Nicolai Bendix Mikkelsen
Stubbevang 52
3400 HillerødTelefon: 30 23 05 24
E-mailadresse: klik her
"Gaveøkonomi" - et perspektiv på udveksling over Internettet (1. gennemskrivning) (oprettet 06.01.01)
Kapitel 3 Gaveøkonomisk praksis
"Cirkulær gaveøkonomi" (IT-Guide Jonas Smedegaard)
Smedegaards virke og forsøg med gaveøkonomien eksemplificerer mange af de problemstillinger der er til behandling i dette speciale: fordi hans praksis og tanker derom, har været igangsætter for undersøgelsen; fordi han hele vejen igennem har fungeret som forbindelsesled såvel til arbejdsliv som til privatliv hos de mennesker der mest udtalt fungerer i gaveøkonomien; og ikke mindst fordi hans egne tiltag inden for det sidste år har betydet at han selv, langt mere end tidligere, har måttet tage stilling til de modsætninger, der er til stede, når forsøget med gaveøkonomiske idéer konfronteres med markedsøkonomiens spilleregler.
De 6 interviews det er blevet til har alle haft en varighed på 2-3 timer og karakter af en samtale. De er foretaget spredt over perioden: august 2000 til marts 2001 (helt præcist 10.08.00; 26.09.00; 29.10.00; 21.01.01; 05.03.01; 09.03.01). De er fastholdt via digital lydoptagelse. Indholdet i de 6 interviews kan helt kort beskrives som følger:
10.08.00:
Smedegaards specielle forståelse af gaveøkonomi diskuteres, både de visioner de indebærer og den konkrete indflydelse forståelsen har på hvordan han driver én-mandsfirmaet "IT-Guide Dr. Jones". Endvidere diskuteres Smedegaards mulighed for at gå i samarbejde med andre ved opstarten af firmaet "Wetware". Dette med fokus på de muligheder det giver Smedegaard for at prøve kræfter med sine visioner i større målestok.
26.09.00:
Problemer vedr. at samarbejdspartnerne ønsker en alm. firmastruktur i "Wetware", diskuteres. Hvad vil det betyde at styringen sker igennem en almindelig selskabsstruktur med aktier som fordelingsmekanisme? Er kompromiset for stort i forhold til idealerne?
29.10.00:
Beslutningen om at indgå i Wetware på alm. konventionelle firmabetingelser diskuteres. Forandringer i udmeldingen fra Smedegaard mht. hvor stort kompromiset er, og hvorvidt hele idéen om firmaet "IT-Guide dr. Jones" overhovedet havde et potentiale på sigt, diskuteres.
21.01.01:
Den første tid i "Wetware", samt det forandrede syn på "fortiden" ("IT-Guide dr. Jones") diskuteres. Mulighederne for, med beskrivelsen af en ny proces (netværksløsningen "Red-pill"), igen at give idealerne en chance, diskuteres.
05.03.01:
Beslutningen om at bryde med "Wetware", pga. at kompromiset i forhold til fastholdelsen af idealerne, bl.a. om en gaveøkonomi, var for stort diskuteres. En tilbagevenden til enmandsfirma konceptet "IT-Guide dr. Jones" og hvordan involveringen har ændret flere aspekter vedr. måden hvorpå den gaveøkonomiske arbejdsform skal fungere, hvis den skal have bedre vilkår diskuteres.
I løbet af denne forholdsvis korte tidsperiode kan findes eksempler på: 1. forsøget med "gaveøkonomien", 2. visionerne og principperne der ligger bag, 3. forsøget med at indføre principperne i en større sammenhæng, i et firma med flere end én aktør, 4. problemerne med selv at fastholde principperne da forsøget med indførelsen af egen firmamodel mislykkedes, og der i stedet indføres almindelig firmastruktur i form af aktieselskab.
Det kan også beskrives med udgangspunkt i at Smedegaards forståelse af "ejendomsforhold" gjorde det problematisk at indgå i en større sammenhæng, fordi de andre i firmaet "Wetware" ønskede et traditionelt ejendomskoncept. Via "magt- og politiske forhold" internt i gruppen, der skulle udgøre det nye firma "Wetware", vandt den almindelige aktiestruktur over en firmastruktur med gaveøkonomiske aner. Ved alligevel at indgå i firmaet, på trods af at det skulle fungere ud fra andre principper end de Smedegaard selv var fortaler for, oplevede han at de anderledes incitamentsstrukturer, som her gjorde sig gældende, påvirkede ham, således at han gik fra en arbejdsform betinget af det Bourdieu kalder de symbolske goders økonomi og til en arbejdsform betinget af de økonomiske goders økonomi, eller at han gik fra en arbejdsform der bevægede sig i en sfære af langsigtede dispositioner til nu at bevæge sig i en sfære af kortsigtede ditto.
Da det her ikke er muligt, af pladsmæssige grunde, at gå i dybden med alle disse aspekter, udvælges forsøget med gaveøkonomien som den mest tydelig kan ses inden Smedegaards involvering i Wetware. Dette fungerer som et godt eksempel, fordi Smedegaard på alle måder her mest radikalt forsøger at leve op til sine idéer om hvad gaveøkonomi kan bruges til. Her er visionerne der ligger bag også tydelige.
Desuden gennemgås de vigtigste problemstillinger i det samlede forløb ud fra deres sammenhæng med de teoretiske hovedbegreber: 1. ejendomsforhold, 2. magt- og politiske forhold, 3. incitamentsstrukturer.
Da Smedegaard i februar 2000 blev interviewet til Information om sin måde at arbejde på, og sin forståelse af hvor informationsteknologien er på vej hen, indledtes med en meget rammende beskrivelse af Smedegaard på netop dette tidspunkt: "Jonas Smedegaard ligner IT-samfundets avantgarde på alle tænkelige måder. Med barberet hoved og et våbenarsenal af mobil teknogrej i tasken, rejser han rundt mellem sine kunder i hele verden. Han bor ikke rigtigt nogen steder, men er altid til at få fat på – fordi han er på alle tænkelige net. Hans virksomhed IT-Guide dr. Jones arbejder hovedsageligt i Århus og København, men han er begyndt at få flere og flere kunder i San Francisco Bay området i Californien. For Jonas Smedegaard er det ligegyldigt hvor han befinder sig i verden, han kan arbejde på sine projekter fra et hvilket som helst sted på kloden. Stakåndet og en anelse rastløs sætter han sig ned og udbryder spontant. "Det er vildt spændende at leve netop på dette tidspunkt i verdenshistorien. Jeg føler, at jeg lever i flux, hvor det ikke er til at overskue, hvad der sker i morgen. Og det har jeg det godt med. Jeg kan mærke, at der virkelig er gang i nogle ting derude i verden"". (Dagbladet Information 21.02.00). Der er på dette tidspunkt stor optimisme mht. mulighederne for Smedegaards måde at drive virksomhed på: Dels viser Smedegaard med sit virke at det er muligt at drive privat virksomhed og få det til at løbe rundt med gaveøkonomien som fast holdepunkt. Og desuden ser han tydelige tegn på at de principper han arbejder efter, især med open-source bevægelsen, er ved at blive interessant også for virksomheder i IT-branchen, der ellers har tænkt mere traditionelt: "Det, der er ved at ske nu, er, at det er blevet muligt at lave en forretning, der alene håndterer processer. Før i tiden har man kun kunnet tjene penge på at producere produkter. Men for mig at se, er produkternes tid ved at rinde ud, netop fordi produkter ikke er dynamiske nok. Hvis man ser på IT som en serie produkter, misser man hele pointen. IT er i sit udgangspunkt processer, hvor millioner af mennesker arbejder sammen om at skabe det serviceredskab, som computere og Internettet er." (Dagbladet Information 21.02.00)
Men dette at give produktet væk og sælge processen, er ikke tilstrækkeligt til at beskrive den gaveøkonomi som Smedegaard arbejder ud fra. Dér befinder vi os stadig i en gavekultur, hvor man "hopper" over i penge økonomien hver gang der skal brød på bordet. Smedegaard vil mere end dette:
"Vi kalder det for gift-economy. Men det betyder ikke, at vi arbejder gratis. Det vi gør, er, at alt, hvad vi laver, i udgangspunktet er gratis for alverden. Men den tid, vi bruger på at lave skræddersyede løsninger, koster penge. Så hvis man har brug for et eller andet til virksomheden, kan jeg sætte det sammen af alle de gratis komponenter, der ligger som en gaveregn på nettet. Hvis de selv kan sætte deres systemer op, så fint med mig. Men det er det ikke alle, der kan. Og det er dér, pengene kommer ind i billedet" Information: "Men hvad hvis de firmaer, du arbejder for, vil have patent på det, de betaler dig for at lave?" Smedegaard: "Det er et ufravigeligt princip, at det jeg laver for folk, skal være frit tilgængeligt for alle. Jeg nyder jo selv godt af alt det, som andre har skabt. Derfor må jeg være med til at forøge puljen af gratisprogrammer. At give mit arbejde som gave er selve grundlaget for mit firmas eksistensberettigelse." (Dagbladet Information 21.02.00).
Det kan umiddelbart virke svært at se at Smedegaard her fastholder andre principper end de der er blevet beskrevet i kapitel 1 og 2 og som lige så godt kan tænkes som en gavekultur, i en pengefikseret markedsøkonomi. Men mine første møder med Smedegaard gjorde det tydeligt at hans gaveøkonomiske tænkning er båret af et ønske om at systemet skal kunne fungere selvstændigt bærende på andre værdier og principper end de som umiddelbart kendetegner den "gaveøkonomi" eller "gavekultur" der indtil nu er blevet beskrevet. En præcisering af Smedegaards arbejdsfacon, er derfor nødvendig. Dette gøres bedst ved at lægge vægt på det som Smedegaard mener adskiller hans "gaveøkonomi" fra den "gavekultur" der ellers er blevet beskrevet. Her er det vigtigt at huske at denne kontrastering er intern i en gruppe der ellers mere overordnet vil det samme; forskellige former for "open source". Én måde at vise det på er vha. to modeller; én for gavekulturen og en for gaveøkonomien: Her kaldt henholdsvis "den lineære gaveøkonomi" og "den cirkulære gaveøkonomi".
[Figur 1]
[Figur 2]
Den lineære gaveøkonomi.
Som det ses af figur 1, er udgangspunktet at der gives en gave, som oftest sker det ved at f.eks. et stykke software lægges ud på nettet til fri afbenyttelse. Der kan dog også være tale om et gratis bidrag til et større arbejde eller, i de akademiske kredse, offentliggørelse af ens analysearbejde uden vederlag. Fordi det er gratis og, via Internettet, ganske nemt at stifte bekendtskab med andres arbejder, er der større mulighed for at det man laver vækker opmærksomhed. Man skal igennem færre lag, så som evt. forlægger, for at nå ud til en mulig målgruppe. Hvis det man har lavet har en kvalitet som gør det brugbart for tilstrækkeligt mange, eller gør det tilstrækkeligt uundværligt for få, vil producenten opnå anseelse, tillid og kompetence, og dermed yderliggere opmærksomhed. Nu vil producenten kunne udvikle sin gave yderliggere eller finde på en helt ny gave og på den måde tilstadighed øge den mængde tillid han nyder. Han kan samtidig nyde godt af de andres gaver og på den måde, uden indblanding af økonomiske transaktioner, men udelukkende via byttehandler, udvikle sin kompetence, sit produkt, samtidig med at det samlede antal gratis produkter, der står til hans rådighed, øges. Men da man ikke kan spise tillid, eller opmærksomhed, må han ved siden af sine gaveudvekslende aktiviteter foretage et hop ud i den verden hvor vi har penge som udvekslingsmiddel. I den markedsøkonomiske, konventionelle "verden" kan han fremstille et produkt som støtter op om det produkt han har givet væk. Dette nye produkt har kun et marked, fordi mange bruger den gave han har givet og fordi han selv deraf nyder anseelse. Han kan også fremstille et helt nyt produkt til det konventionelle marked. Han vil have gode muligheder for at få det afsat pga. den anseelse han nyder.
Gaveudvekslingen
foregår således sideløbende med den almindelige pengeøkonomi, den fungerer
som en nicheøkonomi. Ud over at gavetransaktionen og pengetransaktionen er
opsplittet, kendetegnes den lineære gaveøkonomi ved at det oftest er den samme
gave der arbejdes videre med; heri ligger det lineære. Gaven udvikles, holdes
ved lige. Sideløbende med dette, og pga. gaven, kan der tjenes penge på det
konventionelle marked.
Den cirkulære gaveøkonomi.
Udgangspunktet er
her det samme som den lineære gaveøkonomiske model. Man iver et produkt væk
som gave. Via gaven kam man nemmere opnå opmærksomhed, hvilket kan føre til: tillid,
kompetence, anseelse. Hvis et firma ønsker en opgave løst eller et produkt
udarbejdet, kan de gå til den person der via sine gaver har vist størst
kompetence på området. Det er muligt for firmaet, at få en ganske dybdegående
viden om personens arbejder, metoder o.l., dels fordi der ikke er noget i
arbejdet der forsøges skjult; og dels fordi produkterne ofte vil være hurtig
at finde frem til via Internettet. Når personen er fundet kan man forhandle sig
frem til det beløb det koster at udfærdige pågældende produkt. Værdien af
arbejdet omregnes således stadig til en økonomisk størrelse, men producenten
er selvstændig, og samarbejdet, her et enkelt produkt, ophører når produktet
er fremstillet. Derved har firmaet ikke copyright på produktet, det lægges
derimod frem til fri afbenyttelse. Således bliver det i første færd
specialfremstillede produkt nu en gave, som alle andre der har lignende behov
frit kan benytte sig af. gaven er for Smedegaard det objekt der skal understøtte
en fortsat opmærksomhed, tillid,
kompetence og anseelse. Er
produktet i orden er anseelsen intakt eller måske endda stigende, og da vil en
ny samarbejdspartner vise sig med et tilbud om løn til et nyt
specialfremstillet produkt, som kan blive en ny gave osv. deraf det cirkulære.
Denne forskel til den lineære gaveøkonomi, hvor der "hoppes" mellem en gavekultur og en pengeøkonomi, er her erstattet med en model der har som formål at fungere i sig selv. I modsætning til den lineære model, kan man her ikke pleje sine gaver ved siden af økonomien. Man er derimod kun det værd som den seneste gave antyder, idet den skal være god nok til at nogle nye vil hyre én på baggrund af den.
En yderliggere
uddybning kan ses i følgende diskussion. Netop omhandlende spørgsmålet om
hvor Smedegaards virksomhedsprincipper adskiller sig fra den lineære gaveøkonomi.
Diskussionen giver et godt billede på; dels problemerne med at sætte fingeren
på forskellen, men samtidig forskellenes vigtighed for Smedegaard:
[interview d. 26.09.00: JS: Jonas Smedegaard, NBM: Nicolai Bendix Mikkelsen]
[De to modeller fremlægges for Smedegaard]
JS: Vil det ikke være korrekt, og måske kortere formuleret at det du kalder den lineære gaveøkonomi, dér er det pengene der driver værket, der er et aspekt af gaver inde over, men det er pengene der driver værket.
NBM: Det kan godt være.
JS: Det er pengene der er guleroden.
NBM: Nej, det behøver det jo ikke at være, én ting er, når man snakker om gaveøkonomi, overhovedet at kunne sige at der er en forskel til en almindelig måde at tænke marked på ...
JS: Undskyld jeg afbryder dig igen, men jeg kan ikke slippe at det stadigvæk er sådan, at det du kalder den lineære gaveøkonomi, der er gaver et aspekt, men reelt drejer det sig om hård valuta. I den cirkulære gaveøkonomi derimod er gaven værdien i sig selv, ja! der er penge inde over, fordi du skal samarbejde med den omkringliggende verden, men det der får hjulene til at løbe rundt, det er at du handler med gaver.
NBM: Både og. Hvis nu f.eks. vi tager universitetsmodellen, her snakker vi igen ikke om noget der er privat ejet, men der bliver lavet nogle ting, som man giver væk som gaver, det gør man altså, så kan du sige hvad du vil i forhold til at det ikke betyder så meget når der hele tiden er penge inde over.
JS: Der er en understøttelse.
Nicolai: Men det er ikke pga. valutaen at de gør det. Netop fordi de er frie og får 22.000 eller 35.000 om måneden har de mulighed for herovre i gavekulturen at give nogle ting væk glæde sig over det, bytte osv. På samme måde er der f.eks. nogle af dem der laver softwareprogrammer, der synes det er vildt spændende, de udvikler det mere og mere og gør det egentligt ved siden af et eller andet. De har måske et eller andet i zoologisk have som bibeskæftigelse. Når de har arbejdet længe nok med det, så pludselig viser det sig at de faktisk kan leve af det, hvis de f.eks. laver en manual til det produkt de har lavet.
JS: De kan bruge gaven som et springbræt til at score penge.
NBM: Ja, de kan bruge gaven som et springbræt til at score penge; det er den hårde måde at sige det på, men den gode måde at sige det på, det er at sige, at der falder også lidt af, det er ikke det jeg tænker i, men jeg får mulighed for i en vis udstrækning at få lidt penge, men det er ikke det der kommer til at styre min virksomhed, for den vil jo fortsat handle om at jeg giver tingene væk. Altså jeg kunne også gå ned og feje gaden, og så kunne jeg fuldstændig køre det som en gave [kultur], men i stedet for at gå ned og feje gaden, så har jeg altså lavet en bog som jeg sælger på et almindeligt marked, og det er ikke for at jeg så senere kan lave en ny bog, det er stadigvæk ideologisk på den måde at det er det her [arbejdsprocessen] jeg synes er spændende.
JS: Men stadigvæk så er det jeg siger: om man er det store onde Nokia som bare laver det som en reklameting, eller om man er en fyr som lever og ånder for lortet her, men bare ikke kan tjene penge nok, altså det kan ikke løbe rundt i sig selv, derfor skal han feje gade eller også skal han lave en lille svingtur omkring produkttanken med at han skal holde noget ind til kroppen en manual eller et eller andet. Da er det stadigvæk at jeg siger: det er ikke gaven der bærer, der er drivkraften. Det holder ikke med gaven og det er det jeg ser som det springende punkt her. Om der skal penge ind over for at det kan løbe rundt, eller om det kan løbe rundt, om det bærer i sig selv.
NBM: Der skal jo penge et sted fra ...
JS: Der skal penge et sted fra, ja, der skal penge med ind over, men spørgsmålet er om det er pengene der er guleroden, om det er pengene der gør at det eksisterer overhovedet eftersom der skal en saltvandsindsprøjtning til ude fra for at det eksisterer.
NBM: Ja, det har du fuldstændig ret i.
JS: Ekstremt set, så vil jeg påstå, at i den cirkulære gaveøkonomi, der kunne du erstatte penge med andre naturalier, og det kan du ikke i den lineære gaveøkonomi.
NBM: Det er lige præcis det.
JS: Og det er det jeg mener med forskellen mellem om gaven er grundlaget, eller om penge, hård valuta, er grundlaget, hvor gaven bare er et delelement. Det er det jeg ser som forskellen mellem de to her.
JS: Det er bare pisse vigtigt at være helt tight på, hvad det er, der skiller de her to!
NBM: Jeg er fuldstændig enig med dig her, men man skal se det her som noget der er på vej, som en del af det der kan føre til noget andet ligesom open source systemet. Som en del af dem der kæmper: det kan gå én vej og det kan gå en anden vej.
JS: Det er også helt klart det jeg ser. Selve det at Nokia ser det som en værdi at forære ting væk, det er da klart et fedt signal, men det jeg ser som det ultimative, det er den der hedder: kan det bære i sig selv? Det er det jeg som utopi eller som eksperiment kører helt til ekstremer ved at afprøve hvor langt det holder.
NBM: Ja, det er også det jeg finder spændende, jeg tager bare det her med [den lineære gaveøkonomi], for at få et overblik selv og for at se: hvad er det egentligt, der er forskellen? Så har jeg prøvet at sætte de her ting op [de 2 gaveøkonomiske modeller].
JS: Jeg synes det er vigtigt at du tager både den helt rigtige [den cirkulære gaveøkonomi] og de dér wannabees, Nokia og de andre modeller, med, fordi ellers bliver det uforståeligt for omverdenen når de læser det. De ser ordet gaveøkonomi og så kigger de sig omkring og siger; nå ja, men det er jo alt det her new economy. Det er jo alle sammen der laver sådan noget. Så er det filmen knækker. Det er ikke særligt specifikt hvorfor det er fedt med new economy. Der er masse, der skiver om det, men der er ikke nogen overordnet generel enighed om hvad det egentligt er der er det fede ved den her nye måde at tænke på. Ja det er nyt og moderne, men selve det at det er moderne er der ikke noget nyt. Der har altid været noget der var moderne, der er oppe i tiden. Det er mere trendy at være trendy end at være traditionel. Men noget af det, der er oppe i tiden i øjeblikket, dét er der noget perspektiv i.
JS: Der er masser af mennesker, der snakker gaveøkonomi [lineær gaveøkonomi] men det der er interessant, ved den gaveøkonomi alle snakker om, det er den ekstrem det kunne ende op med!
NBM: Ja, det er det mest interessante, men det er også interessant at der er forskellige dele af det her som kan føre i forskellige retninger. Der kan være en tendens til at det bliver kun pengene der dominerer, men det kan også være det bliver lidt mere gaven.
JS: Det er også det jeg mener med det: hvis du kigger på de former for gaveøkonomi som der bliver praktiseret, og så ud fra dem sætter en tangent der hedder det ekstreme, nemlig én eller anden ny form for kommunisme eller socialisme eller hvad det er for noget. Hvis du sætter den tangent på, så skiller det sig tydeligt ud om det egentligt er det folk reelt går efter, bruger de det [gaveøkonomi] som springbræt til noget andet. Det kan føre i flere retninger. Du vælger bare at se den retning der hedder wow: gaveøkonomi.
NBM: Nej jeg vælger ikke at se nogen af dem.
JS: Nej ok som forsker prøver du at være nøgtern, dissekere og finde ud af hvad det egentligt er der sker, men det er stadigvæk med det filter på at du kigger på ting der kan pege hen i en retning af en ny form for socialisme ... eller naturalieøkonomi.
NBM: Ja, et eller
andet. Men det som er vigtigst ved det du siger, er lige præcis at det er meget
svært at gøre det halvt, fordi så skal man have ideologien et eller andet
sted fra, hvorimod hvis det her kan blive mere udbredt, så tvinger det én til
at handle sådan, hele systemet gør at man får lyst og man tænker i den
retning, fordi det er den måde systemet fungerer
på. Hvorimod uden systemet hjælper det kun hvis du siger: jeg vil tænke i gaver, jeg vil arbejde
ud fra gaver, men lige så snart man ikke passer på og f.eks. tænker: jeg
kunne godt tænke mig den bil dér, går jeg over på pengesiden, eller jeg
kunne godt tænke mig noget andet, så dropper vi lidt mere med gaven ...
Det der kommer
frem i diskussionen er at Smedegaard lægger vægt på en ideologisk eller
principiel stillingtagen til hvorfor man arbejder. Det er meget vigtigt for
Smedegaard at undgå at pengene kommer til at være bestemmende for hvad han vil
lave og hvordan han vil lave det. Så meget som det overhovedet lader sig gøre
skal arbejdet bære lønnen i sig selv, og samtidigt er idéen om at den måde
man får brød på bordet, overordnet set er bæredygtig, dvs. holder, også
selv man forestiller sig at alle arbejder på denne måde, meget vigtig. Der er
altså et politisk projekt inde i ønsket om, helt banalt, ikke selv at blive låst
inde i et fortsat ønske om større løn. Men samtidig med at ideologien om
hvorfor man arbejder og hvad lønnen er til for, spiller så stor en rolle,
ligger der også, hvilket særligt bliver tydeligt i slutningen af ovenstående
uddrag, en tro på at en ændring af strukturen i måden man arbejder på, vil
presse den arbejdende i en anden retning end i den hvor det er profitmaksimering
der spiller den største rolle.
De udefra set små forskelle mellem de to former for gaveøkonomi har konsekvenser for både forståelsen af 1. ejendomsforhold; 2. magt- og politiske forhold og 3. incitamentsstrukturer: Smedegaard forsøger at afskrive al form for ejendomsret af digitale produkter; han har et politisk ærinde og han stiller nogle principielle rammer op for sig selv, der skal hjælpe ham til at blive i en incitamentsstruktur hvor det han finder principielt og ideologisk rigtigt, også er det han påskønnes til at gøre. Befinder han sig i en sfære hvor det er de symbolske goders økonomi, der kommer før de økonomiske goders ditto, så er valget nemmere at træffe. Dette kan måske virke søgt, ja for nogen måske ligefrem religiøst, men på det tidspunkt hvor jeg interviewede Jonas første gang havde han med held, dvs. med økonomien i orden, levet af at arbejde ud fra disse principper (mere eller mindre bevidst eller klart formuleret ganske vist) i ca. 3 år. Omvendt viste de følgende måneders involvering i firmaet "Wetware" hvor lidt der skulle til for at flytte principperne så snart incitamentsstrukturerne forandredes:
JS: "For mig
at se, er det en blanding af at jeg har en masse holdninger til mig selv og
livet omkring mig, og til hvad penge er for en størrelse og sådan noget. Dels
er det nogle holdninger og meninger og dels er det undskyldninger, fordi jeg
ikke kan finde ud af at prissætte mig selv. Derfor gør jeg en masse krumspring
for at undgå det. Det er en blanding af de ting ...
... men det er Ikke det at finde mig selv, der er formålet længere, mere bundlinien, få en virksomhed op at køre ... Vil man rykke på et højt plan (f.eks. Erhvervsministeriet som kunde) må man køre det steady, det nytter ikke at fumle rundt, og som jeg, ikke at kunne formulere hvad man yder, sælger, hvad det er jeg står for. Man kan godt, når det er små tiltag det drejer sig om, tage det lidt fra dag til dag, og fra projekt til projekt, bestemme sig hen af vejen, men når det drejer sig om store virksomheder, skal aftalerne være i orden, for det er ofte ikke de mennesker man laver aftalerne med der i sidste ende får produktet ... Men få, andre i Wetware har de samme store utopier som jeg; socialisme, prioriteringen af penge, leve, have det fedt, være fri ... Derfor; jo klarere, tydeligere, det står for mig, hvad jeg selv vil, jo bedre kan jeg præge Wetware. De vil gerne havde disse input, netop dette har vi til fælles: Vi er søgende, vore holdninger skal konfronteres, skal vendes en ekstra gang.
Indtil nu har jeg haft et firma der hed IT-Guide Dr. Jones, et enkeltmandsfirma. Siden i sommer har jeg været involveret i et ”flermandsfirma”, svarende til et enkeltmandsfirma, som hed Wetware drift, som udelukkende skulle betale huslejen for vores fælles kontorlokale [ca. 11 mennesker, NBM]. Men man kan ikke skrive regninger ud fra dette firma, for alle dækker for det samlede beløb; kommer nogen efter os, dækker hver person for hele beløbet. Det vi skal have i stedet, er en firmastruktur som er en juridisk enhed i sig selv, det kan enten være et anpartsselskab eller et aktieselskab. Der er dog nogle skatteregler og nogle signaler udad til der gør at et aktieselskab så at sige er den store form. Det spiller også en rolle at vi gerne vil have muligheden for at vokse. Her har et aktieselskab en simplere måde at dele anparter imellem de involverede, vi kan nemmere gøre, det som vi selv vil. Vi har dér mulighed for at atomisere andelene, således at man får andele svarende til hvad vi mener den enkelte er værd. Man skal altså ikke have lige meget. Et anpartsselskab derimod er ofte delt i lige store andele. Som situationen er nu, vil vi højst sandsynligt, i løbet af senest en måned, have et sådant aktieselskab, evt. med et holdingselskab under (en struktur med firmaer i et hierarki der har noget med ejerskab at gøre). For mig betyder dette et valg: Enten kan jeg være en slags ven af Wetware, dvs. jeg sidder i samme rum som dem, og de har mulighed for at trække på mig når jeg er der, men er jeg der ikke, er det bare ærgerligt. Da vil min firmastruktur fortsætte som hidtil. Hvis jeg tror på Wetware, vil Wetware, så vil jeg enten lukke mit firma helt ned, eller sætte det stand by, og så er jeg ”Wetware” hele tiden, dvs. jeg lægger alle mine indtægter dér og så regner vi der fra; jeg får nogle af dem retur, og nogle af dem går i den fælles pulje. Konkret vil vi blive lønnet med en ensartet fast månedsløn, i hvert fald hvad gælder kernen af Wetware. De mere løse, vil blive ansat for x antal omgange. Én gang om året f.eks., vil vi så se på overskuddet, evt. fordele noget af dette mellem os, lægge det ud til yderligere investeringer o.l. Det kan også være at overskuddet skal blive liggende som en sikkerhed i firmaet, eller skydes ud som aktieandele til andre, f. eks. nye medarbejdere i Wetware. Men jeg har været meget i vildrede! Jeg har følt, at gjorde jeg dette, så ville det være at gøre det modsatte af alt det jeg tidligere har gjort. Men som jeg ser det nu, mht. hvad jeg tidl. har gjort, så har jeg eksperimenteret meget, jeg har famlet meget, men det er meget lidt der konkret er kommet ud af det. Jeg vil ikke sige at det er derfor det ikke virker, men jeg kan i hvert fald ikke løfte særligt meget når jeg bare er én. Jeg har tænkt på den mulighed at finde nogle andre der var mere af samme støbning som mig selv mht. ideologi, der f.eks. ikke ønsker denne yuppie kultur, hvor man rider på bølgen, men i stedet ønsker nogle andre værdier, men jeg har jo ikke fundet dem endnu,ej heller kigget specielt meget efter dem, og jeg ved heller ikke hvor jeg skulle lede. Spørgsmålet er om det ikke, i stedet for at finde nogen som mig selv, vil være bedre for mig at finde nogen der kan udfordre mig?
[Fordele og ulemper ved overgangen til Wetware. Eller forskellen mellem
IT-Guide Dr. Jones og Wetware.]
JS: ”Hvis jeg ikke vil bindes op på Wetwares firmastruktur, kan de omvendt ikke forvente noget fremtidigt af mig, de bliver nødt til at tage stilling til hvordan og hvorledes i hvert enkelt situation, så er det svært at sidde med ved bordet” [vedrørende langsigtet planlægning af samarbejdsprojekter m.v. NBM]
NBM: "Du skal sidde med ved bordet, fordi du har noget særligt at tilbyde, ikke fordi du har bundet dig, og har givet en direktør råderet over din tid. Problemet er; at i det øjeblik du har solgt denne råderet, får de ikke den frie, visionære Jonas som var udgangspunktet. Men en ”institutions Jonas”.
JS: ”Det at vi er der fuld tid, er netop samarbejdets styrke, muligheden for at påvirke hinanden, ikke kun ved møder, men netop ved den fortsatte måde vi sidder og arbejder sammen på, der sker en gensidig og kontinuerlig påvirkning som har betydning for diskussionen af hvor vi skal hen ... Hvis jeg vil have muligheden for at gå når det passer mig, er det kun en fordel for mig, og for "IT-Guide Dr. Jones", ikke for "Wetware”.
[NBM fremhæver i modsætning hertil at det netop er styrken ved denne anderledes firmastruktur at man hele tiden skal fastholde hinanden i projekterne, tænke i nutiden og være åbne for nye impulser]
JS: ”Det mine overvejelser går på, det er om jeg vil fortsætte med denne famlen efter min egen identitet, efter hvad mit forhold til penge skal være. Vil jeg fortsætte med dette og videreudvikle dette, eller vil jeg prøve at sadle om og sige: Nu drejer det sig ikke om at finde ud af hvordan jeg skal forholde mig til det at tjene penge. Nu skal jeg tjene penge på den traditionelle måde, hvor man skriver en regning, når man har været ude på job, for til gengæld at fokusere mere strategisk på, hvor det er jeg vil hen med det at være i et firma, det er på et højere plan og det er samarbejde ... Jeg kan mærke, allerede nu, at nogle af de ting jeg tidligere har kæmpet med og har strittet imod over for, dem giver jeg nu los over for, f.eks. spørgsmålet om hvordan jeg skal prissætte mig. Der sidder nu pludselig eksperter med ved bordet, og siger: En ting er at man gør sådan og sådan ude i byen, men eftersom du gør tingene lidt specielt, så er der også de og de parametre du kan tage med ind over. Ved hjælp af sådan en styring, frigøres en masse energi, det er rart. Men disse ændringer får selvfølgelig en betydning. Lidt a la det der sker når jeg ønsker at være strateg for hvad gælder hvordan man skruer computersystemer sammen, så opstår følgende problem: For at være strateg, skal man kunne se det hele ovenfra, man skal helst ikke bruge tid eller kræfter på gøremål der giver skidt på fingrene. Men for overhovedet at vide hvad jeg snakker om, bliver jeg nødt til at have rodet rundt med tingene selv, Sidder man og kigger oppefra, vil man lige så langsomt miste fornemmelsen for hvor det at arbejde med computere bevæger sig hen.
Det handler om modsætningen mellem at være abstrakt og at være konkret, og dér føler jeg netop nu at jeg bliver mere abstrakt i min måde at forholde mig til penge og værdisættelse på. Man kan sige at jeg har hævet mig op over det, fået det til at køre på skinner, så jeg kan frigøre mig til noget andet. Men det betyder samtidig at jeg ikke længere forholder mig så meget til det."
Med den viden vi har om Smedegaards brud med "Wetware" i februar 2001, er de konklusioner der kan foretages baseret udelukkende på Smedegaards personlige forsøg med at skabe sig rammer som bedst understøtter hans ideologi. Der er ikke grundlag for at sige noget om mulighederne for at tankerne kan fungere i et større forum, fordi dette aldrig blev en realitet. Men det er tydeligt at det for Semdegaard har en stor effekt om han bevæger sig i sit eget gaveøkonomiske system eller i Wetwares aktieøkonomiske. Man kan med Polanyi sige at Smedegaard sørger for at leve i en "embedded economy"; i en økonomi indlejret i sine sociale relationer, hvorimod ved indtrædelsen i "Wetware" var der for Jonas tale om "disembeddedness". Med Bourdieu kan det beskrives sådan at Smedegaard forsøger altid at være en del af fodboldspillet, hvor handlingerne kommer intuitivt og uden, megen konkret spekulation om de er passende lige netop dér. I stedet for at befinde sig i skakspillet, med dets tendens til nøje kalkulerede gennemtænkte dispositioner.
Med Woodburn og Sahlins kan sættes fokus på at Smedegaard vælger at være tilfreds med en mindre økonomi til fordel for den grad af frihed det giver. Som de i "stenalder-overskudsøkonomien" gjorde det vha. nøjsomhed. Eller vha. reglerne i Woodburns eksempel, der skulle modvirke kampen om prestige, og deraf lade f.eks. jagt blive foretaget af dem, for hvem jagten var løn nok i sig selv. Det kan også siges sådan at kulturen kommer før strukturen. Smedegaard skal tage stilling og vælge sit fundament, først da kan det træde understøttende til. Det økonomiske system; har både konsekvenser for Smedegaards tanke- og handlemønstre, men det er ikke den eneste forudsætning for disse. Deraf bliver tendensen, at det er kulturen der skal starte og fastholde den strukturelle ændring. Smedegaard vælger at gøre tingene ud fra en ideologisk vinkel. Han prøver at leve ud fra sin egen model og vise at det kan lade sig gøre i den virkelige verden, det er ikke strukturerne der pådutter ham det. Dette er lidt af et paradoks: De "rigtige" strukturer får Smedegaard til at handle hensigsmæssigt, men det er kulturerne der skal sætte gang i de rigtige strukturer. Hvor skal man så starte? Ved hønen eller ved ægget?