Nicolai Bendix Mikkelsen
Stubbevang 52
3400 HillerødTelefon: 30 23 05 24
E-mailadresse: klik her
"Gaveøkonomi" - et perspektiv på udveksling over Internettet (1. gennemskrivning) (oprettet 06.01.01)
Kapitel 3 Gaveøkonomisk praksis
I kapitel 2 blev fremhævet en god grund til at droppe associationerne til økonomi ved at ændre betegnelse til "gavekultur". Grunden til at begrebet "gaveøkonomi" alligevel fastholdes er for det første at der i det følgende vil blive fremlagt en mere kompleks tilgang til gaveudvekslingen på Internettet; en tilgang der ikke tager afsæt i den skarpe skelnen mellem to verdener: én med gaver og én med økonomi, men anerkender at det i sidste instans er nærmest umuligt at fastsætte det punkt hvor en given aktivitet bliver økonomisk. Raymond bestemmer det, ganske fornuftigt, til at ligge dér hvor pengene konkret bliver involveret. Men en aktivitet kan sagtens være økonomisk om end der ikke umiddelbart kan hæftes penge på den. Måske kommer afkastet først senere og da er det vel for sent først at inddrage økonomien til den tid? Endvidere er der også økonomi involveret i mange forhold selv om der ikke udveksles klingende mønt. Den voldsomme bytteaktivitet der via Internettet foregår fuldstændig uden at penge involveres, har store økonomiske konsekvenser.
For det andet fastholder begrebet gaveøkonomi bedre end begrebet gavekultur at udgangspunktet for dette projekt har været at se hvilke muligheder gaveudveksling giver for at tænke i andre økonomiske strukturer. Gaveøkonomi bliver her, som hos Barbrook, at der er visse udvidelsesmuligheder i gavekulturen, at tendenserne på Internettet kan være igangsættende for nye udvekslingsstrukturer uden for dette. Gaveøkonomi bliver således et mere visionært begreb som viser frem imod nye mulige scenarier, nye mulige økonomiske strukturer, hvor imod gavekultur er et mere pragmatisk og beskrivende begreb, der måske netop deraf, som vi så med Raymond i forhold til Barbrook, er mere dækkende. Eller sagt på en anden måde de muligheder begrebet gaveøkonomi giver for at udvide analysen åbner samtidig for en større mængde faldgrupper som det følgende forhåbentligt vil vise sig i stand til at bevæge sig uden om.
En anden måde at beskrive det på, er at dette sidste kapitel vil have fokus på 3 forskellige indfaldsvinkler som er radikale i forhold til det mere bløde "gavekultur" - begreb. Enten ved at have stor indflydelse i den økonomiske verden, eller ved at være langt mere fokuseret på gavedelen end det der mere generelt kan beskrives med begrebet "gavekultur". Derfor fastholdelsen af former for gaveøkonomisk praksis. en "anarkistisk gaveøkonomi", en "cirkulær gaveøkonomi" og en "fri gaveøkonomi". De vil blive beskrevet efter tur.
Den anarkistiske gaveøkonomi (musikudveksling)
Af de 3 gaveøkonomier, som eksisterer netop nu, er den anarkistiske gaveøkonomi den der er lettest at beskrive, dette både fordi den indeholder den enkleste struktur af de 3, men også fordi den er nemmest at adskille fra de to andre. Det er civilsamfundet, eller ganske almindelige mennesker om man vil, der har opdaget muligheden for at dele alt hvad der kan digitaliseres. Dette kaldes af marketingsfolkene peer-to-peer i modsætning til business-to-business eller business-to-consumer (evt. note – inf. eller luftskib om ny økonomi og gammel politik). Og denne skelnen beskriver dels begrebets kontrast til almindelige handelsformer, og dels at praksis på dette område nu er så udbredt at de business-folk der ikke har noget at bruge denne udvekslingsform til, har måttet tilføje dens akronym på lige fod med deres egne. Dette er især sket fordi den anarkistiske gaveudveksling er begyndt at møve sig kraftigt ind på markedsøkonomiens område, særligt mht. alt hvad der har med kultur at gøre [uddybning af præcis hvordan]. Det er i dag muligt for alle med computer og Internetadgang at give indholdet af den musik-cd man ærligt og redeligt har købt,
til enhver
der viser lige netop denne musik interesse. Man har altid kunnet give hele Cd'en
væk og det er der ingen der har blandet sig i, men når det er indholdet man
giver væk har man for det første stadig Cd'en selv og endvidere er antallet af
mennesker man kan give gaven til ubegrænset. Da er der mange der mener at
betegnelsen gave ikke længere beskriver hvad der foregår og der er da også
lovmæssigt ord for at det der foregår er tyveri, eller piratkopiering som det
også kaldes. Men problemet er at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at
dæmme op for denne ulovlighed, og da plejer man jo at sige, at love der ikke
kan håndhæves nærmest ophører med at eksistere [note?].
Men ser man problemet ud fra den nuværende ejendomsforståelse er det blot et spørgsmål om atter at få indhegnet får der er løbet ud af folden. Hæver man sig op over lovens ord, hvilket netop er muligt fordi loven ikke virker, så kan man også se dette som dekommodificering[1], en beskrivelse af hvordan noget holder op med at være vare. Igennem de sidste flere hundrede år er mere og mere blevet vareliggjort, men nu er der altså også forhold hvor det går den modsatte vej. Her vil den umiddelbare beskrivelse, gaven der gives væk, blive fastholdt: det er ikke den eneste vinkel på det, men det er vinklen i dette speciale.
Men hvorfor
er det egentligt en gave? Og hvad giver gavemetaforen til forståelsen af hvad
der foregår?
Gavemetaforen er dækkende fordi der gives uden vished for, eller for den sags skyld, krav om at få noget igen. Det er ganske vist en gave til forøgelse af en samlet pulje af ting, hvis mulige modtagere gavegiveren ikke kender, men det ændrer ikke ved at det der gives væk har en modtager: fællesskabet, gruppen af mennesker fra hvilke gavegiveren selv håber på et andet tidspunkt at kunne modtage en anden gave. Det er ikke et bytteforhold; kun ganske få fører en noget for noget politik, hvor man skal medbringe ét for at gå med noget andet, og de der gør har ikke noget lighedsprincip. Eneste krav er at du kommer med noget hvis du ønsker at få noget selv. Man kan således f.eks. komme med én sang og medtage 10 cd'er. Set ud fra teorierne om gaveøkonomi og gaveudveksling, betyder dette at visse af kendetegnene ved gaven her er forsvundet. Der er ingen gengældelses tvang som hos Mauss; ej heller mulighed for anerkendelse, men der er i allerhøjeste grad tale om en overskudsøkonomi.
Modellen ligner den Woodburn lagde frem.
Som hos Woodburn er der her tale om en overskudsøkonomi med "umiddelbart afkast", hos Woodburn var eksemplet at jæger-samler kulturen ikke havde brug for et incitament til at arbejde hårdt og længe før afkastet lod sig forme, derfor var det ikke nødvendigt at andre end de for hvem det at jage var løn nok i sig selv skaffede mad til huse. I den anarkistiske gaveøkonomi er der også umiddelbart afkast det kræver ikke en lang og indviklet proces at dele den musik andre har lavet. Derfor overlader man opbygningen af den fælles pulje til de for hvem udlægning af musikmaterialet er løn i sig selv. I Woodburns eksempel krævede det han overordnet kaldte "redistribution" en politisk beslutning om på alle tænkelige måder at undgå ulighed, kun ved en gennemførelse af sådan en beslutning kunne andre incitamenter til at jage og arbejde holdes nede; f.eks. ønsket om anerkendelse magt rigdom og status. I den anarkistiske gaveøkonomi består den eneste art styring i et normsæt der kundgør at det er forkert, i længden at nøjes med at modtage gaver uden nogensinde at give gaver selv. [af Jonas intervew ? 9/4 ?].
Ud fra de 3 indfaldsvinkler i dikotomien er det muligt at se lidt nærmere på forandringernes karakter og perspektiverne i forandringerne. 1. ejendomsforhold. I stedet for at fastholde det gamle varefokuserede ejendomsbegreb, var det måske muligt at finde en ny måde, hvorpå kunstnerne afgav råderet over deres produkter, således at når det var købt, kunne man gøre med det hvad man ville, men med den klare forståelse at kunstneren stadig var besidderen som opmærksomheden, tilliden osv. skulle føres tilbage til. Da ville de gode kunstnere måske ikke være i stand til at tjene så ufattelige store summer som man har set de sidste 50 år, men det ville stadig være penge at tjene på den opmærksomhed kunstnerne bliver tildelt. (herom senere; der er allerede udviklet en velfungerende model herfor: "open-source").
2. Magt- og politiske forhold. Ændringer af så vidtrækkende karakter indeholder mange indbyggede magtaspekter. Bare den fortsatte civile ulydighed som de 100.000'er af gavegivere på nettet praktiserer er et kolossalt magtmiddel, som har tvunget kunstnerne, politikerne og ordenshåndhæverne til at tage stilling. For få måneder siden vedtog folketinget en lov om afgifter på brændbare cd-rommer, hvilket kan ses som et direkte udslag af den magtesløshed der hersker på området: Hvis man ikke har mulighed for at håndhæve loven og straffe de forbrydere der laver piratkopiering, så kan man lade dem betale lidt til kunstnerne, når de køber tomme cd-rommer. Omvendt er det ved store tv-kampagner forsøgt at gøre opmærksom på graden af ulovlighed der her er tale om; der er blevet slået hårdt ned på de steder der har stået for formidling af kontakt mellem gavegiverne; f.eks. "Napsters" lukning. Og privatpersoner der på deres hjemmesider har henvist til steder hvor piratkopieret musik kunne downloades, er blevet tildelt bøder i 100.000 kr. klassen.[2]
En meget vigtig faktor for om disse nye måder at gøre tingene på vil fortsætte eller ej, er således magtaspektet. Det er digitaliseringens udviskning af et magtmonopol der for alvor har åbnet op for nye muligheder. Muligheder der i et parlamentarisk demokrati politisk må diskuteres med udgangspunkt i at der ikke er, ej heller vil blive, enighed, men at diskussionen er nødvendig.
3. Incitamentsstrukturer. De mennesker der udveksler gaver befinder sig i det Bourdieu kalder "de symbolske goders økonomi". De befinder sig i en incitamentsstruktur hvor man frit kan udveksle uden angst for at få mindre igen end man har givet. Dette fordi aktiviteterne ikke har negativ "spillover"-effekt til personernes involvering i "den økonomiske udvekslings økonomi". Deres mulighed for at få mad på bordet er ikke afhængig af deres gaveudveksling. Men omvendt giver gaveudvekslingen mulighed for at opnå goder som førhen havde konsekvenser for deres optræden i den økonomiske udvekslings økonomi. Den musik der i dag fås gratis kostede i går penge. Med Parry og Bloch kan det beskrives som det forhold at "de langsigtede værdiinfluerede dispositioner" i dette tilfælde ikke længere er afhængig af "de kortsigtede overskudsproducerende dispositioner". Dette gør incitamentet til gaveudveksling endnu større og derfor ser vi denne eksponentielle vækst på dette område. Omvendt oplever musikere, pladeselskaber m.fl. at deres "kortsigtede overskudsproducerende dispositioner" har langt mindre virkning end tidligere deres incitament vil heraf naturligt stige til at generobre det tabte land. Konfliktpotentialet stiger eksponentielt med de nye muligheders ibrugtagen.
[1]
F.eks. Gösta Esping-Andersen 1990 "The three worlds of welfare
capitalism", Polity Press og (1999) "Social foundations of post
industrial economics"
[2] Dagbladet Information: temapakke, "open source til en opkoblet verden", artikler fra 1999 og 2000 http://webavis.information.dk/Eksport/Temapakker/Tema100035.html [27.04.01], og 15.02.01 "Potterwar", og 14.02.01 "Hvem har ret på internet?". Dagbladet Politikken 14.02.02 "Napster må lukke", 2. sektion s. 2, og 12.10.00 "Det forbudte format", 3. sektion s. 17.