksling beregnet på at få klarlagt, hvem der skal være den mest dominerende, hvem der skal have mest magt (det der af Mauss kaldes potlach). Den anden spilopfattelse kan sammenlignes med bridge eller skak, idet reglerne er tydeligere formuleret, og fremkomsten af den enkelte handling har en tydeligere intellektbaseret karakter. Man tænker sig til næste træk, og grundlaget for handling kan forklares nøgternt.

 

Som det allerede er antydet, er der i "de symbolske goders økonomi" en indbygget dobbelthed, når gaverne både kan bruges til at udrede magtforhold, såvel som til udveksling af mere solidaritetsopbyggende karakter mellem potentielt lige individer. Men dobbeltheden, eller dobbelttydigheden, skal samtidig forstås på en lidt anden måde, nemlig som det forhold, der overhovedet gør udveksling ved gaver muligt. Hver gave der gives forstås som en enkeltstående handling, samtidig med at alle godt ved at hver givet gave er et led i en større gavegivningsproces. Dette kan kun lade sig gøre ved en form for kollektivt selvbedrag. Her bliver begrebet "habitus" vigtigt, idet det såkaldte selvbedrag ikke er en kalkuleret foreteelse hos den enkelte, eller en åben overenskomst som man i samfundet er enedes om. Derimod består selvbedraget netop pga. de erhvervede dispositioner som over tid er indlejret i hver agent: som fodboldspilleren der ikke vil kunne redegøre for sit præcise bevægelsesmønster inden det foretages. Kernen i dette "selvbedrag" er tidsintervallet. For at den enkelte gave kan forstås som netop en gave, og ikke som led i et bytteforhold, må der nødvendigvis være et tidsinterval mellem hver givet gave. Tidsintervallet indikerer en uvished mht. hvornår en gave bliver gengældt, hvor meget den bliver gengældt med, ja om den overhovedet bliver gengældt. Dette afviger fra "den økonomiske udvekslings økonomi", hvor der altid er styr på disse forhold, som oftest via en kontrakt. Når dette tidsinterval er til stede i et samfund, opstår en økonomisk verden af symbolske goder, en verden der skaber objektive betingelser for interesse for uegennytte, for en "ikke-økonomisk økonomi".

Ovenfor er de vigtigste forskelle mellem "de symbolske goders økonomi" og "den økonomiske udvekslings økonomi" beskrevet ved en skarp opdeling, men som Carrier og Parry og Bloch, mener også Bourdieu, at billedet er mere komplekst end som så, at der indenfor "den økonomiske udvekslings økonomi" er enklaver eller delverdener, hvori man udveksler symbolske goder; det gælder f.eks. indenfor familien; i visse dele af kunst- og kulturverdenen og i religiøse fællesskaber. På samme måde er det ikke således at de kalkulerende spillere i "den økonomiske udvekslings økonomi" ikke kan analyseres vha. "habitus-begrebet". Deres "habitus" er bare af en helt anden karakter.

 

Samlet kan alle disse forskellige bidrag til modsætningen gave vs. økonomi, eller mellem anderledes økonomiske modeller og (ny)neoklassiske ditto, beskrives som følger:

Figur 5.3

Teoretiker	Gaverelation	vs.	Handelsrelation
Karl Polanyi:	"Embeddedness" Økonomien indlejret de sociale relationer "substantivism"	vs.   vs.	"Disembeddedness"     "formalism"
Marshall Sahlins:	"Generaliseret reciprocitet"	vs.	"Negativ reciprocitet"
	"Balanceret reciprocitet"
Hélenè Cixous:	"Kvindelige relationer"	vs.	"Mandlige relationer"
Maurice Godelier:	"Ikke afhændeligt" (Inalienability)	vs.	"Afhændeligt" (Alienability)
Marilyn Strathern:	"Dispositional agreement"/ "Dispositional authority"	vs.	"Ownership"
James Woodburn:	"Redistribution"	vs.	"Reciprocitet"
James G. Carrier, Parry and Bloch	"Langsigtede værdi- influerede dispositioner"	vs.	"Kortsigtede overskuds- producerende dispositioner"
Pierre Bourdieu	"De symbolske goders   økonomi"	vs.	"Den økonomiske udvekslings økonomi"

 

[1] Kilderne 11, 17, 18, 35. Kilde 7 berører det arkaiske i forbindelse med grønlændernes ”dele-regler”. Se søgestrategi for udredning af kildenumre.

[2] "Raymond Firth (in 1929) and later Marshall Sahlins (in 1976) have long since shown that Mauss quoted Ranaipiri [den pågældende interviewede person] out of context, which was the description a ritual addressed to the spirit of the forest before the start of birdhunting . In so doing Mauss may well have changed Ranaipiris original meaning" (Godelier 99:16).

[3] Allan D. Shrift (ed.) "The Logic of the Gift – Toward an Ethic of Generosity", Routledge, 1997, s. 5. Denne antologi fremlægger en stor del af de historisk set mest markante tekster der beskæftiger sig med gavegivningens konsekvenser, både for det enkelte menneske og for hele samfund, med Marcel Mauss "The Gift" som vigtigste værk. Men samtidig analyseres disse værker af senere teoretikere. Helt nye bud på gavens rolle fremlægges også. Som bogens undertitel ("Toward an Ethic of Generosity") antyder, giver antologien et samlet billede af gaveudveksling som havende markant andre incitamentstrukturer end markedesøkonomien.

[4] I artiklen; "The time of the King", gengivet i (Schrift 97: 121-).

[5] Også konventionelt tænkende økonomer har beskæftiget sig med Marcel Mauss: den japanske økonom, Katsuhito Iwai, har sat gaveudvekslingens dogme på formel, i forbindelse med et forsøg på at forklare, hvordan det nuværende økonomiske system er opstået og hvorfor (Katsuhitu Iwai 1997 "Evolution of Money", http://www.e.u-tokyo.ac.jp/cirje/research/dp/97/f37/).

[6] George Bataille; Helmuth Berking; Pierre Bourdieu; James G. Carrier; Hélène Cixous; Georg Dalton; John Davis; Gilles Deleuze og Felix Guitari; Jaques Derrida; Ralp Wald Emmerson; Rodolphe Gasché; Maurice Godelier; C.A. Gregory; Jürgen Habermas; C.M. Hann; David Cheal; Martin Heidegger; Lewis Hyde; Claude Lévi-Strauss; Berhard Lietaer; Marcel Mauss; Friederich Nietzche; Stephen A. O'Connel; J. Parry og M. Bloch; Karl Polanyi; Marshall Sahlins; Allan Stoeckl; Marilyn Strathern; Richard Titmus; Anette Weiner; James Woodburn.

[7] (1886-1964) Født i Østrig. Jurist, men kendt som økonomisk antropolog. Økonomisk journalist i Østrig; 1924-33. Emigrerer til England, underviser ("Workers Educational Association" under Oxford University og London University), forelæsnings turneer i USA. Efter 2. Verdenskrig ansat ved Columbia University. Især undervisning i "Generel økonomisk historie". Skrevet flere bøger. Mest kendt: "The Great Transformation" fra 1944 (Stansfield 86: 1-7) (Encyclopedia Britannica: www.britannica.com).

[8] Marshall Sahlins (1930-) professor i antropologi på University of Chicago, blev kendt for bogen "Stone Age Economics", London,  Tavistock Publications, 1972 som det følgende bygger på, dog ud fra gengivelse i Stansfield 86.

[9] Professor i engelsk litteratur i Paris. De her anførte synspunkter er hentet fra: "The Newly Born Woman" (1975) (Shrift 97).

[10] Shrift 97: 11-12, 148-73.

[11] Denne skelnen er hentet fra Annette Weiners: "Inalienable Possessions: The Paradox of Keeping-While-Giving", Berkely University of California Press, 1992 (Godelier 99: 8).

[12] Professor i social antropologi på University of Cambridge har arbejdet med Melanesien ("Women in Between" 1972) og britisk etnografi ("Kinship at the Core" 1981) også udgivet "The Gender of the Gift" 1988, en kritik af antropologiske teorier vedrørende samfund og kønsrelationer ved studier af Melanesien (Schrift 97: 314).

[13] Følgende bygger på artikel fra Hahn 98: 214-232.

[14] Hann 98: 230.

[15] Lektor i social antropologi, London School of Economics (Hann 98: ix).

[16] Liep 95 og Mauss: "To refuse to give, to fail to invite, just as to refuse to accept, is tantamount to declaring war; it is to reject the bond of alliance and commonality" (Mauss 90:13).

[17] Lektor i social antropologi ved University of Durham.

[18] Jonathan Parry  er lektor ved Institut for Antropologi, Maurice Bloch er professor ved Institut for Social Antropologi, begge ved London School of Economics. Sammen har de redigeret antologien "Money and the Morality of Exchange", Cambridge University Press, 1989.

[19] Af Robert Holtons skelnen mellem "økonomisk liberalisme", "politisk økonomi" og "økonomisk sociologi" (Holton 92).

[20] Følgende er baseret på: Pierre Bourdieu 1997 "Af praktiske grunde: Omkring teorien om menneskelig handlen", Hans Reitzel, s. 173-215. En samling af foredrag hvori Bourdieu belyser sin centrale tese om mennesker som social agenter i et socialt rum. Ovenstående bygger hovedsaligt på foredraget "De symbolske goders økonomi" en nedskrevet tekst af forelæsninger afholdt februar 1994.

 

Fortsættelse

Til hovedsiden