Standard alm side

I denne gruppe, hvor gaven har en vigtig symbolbetydning mht. hvad det er for muligheder udvekslingen på Internettet giver, er Richard Barbrook[1] den mest energiske og analytisk dybdegående. I modsætning til en del af de andre jeg har fundet artikler af, det gælder både inden for Nettime og uden for, er Barbrook den der mest standhaftigt er vedblevet med at udvikle sine idéer om hvilke kræfter der hersker på Internettet, det være sig både menneskelige og maskinelle. Men lige så vigtigt i denne sammenhæng, med en fortsat hælden til begrebet gaveøkonomi som det der bedst betegner udvekslingen. På baggrund af dette er Richard Barbrook valgt ud som den der bedst giver et teoretisk grundlag for det jeg har samlet under kategori B den romantiske gaverelation.

Der vil i det følgende blive taget udgangspunkt i hvad Barbrook forstår ved begrebet gaveøkonomi, og hvordan denne forståelse hænger sammen med Barbrooks øvrige analyser og teoriopbygning.[2]

Barbrook tager afsæt i det forhold at ganske almindelige mennesker i dag udveksler med hinanden over nettet uden der er penge involveret. Det er for ham et vigtigt element at holde fast i at det rent faktisk falder så mange mennesker naturligt.

Dette mener han skyldes nettets historie, det forhold at nettet i starten var sponsoreret af den amerikanske stat; at videnskabsfolkene der opfandt infrastrukturen havde en delekultur, fordi de var ansat af staten og dermed kun havde noget at vinde ved at dele deres viden med hinanden, som det længe har været kotume inden for grundforskningen.

Denne kultur har overlevet selv om Internettet har bredt sig til en langt bredere befolkning. Samtidig har det forhold at alt lå digitalt, og derfor kunne kopieres i et utal af eksemplarer uden merudgift, samt det forhold at forbindelsen er i den enkeltes hjem, hvilket betyder at nettets indhold er nemt at komme til, haft stor betydning. Når udgangspunktet for Barbrook, i menigmands frie udveksling af gaver, er så vigtigt, er det fordi han ser denne, for ham demokratiske, mulighed truet, både fra det han kalder det ny højre og fra det han kalder det ny venstre. Det ny højre står for forsøget på at vareliggøre den frie gaveudveksling der falder folk så naturligt, det er markedet der trænger sig på og som Barbrook kun i meget lille omfang vil give plads. Det ny venstre mener derimod at nettet kan blive en opfyldelse af drømmen om ét stort civilsamfund uden dominans fra hverken stat eller marked.

Som erklæret socialdemokrat tror Barbrook på et mix mellem såvel stat, som marked og civilsamfund, og han mener den rette dosering i forhold til Internettet er at lade dette sted være demokratisk frit spillerum, hvor mennesker i deres fritid, frit kan udveksle gaver. For Barbrook er Internettet altså "et rum" der, af staten, skal garanteres frit for vareliggørelsen af almindelige menneskers gaveudveksling. Barbrook går så langt som til at kalde fænomenet for "cyber-communism".

Igen tages der her udgangspunkt i at alle der bruger Internettet, uanset deres ønske om marked eller civilsamfund som det styrende, deltager i gaveøkonomien. Uanset om mange politikere, analytikere og erhvervsledere tror på at markedet er den bedste regulator, og derfor med alle midler forsøger at vareliggøre udvekslingen på Internettet, så ligger der i Internettets strukturer et incitament til at udveksle gaver. Begrebet cyberkommunisme bliver således ikke blot hæftet på udviklingen som et beskrivende element, den marxistiske teoriopbygning, der ligger til grund for begrebet, bliver involveret i analysen:

Det er kapitalismens sejrsgang, især i den vestlige verden, der nu skaber grobund for dens kollaps, i hvert fald på visse områder.

Ved at erstatte aristokratiets og de gejstliges feudalt baserede kontrol over landområderne (en kontrol styret af nedarvet hierarkier, specielle æreskodeks og konkret våbenmagt) med en mere atomiseret individuel ejendomsret til landet, skabtes mulighederne for markedskræfternes udviklingspotentiale. Ved at lade kampen om udnyttelsen af de enkelte landområder foregå under mere ordnede former, var det muligt at belønne den der fik mest ud af sit jordområde. Men samtidigt blev kapitalismens egentlige paradoks (og måske nogle af dets ligheder med feudalismen?) tydeliggjorte: "Individuel ejendom er forhåndsbetingelse for kollektivt arbejde" (Barbrook 99: part 2, s. 4). De som havde de bedste idéer, bedst kunne indregne en cost benefit analyse i deres arbejde, og bedst tilpassede udbud til efterspørgsel, kunne få andre til at arbejde på deres personlige ejendom; først på den personligt ejede jord, og senere på de personligt ejede produkter.

Kapitalismens indbyggede drivkraft (den fortsatte vækst) gav alle involverede bedre levevilkår, og med overgangen til stadigt flere og nye produkter var det nødvendigt at også de der ikke ejede, via deres arbejde på produkterne, fik midler til at købe selv samme produkter. Dette har skabt et samfund hvor selv folk med forholdsvis lave lønninger har mekaniske, elektroniske og nu også digitale hjælpemidler til deres rådighed. Nogle af disse produkter giver mulighed for en langt større fritid end man tidligere har set, og andre produkter forbruger selv samme fritid.

Denne markedsdrevne model har fungeret upåklageligt ved at leve op til sine egne præmisser, men nu begynder det, i følge Barbrook, at knibe: Den megen fritid og de mange mekaniske, elektroniske og digitale redskaber som den almindelige borger har til rådighed, har gjort det muligt at deltage i en ny arbejdsform på nettet:

Dette forrykker kapitalismens dogme om at individuel ejendom er forudsætningen for kollektivt arbejde. Den enkelte oplever nu på én og samme tid at kunne deltage i et stykke kollektivt arbejde og selv få en gevinst, ikke afledt i form af en senere betaling der kan veksles til goder, men direkte, fordi der arbejdes på et kollektivt projekt. En stor del af denne forandring har at gøre med at flere og flere varer bliver digitale, bliver uhåndgribelige; går fra at være til at tage og føle på, og dermed rent fysisk mulige at indhegne, til at være et flydende digitaliseret fænomen. (eller går fra atomer til bølger, som Nicholas Negroponte har beskrevet det (Negroponte 95).

Hele denne udvikling ser Barbrook i lyset af Marx' historiske dialektik: "Capital thus works towards its own dissolution as the form dominating production"[3] (Barbrook 99: part 2, s. 2).

På linie med den skarpe dikotomi der ofte var tilstede hos antropologerne, der tidligere er beskrevet, er der altså også hos Barbrook en ganske kraftig opdeling mellem kapitalismens kræfter på den ene side, der ifølge Barbrook kun kan fungere i en verden med fysiske objekter, og en cyperkommunisme på den anden, som vil fungere på Internettet. Han beskriver selv denne dikotomi som følger:

Men her slutter henvisningen til den marxistiske dialektik ikke, også menneskenes forsøg på at forme de nye muligheder på Internettet indsættes heri, i den velkendte tese-antitese-syntese allegori:

Ved en afsluttende tilbagevenden til de 3 retninger "Det nye højre" (The positive) "Det ny venstre" (The negation) og de mere pagmatiske (The negation og the negation), som igen kun ses som et midtsøøgende (socialdemokratisk?) mix, sammenrøres strukturernes potentielle forandrende kraft (her Internettets digitalisering) med aktørernes (ganske vist begrænsede) muligheder for at præge denne forandring.

"No social order is ever destroyed before all the productive forces for which it is sufficient have been developed, and new superior relations of production never replace older ones before the material conditions for their existence have matured within the framework of the old society ... The bourgeois mode of production is the last antagonistic form of the social process of production ... an antagonism that emanates from the individuals' social conditions of existence - but the productive forces developing within bourgeois society create also the material conditions for a solution of this antagonism. the prehistory of humanity accordingly closes with this social formation."[4] (Barbrook 99: part 3 s. 6)

Barbrooks vinkel er interessant, fordi den i stor målestok beskriver "gaveøkonomiens" kraft som forandrende faktor. Problemet er dog stadig at få has på præcis hvor skillelinien mellem gave og vare, eller gave og økonomi, skal trækkes.

I essayet "Cyber-communism" er det i hvert fald svært at få hold på. Umiddelbart virker det som om nettet skal holdes frit af økonomiske interesser, men samtidig tales der om at den egentlige forskel ligger i at der altid har været problemer med at holde styr på den intellektuelle ejendomsret. Hvis den ikke skal være mulig, da har det vel følger langt ud over Internettets rammer? Og hvis det kun er nettet der hentydes til, er det da muligt at afgrænse Internettet fra verdenen "off-line", som en selvstændig gaveøkonomi? Når der kun tales om det rette mix, eller den rette hybrid, mellem gave og økonomi, så forbliver det uklart, hvordan dette skal kunne lade sig gøre. Tilbage bliver en historisk drivkraft mod en øget gaveudveksling, uden tilstrækkelig forklaring af hvordan den kan plejes. Hvad statens rolle er mv.

Barbrooks afstandstagen til de mest radikale i det civile samfund, de mest radikale markedsfortalere, samt hans brug af begrebet kommunisme, og det forhold at han selv er statsansat ved et universitet, leder tanken hen på at han selv forestiller sig at staten som regulator, og som fordeler af ressourcer, skal have en stadig større rolle. Men da bliver det naturlige spørgsmål: "hvor skal pengene komme fra?" ofte siger man jo at det er det private erhvervsliv der skaber værdierne, som det offentlige derefter deler ud af, og Barbrook har jo selv beskrevet kapitalismens triumf, så dette spørgsmål er nærliggende. Ét muligt svar kunne være at Barbrook mener, at vi med den nuværende levestandard i de vestlige lande, har mere end rigeligt, og derfor ikke behøver vækst, ud fra en økonomisk målestok, inden for Internettet også. Da vil man kunne friholde dette som en gaveøkonomisk oase uden ejerskab og profitmaksimering, men til gengæld med muligheden for at værdien som ligger i den frie gaveorienterede udveksling stiger (her forstås værdi som den umiddelbare brugbarhed af det der kollektivt produceres, gives og modtages, uden økonomisk indblanding, på nettet).

Når dette, ifølge Barbrook, er en understøttelse af en mere naturlig vej at gå, end den der har været gældende tidligere, er det muligt at overlade mere af styringen til selvregulering (det der inden for nettet kaldes netikette). Mht. spørgsmålet om hvor pengene skal komme fra, så henviser Barbrook til de konkrete igangværende beviser i open source miljøet på at det kan lade sig gøre at tjene penge uden at have en intellektuel ejendomsret (de erhvervsmodeller der er skitseret i kapital 1).

Barbrook kommer dog tættere på en besvarelse af disse spørgsmål i det sidste større essay han har offentliggjort på Nettime: "The Regulation of Liberty", fra august 2000.

Statens rolle beskrives her som lige stor, hvad enten der tages udgangspunkt i at intellektuel ejendom skal være tilladt eller ej. Hvis det tillades skal staten stå som garant for, og direkte håndhæver af, at lovene, det vil sige patenterne, overholdes. Hvis intellektuel ejendom på Internettet derimod forbydes, vil staten skulle holde markedet ude af nettet, og fordi mennesker, ifølge Barbrook, naturligt udveksler gaver, bliver det sidste en mere "naturlig" opgave for staten at udføre end det første. Dette ud fra Hegels idéer om den en statskontrol i ligevægt:

"What makes the constitution of a state really strong and durable is such a close observance of [social] conventions that natural relations and laws comes to be in harmony on all points, so that the law ... seems only to ensure, accompany and correct what is natural" (Jean-Jacques Rousseau, "The Social Contract", s. 98) (Barbrook 2000b: 1).

[1] Medlem og medskaber af Hypermedia Research Center på University of Westminster, London

[2] Barbrook har været en flittig skribent til Nettime de seneste år. Han har videreudviklet sine idéer i nye store essays ca. hver 9. måned, følgende bygger på et af de seneste "Cybercommunism" fra sept. 1999.

[3] Karl Marx 1973 "Grundrisse" s. 700, London, Penguin.

[4] Karl Marx 1973 "Grundrisse" s. 21-22, London, Penguin.