Nicolai Bendix Mikkelsen Stubbevang 52 3400 Hillerød

Telefon: 30 23 05 24 E-mailadresse:  klik her

 

 

Til hovedsiden    

 

"Gaveøkonomi" - et perspektiv på udveksling over Internettet (1. gennemskrivning) (oprettet 06.01.01)           

Kapitel 2. "Teorier om gaveøkonomi"

Kategori A Bytterelationer,  gaveudveksling –gaveøkonomi?

Inden for antropologi og økonomisk antropologi er der en lang tradition for at beskæftige sig med gaveudveksling i arkaiske samfund. Men også andre fag som sociologi, filosofi, sprogvidenskab og psykologi har brugt "gaveudveksling" som udgangspunkt; dels for analyser af beslægtede områder; og dels som afsæt for en forståelse af helt andre fænomener. [note?]

Samles dette kan de dele udvælges der er relevant for at beskrive og forstå udvekslingen der foregår på Internettet.

Marcel Mauss er speciel i denne sammenhæng; fordi han er den mest citerede både når omdrejningspunktet er gaveudvekslinger uden Internet-relation og med. I det følgende vil Mauss' resultater derfor være omdrejningspunkt for en forståelse af hvordan alle kilderne, der henviser til ham, bruger ham, og hvad det tilbyder en mere overordnet teori om moderne gaveøkonomi. ("Marcel Mauss, gave- og internetudveksling") (samt "De moderne gaveteoretikeres brug af Marcel Mauss"). Dernæst vil traditionen inden for antropologi, for at beskæftige sig med gavegivning blive inddraget sammen med andre bud fra andre fag ("den gådefulde gave").

 

Marcel Mauss, gave- og Internet udveksling.

Mauss analyserer et stort antropologisk materiale, frembragt af andre forskere via feltarbejde, vedrørende primitive eller arkaiske kulturer, ud fra en, på dette tidspunkt, temmelig ny metode; den komparative. Han sammenligner forskellige samfunds såkaldte bytteøkonomi og lægger mærke til at udvekslingen styres af et princip hvor pligten: til "at give"; til ”at modtage” og til ”at videregive” er omdrejningspunktet. Mauss finder at ”varer” på denne måde er i konstant cirkulation, og at menneskenes forsøg på at overholde de 3 typer af pligter er det kit der får hele samfundet til at hænge sammen. Det igangsættende er at den enkelte gave er besjælet, den indeholder ”Hau”. Således er det hele samfundets udbredte religiøsitet der danner grundlag for cirkulationen.

Samtidig beskriver Mauss udvekslingen som antagonistisk. Den har en rivaliserende karakter, såvel eksternt mellem stammer, som internt mellem mænd. Denne type udveksling samles under betegnelsen ”potlach”, som egentlig betyder ”at gi’ næring”, ”at konsumere”, men som hos Mauss er lig med totale ydelser af antagonistisk karakter.

Der foregår således en art konkurrence, hvor der tilsyneladende er vendt op og ned på de spilleregler der senere er blevet udbredt i moderne samfund. Nemlig at man ved at være i stand til at give mest væk, eller ligefrem ødelægge flest værdifulde genstande, anses for at være mest værd. Dette ”Hau” som besjæler genstandene, betyder at der føres kontinuerligt regnskab med alle de gange genstanden er blevet overbragt, og at giveren har part i det givede længe efter det er afhændet. Gud, eller religionen, er den endelige regnskabsfører, idet den enkelte står til regnskab, ikke bare overfor de dødelige konkurrenter, men også overfor Herren selv. Derfor bliver begrebet ”Hau” egentligt det vigtigste for forståelsen af hvad der holder gavecirkulationen i gang (Mauss 90, Mauss 95).

 

Det første der stikker i øjnene mht. kildernes forståelse af Mauss, er at alle der bruger begrebet ”potlach”, har misforstået dets betydning. Alle tager de udgangspunkt i den umiddelbare betydning: ”at konsumere” og lægger dertil vægt på at det har at gøre med en fest. Derved nedtones det meget vigtige antagonistiske udgangspunkt. For kategori B. betyder det at nogen tager udgangspunkt i en arkaisk udvekslingsform af alt for romantisk karakter (11, 18, 17,11, 35) [kilde 7 berører arkaisk som grønlændernes ”dele-regler”]. For kategori D at man netop afviser Mauss’ resultater som jubelglad tilbageskuenhed til en tid, hvor alle ville hinanden det godt, styret af en fælles religion. I kategori A er der én der understreger, at netop begrebet ”potlach” er blevet nedtonet (1) mens resten ikke nævner begrebet. I kategori C er man mere blandet. [Hvordan?]

Der er således en generel tendens til at tolke denne misforståelse i overensstemmelse med det projekt, eller den analyse,  den enkelte kilde selv er fortaler for. Jo mere handelsorienteret, jo mere afstand til Mauss. Men denne misforståelse peger samtidig på et andet fællesskab kilderne imellem: Mauss analyse er ikke vigtig i sig selv. Det virker ikke som om, ret mange, rent faktisk har læst ”Gaven”, og, på baggrund heraf, bruger essayet til noget væsentligt. Det er mere en understøttelse af, eller en indledning til, andre og mere vægtige argumenter. Hverken det historiske aspekt, eller de teoretiske muligheder, spiller en hovedrolle, samlet set, og derfor er det heller ikke relevant at stille de enkelte kilder til regnskab for deres brug af Marcel Mauss. Mere nærliggende er det at få samlet de brudstykker fra Marcel Mauss som bruges kreativt i de enkelte kilder. Der vil derfor i det følgende blive foretaget en forholdsvis brutal opsplitning af Mauss’ samlede teoriopbygning, hvor der kun medtages brikker, der hver for sig giver mening i forhold til en teoriopbygning for den moderne gaveøkonomi.

Når det her findes forsvarligt at ignorere Marcel Mauss samlede teoriopbygning er det ikke kun fordi han bruges så lemfældigt i kilderne. Mauss’ undersøgelser er, som vidnesbyrd, af eftertidens fagfæller, blevet vejet og fundet for let. Der er rejst tvivl om Mauss’ fortolkning af én af hans hovedkilder: der er grundlæggende enighed om den antagelse, at Mauss overfører udtalelser om begrebet ”Hau” fra en forholdsvis isoleret og konkret kontekst, hos en enkelt stamme, til at gælde for alle de arkaiske kulturer han undersøger fra Melanesien til Amerika, og at han tilmed misforstår denne person.[2] Det spiller også ind at Mauss lægger så stor vægt på religiøsiteten. Dette er et aspekt der er meget svært at overføre til et moderne samfund, hvor religiøsiteten for langt de fleste er udspaltet fra det daglige liv.

 Det kan umiddelbart undre at Mauss' artikel ”Gaven” fortsat debatteres og tages som udgangspunkt, såvel inden for antropologien, som uden for, i forbindelse med analysen af internetudveksling, når de egentlige resultater er uholdbare. Den mest sandsynlige grund er at visionerne og idéerne, som Mauss var den første til samlet at fastholde, har overlevet manglerne ved de akademiske resultater. Inden for antropologien og beslægtede fag, fascineres man fortsat af tanken om gaven som udvekslingsmiddel og de teoretiske muligheder dette giver: I 1933 udgav Georges Batailles et essay: "The Notion of Expenditure", begyndelsen på en teoretisk udvikling af en økonomi baseret på overskud, med inspiration fra Mauss. Først færdigudviklet i 1949 (?) ('Schrift 97: 5) (Bataille optræder i kilde 5, og i ?). I 1950 udgav socialantropologen Claude Lévi-Strauss: "Introduction to the Work of Marcell Mauss". Her blev Mauss' idé om at systemet var "totalt"; havde indflydelse på alle dele af samfundslivet, set som et bud på en strukturel[istisk(?)] antropologi. I stedet for at se "Hau" som et religiøst fænomen, blev det beskrevet som en "floating signifier", udgangspunktet for strukturalismens idé om at alle mennesker styres af den samme indre kerne bestående af symboler af universel karakter som den enkelte ikke behøver at lære, men som så at sige er indlejret i os (Godelier 99:25) (Schrift 97: 7- og 45-). (Lévi-Strauss optræder i kilderne: ?) Endvidere har Jaques Derida[3] og Pierre Bourdieu (herom senere) også foretaget analyser med udgangspunkt i Mauss.

Sådanne teorier har fastholdt en interesse, selv om det ikke længere var Mauss’ teorier og undersøgelser det handlede om.

Mht. brugen af Mauss på Internettet, kan årsagen være beslægtet i den forstand at mange tidligere har beskæftiget sig med ham. Dette kan i sig selv genere en blivende aktualitet, der får Mauss til uophørligt at være tilstede når man beskæftiger sig med gaveøkonomi. Det kan også have betydning at han er én af de få der rent faktisk giver et bud på gavens rolle. Søger man på ordet ”Gift” eller "gave" i bibliotekers databaser får man Marcel Mauss’ essay, men ikke henvisninger til f.eks. Bourdieu og Lévi-Strauss eller Marshall Sahlins, det kan betyde at flere bliver opmærksom på Mauss' resultater[4]

De moderne gaveteoretikeres brug af Marcel Mauss

Normalt drives økonomien, og særligt teorier om økonomien, af problematikker vedrørende hvordan samfund bruger mangelfulde ressourcer bedst muligt til at producere værdifulde varer, og hvordan disse senere hen fordeles.[5] Marcel Mauss’ tænkning giver mulighed for at vende dette dogme på hovedet, således at man forestiller sig at man har mere end rigeligt at fordele. Hos Mauss ses dette ved at de stammer der er udgangspunkt for den komparative analyse har ”råd til” at afholde disse overskuds festivaler, forskellige afarter af potlach, hvor vinderen er den der kan give mest, og hvor der endda ligefrem bliver ødelagt kostbare ressourcer for at vise hvor velhavende man er.[mangler note]

Én konsekvens af et overflodssamfund kan være at det ikke i sig selv er vigtigt at have meget for at være rig. Man må stræbe efter mere end det. I de primitive kulturer giver man ud af sin rigdom i en form for omvendt auktion. Deltagerne skiftes til at forære noget væk; efterhånden vil færre og færre have noget tilbage at give indtil "vinderen" er fundet. Dette behøver ikke at foregå ad én gang, det er lige så tit en fortsat løbende proces. Det vigtige er at man; når det ikke er muligt ved at eje at opnå goder som andre ikke har, finder en anden måde at opnå goder på. Ved f.eks. at være den mest ansete. [Evt. uddybe omskrivningen efter kig i "The Gift"] Fra Mauss' side var dette både "en slags usynlig hånd"; det virkede integrerende ind på samfundet og fik cirkulationen i gang; men samtidig var det en ramme inden for hvilken der kunne spekuleres. Den der forstod at beregne sine muligheder bedst, ville alt andet lige (som det ofte udtales inden for økonomien) have bedst mulighed for at opnå mest anseelse. Denne dobbelthed er udgangspunktet for de fleste af kilderne, der beskæftiger sig med, eller henviser til, Mauss. Den bruges dog lidt forskelligt. Groft set kan der skelnes mellem 3 vinkler på denne dobbelttydighed. Den første er især at finde i kategori B, men også i kategori A. Den anden er at finde i kategori C og den tredje i kategori D.

I kategori A og B tager nogle udgangspunkt i selve integrationskraften, som noget forskelligt fra det vi har i dag hvor økonomien virker disintegrerende (RUC anmeldelser) andre tager udgangspunkt i de muligheder et samfund får hvis det bedst kan betale sig at være gavmild. [mangler note] Her er styringen en positiv kraft og besjælingen udlægges som [a] "need to give ..." (potlach). I dette lys ses markedsøkonomien også i skarp kontrast til gaveøkonomien (potlach).

I kategori C sammenlignes dette med hvad der sker når produkter bliver digitale; det koster stort set det samme at lave ét som at lave uendeligt mange. Samtidig koster udbredelsen og udvekslingen stort set ingen ting. Eric S. Raymond sammenligner derfor hackeres ubegrænsede delemuligheder, med den overskudskultur som var udbredt i visse arkaiske samfund. Den der giver det helt rigtige får mere anseelse end den der har samlet flest af de andres programmer og dermed måske programmæssigt egentligt er rigest (Raymond 98: 9). Her er det mere det forhold at alle har mere end nok der ses som udgangspunkt for en anderledes udveksling, end det er f.eks. systemets kvalitative fordele. Samtidigt beskrives det som et forholdsvist isoleret fænomen, som kun foregår i stor stil inden for en bestemt gruppe mennesker, også dette svarer til at gaveudvekslingen i arkaiske kulturer, kun har fungeret hvor befolkningsgruppen involveret ikke blev for stor. Raymond tager således ikke skridtet videre og forsøger at beskrive om dette kan foregå i et større samfundsmæssigt perspektiv. I kategori D er udgangspunktet at gaveudvekslingen, når den første er sat i gang, kan forblive en fortsat løbende proces. Den kan sammenlignes med et domino spil, man behøver kun at røre ved den første brik, så forløber resten af sig selv, i teorien i det uendelige.

Den japanske økonom, Katsuhito Iwai, tager Mauss på ordet og forsøger at sætte gaveudvekslingens dogme på formel helt konkret. Det kræver nogle justeringer at sætte noget så komplekst på formel, og disse kan i sig selv diskuteres, men foretagendet bidrager både til en større forståelse af måden man i kategori D forstår verden på; og samtidig udvider det perspektivet på det dobbelttydige i Mauss' system. Iwais forehavende er ikke møntet på en forståelse af internetudveksling, han forsøger at forklare hvordan det nuværende økonomiske system er opstået og hvorfor. Men han er repræsentativ for den økonomisk-handelsorienterede vinkels forståelse af Marcel Mauss og arkaisk udveksling.[6]  Det religiøst moralske dogme om: "at give", "at modtage" og "at videregive" kan formuleres som følger: "Always give your products to a needy individual who has never broken the penal code in the past, but never give your products to any individual who has broken the penal code at least once in the past" (Iwai 97: 42). Overholdes dette dogme vil det skabe rammerne for en rig udvekslingskultur som ikke er forenelig med hverken en bytte- eller en pengekultur, men som hviler i sig selv som et såkaldt "perfekt Nash equilibrium" [evt. fodnote]. Dette kræver dog at alle medlemmer af samfundet har "fuldstændig information" om de andre mennesker i samfundet, hvilket konkret også vil sige fuldstændig hukommelse, da man hver gang man står med en gave skal kunne redegøre for alles tidligere gavegivning, gavemodtagelse og gavevideregivning, i det uendelige. Men forestiller man sig dette muligt, har personen, med en gave, intet incitament; hverken til at beholde gaven, for derefter at vente på en gave fra en anden; eller til at videregive gaven til en der ikke har overholdt dogmet. Begge valg, vil udstøde vedkommende til et liv, hvor kun selvforsyning er mulig. Dette "økonomiske menneske", der ud fra de givne forhold handler mest hensigtsmæssigt, vil derfor altid overholde dogmet.

Forstået sådan, har Marcel Mauss "gavegivningsdogme" fuldstændig de samme egenskaber som "markedets usynlige hånd". Dette viser samtidig at et samfund sagtens kan motiveres til udveksling uden at have et udvekslingsmiddel som f.eks. "commodity money" [evt. note eller dansk oversættelse] eller "fiat money" [evt. note]. Dette stiller spørgsmålstegn ved hvor langt væk Mauss' gavegivningsdogme egentlig er fra den almindelige markedsøkonomi som den bl.a. blev udviklet med henblik på at stille spørgsmålstegn ved.

Iwai ender dog med at afskrive gavegivning som en ligevægtsøkonomi, idet den fuldstændige viden, ikke i praksis er mulig. Kun i særdeles små grupper af mennesker, kan kriterierne for Mauss' gavegivningsdogme tilnærmelsesvis opfyldes. Dette kan umiddelbart afskrive hele Iwais forsøg på at sætte Mauss på formel, men det kan også ses mere relativt, svarende til at de omformuleringer af menneskelig udveksling, som al økonomisk teori kræver, aldrig eksisterer i praksis. Gør man dette kan Iwais formulering i stedet være med til at bevise gavegivningens styrke i små samfund, hvor man kender hinanden ganske indgående, netop den type samfund som Mauss udviklede modellen til. Men dette faktum ændrer ikke ved at Mauss' model er yderst dobbelttydig [dobbelttydig hvordan ?]. I det man selv både kan beregne og styre sine muligheder, men samtidig er styret af religionen?] og i den forstand i sig selv ikke anderledes end et hvilket som helst andet udvekslingssystem f.eks. drevet af "commodity money" eller "fiat money". Set ud fra denne dogmatiske vinkel bliver det dermed tydeligt at Mauss ikke lykkes med sit forehavende om at udvikle, eller beskrive et system der i sig selv får det bedste frem i menneskene. Der skal mere til. Men hvad?  

"Den gådefulde gave"

Én mulighed er at se gaveaspektet mere overordnet, mere komplekst, som en mulighed for at få et teoretisk ståsted med et radikalt anderledes perspektiv på udveksling, end det markedsøkonomien tilbyder. Samtidig kan denne gaveudvekslingsmulighed spejles i, og kontrasteres med, markedsøkonomien, pengeøkonomien. Dette er især blevet gjort inden for antropologien, i dag ofte kaldet social antropologi eller økonomisk antropologi. Feltet er i sig selv ganske stort og spændende. I skrivende stund ligger der 32 navne på arbejdsbordet og slås om at komme til orde[7]. Det er dem jeg mener er mest interessante og vedkommende men da forståelsen; af gaveudvekslingen i sig selv, ikke er formålet med dette projekt, vil det følgende kun indeholde konklusioner og vinkler fra dette meget store materiale ikke gennemgribende beskrivelser af sammenhængene imellem dem: deres udgangspunkter; så som feltstudier, diskussioner mm.

Der vil blive fokuseret på de teoretiske greb eller kneb, der kan løftes ud af det konkrete og udvide analysepotentialet for begrebet gaveøkonomi.

Der tages fortsat udgangspunkt i dikotomien "gaverelation" vs. "handelsrelation" (gave vs. økonomi), fordi denne modstilling er central for mange af teoretikerne om end de har meget forskellige bud på hvordan. De 32 analytikere er kogt ned til 8 perspektiver på dikotomien. Ikke alle er med, og nogle er samlet under samme perspektiv.

 

Figur 5.3

Teoretiker	Gaverelation                        vs.   Handelsrelation
Karl Polanyi:	"Embeddedness"                 vs.   "Disembeddedness" Økonomien indlejret de sociale relationer "substantivism"                    vs.   "formalism"
Marshall Sahlins:	"Generaliseret reciprocitet"   vs     "Negativ reciprocitet" "Balanceret reciprocitet"
Hélenè Cixous:	"Kvindelige relationer"           vs.   "Mandlige relationer"
Maurice Godelier:	"Ikke afhændeligt"                vs.   "Afhændeligt" (Inalienability)                             (Alienability)
Marilyn Strathern:	"Dispositional agreement"/    vs    "Ownership" "Dispositional authority"                                  (?)
James Woodburn:	"Redistribution"                    vs.   "Reciprocitet"
James G. Carrier, Parry and Bloch	"Langsigtede værdi-                     "Kortsigtede overskuds- influerede dispositioner"        vs.   producerende dispositioner"
Pierre Bourdieu	"De symbolske goders         vs.   "Den økonomiske udvekslings økonomi"                                    økonomi"

 

Karl Polanyis[8] hovedformål er at vise at markedsøkonomien ikke er et universelt fænomen som har visse lovmæssigheder, men er én af flere måder mennesket kan vælge at integrere økonomien i samfundet på. Dette beskrives med distinktionen mellem 2 metodiske indfaldsvinkler til begrebet økonomi; en "formalistisk" over for en "substantivistisk" (Stansfield 86: 33-). Dette gøres ved en historisk beskrivelse af den transformation økonomien har gennemgået gennem tiderne (Stansfield 86: 94-106). Overordnet udledes 4 forskellige måder ud fra hvilke økonomien har været organiseret: 1. "Reciprocitet" (gaveudveksling, Mauss), 2. "Redistribution" (fra herre til vasal (modydelse)). 3. "Udveksling" (exchange)(det frie marked). 4. "Husholdningsøkonomi" (internt i familien) (Stansfield 86: 65-)

Dette kan samles i en anden vinkel på dikotomien nemlig: i en forskel mellem en økonomi der er indlejret i de sociale relationer ("embedded economy") og en økonomi der ikke er indlejret i de sociale relationer ("disembedded economy") skellet drages mellem på den ene side 1. "reciprocitet", 2. "redistribution", og 4.  "husholdningsøkonomi" over for 3. "udveksling" på den anden. I de tre første er økonomien indlejret i de ikke økonomiske institutioner som familieforhold, samfundsrelationer mm., Polanyi beskriver dette som at økonomien, som den integreres, er anonym (Stansfield 86: 108).

Denne anonymitet er gradvis forsvundet med overgangen til den "ikke indlejrede økonomi". Her kommer økonomien før de sociale relationer, den bliver bestemmende for disse, i stedet for et hjælpemiddel til at få dem til at fungere. Polanyi beskriver også hvordan den almen-menneskelige trang til profit bliver holdt i ave når den er indlejret i, og dermed afhængig af, religiøse, familiemæssige og politiske motivationer. Hvorimod menneskets trang til profitmaksimering får frit løb i den ikke indlejrede økonomi (Stansfield 86: 108).

 

Marshall Sahlins videreudvikler Polanyis 4 økonomiske organisationsformer med henblik på at beskrive udveksling i arkaiske samfund. Han vil vise at de ikke nødvendigvis havde et mangelsamfund, selv om der var få ressourcer, men at de nærmere var bedre end moderne mennesker til at indstille sig på ikke at leve over evne. For Marshall er der tale om et kontinuum hvor der gås fra "generaliseret reciprocitet" (altruistisk orienteret, der forventes ikke nødvendigvis noget tilbage, oftest inden for familien) over "balanceret reciprocitet" (i større sammenhænge inden for stammen, f.eks. gaveudveksling hvor giveren skaber incitament til modgave fra modtageren), til "negativ reciprocitet" (udgangspunktet at få mere igen end der er givet, (mest ekstremt i form af tyveri).

Skal markedsøkonomien indlejres i dette kontinuum vil den befinde sig mellem "balanceret reciprocitet" og "negativ reciprocitet". Sahlins tredeling er også en måde at beskrive den mere overordnede dikotomi mellem gaverelationen og markedsøkonomien på. Ved sin beskrivelse af "stenalderøkonomien" som en velfungerende overskudsøkonomi i en verden af knappe ressourcer, bliver kritikken af den moderne mangeløkonomi, i en verden med et stort overskud, tydelig. (Stansfield 86: 87-92) (Sahlins 72).

 

3. Hélène Cixous [9] fører dikotomien ind i kønsdebatten ved at rette fokus mod den påstand at forskellen mellem gaverelation og markedsrelation har oprindelse i forskellen mellem den maskuline og den feminine måde at give på. Den feminine giver er grundlæggende, ud fra de kulturhistoriske kønskonstruktioner, mere indlejret i en forståelse af det at give som noget der ikke behøver at skabe gengældelsesfølelser hos den der gives til. Dette kommer bl.a. af moderens rolle i forhold til børn og familie  der er masser at give af f.eks. kærlighed, så modtageren skal ikke være nervøs for at mængden af ressourcer slipper op. Over for dette er den mandlige giver motiveret af et udadvendt og mangelmotiveret incitament. Det handler om at eje, og puljen må konstant forøges af angst for at miste den, af angst for separation. En angst der i overført betydning, kan ses som en angst for at miste penis. (Schrift 97: 11-12 og 148-73). Denne angst, og det faktum at manden styrer samfundet i dag, er grunden til at udveksling hovedsaligt sker med profitmaksimering for øje.

 

Maurice Godelier tager i bogen "The Enigma of the Gift" fra 1999, Mauss' spørgsmål, vedrørende hvad gavens gåde er, op igen. I stedet for Mauss' forklaring med udgangspunkt i religionen, i besjælingen af gaven, stiller  Godelier en anden forklaring, som tager udgangspunkt i en forståelse af de arkaiske kulturer som mindre forskellig fra vores egen og tager mekanismer i brug som moderne mennesker også benytter sig af. Det er graden af ejerskab der bliver sat i centrum; at der godt kan gives noget væk uden den egentlige ejendomsret medgives ("giving while keeping"). Dette fører til to slags objekter; Det der er "afhændeligt" (alienable) og det der er "ikke-afhændeligt" (inalienable)[10]. Dette giver en noget anden forståelse af hvad der var på spil i de arkaiske samfund. Nu er det ikke blot et spørgsmål om at cirkulationen holdes i gang ved en konstant gensidig gavegivning, gavemodtagelse modtagelse og gavevideregivelse, og ved forsøget på at huske hvem der har givet hvad til hvem sidst. Objekterne får tilført endnu en dimension. Ud over den værdi objektet tilføres i en gavegivningssituation, den værdi der kan sammenlignes med en prissættelse, at nogle muslingeskaller er sjældnere end andre og derfor en flottere gave. Ud over dette, tilføres objektet en form for affektionsværdi. Der er noget man holder mere fast ved end andet, noget man giver væk, men som man fortsat påberåber sig ejerskabet af. Samtidig tilføjes dette ejendomsaspekt også i værdisættelsen således at det der skal huskes på, ikke blot er hvem man skylder gaver til, og hvem man mangler at få gaver fra, men også hvilken form for ejerskab den pågældende gave implicerer. I stedet for Mauss' fokus på den besjælede gave, der ind i mellem vendte tilbage, efter mange udvekslinger, til en bestemt person, beskriver Godelier dette som den "ikke afhændelige" gave der vender tilbage til sin egentlige ejermand. (Godelier 99: 103) [denne henvisning skal checkes] Tesen bliver en idé om at der gives noget væk, men ikke noget andet, og det medfører at noget fastholdes over tid og i rum. Udgangspunktet i gaven handler i dette tilfælde om det der ikke gives væk, dette noget sammenlignes med noget helligt, i modsætning hertil stilles det profane: penge (Godelier 99: 9) Således bliver opdelingen stadig dikotomien gave vs. handel. Gaverelationen er kendetegnet ved det sociale, det ikke afhændelige, det ikke kontraktuelle, det hellige, mens det konkret udvekslingsmæssige, handelen, kendetegnes ved det afhændelige, det kontraktuelle, det profane. Og Godelier fører denne modsætning helt op til i dag og sammenligner med forskellen mellem markedet, det afhændelige og demokratiet, staten det ikke afhændelige. Han er ud fra dette nervøs for at det afhændelige har fået en for stor bid af kagen, således at det ikke afhændelige, som helt tilbage fra arkaisk kultur har været vigtigt, bliver stadig mindre vigtigt i dag. (af Godelier 99: 200-210) [mangler en del henvisninger i dette afsnit]  

 

Marilyn Strathern har en lidt anderledes forståelse af skellet mellem gaverelationen og handelsrelationen. Hun mener det findes og skal fastholdes, som de tidligere nævnte teoretikere med udgangspunkt i en afstandstagen til handelsrelationens dominans. Men i modsætning til disse, mener hun ikke skellet må være udgangspunkt for en analyse, da det præcis er at lade sig indfange af den måde at tænke på som er barn af "handelsrelationens sejr", og som vi i vesten er er præget af. Vi må bort fra at definere ejerskab ud fra en modsætning mellem kollektiv og individ hvis vi vil forstå arkaiske samfunds ejerforhold, men også fordi især nye medicinske fremskridt gør det nødvendigt at tænke ejerskab anderledes.

En vigtig konsekvens af at Marcel Mauss betonede at gaven var besjælet, er at modsætningen mellem person og ting forsvinder ved en sammensmeltning af de to til én. Dette aspekt har jeg ikke betonet i min beskrivelse af Mauss' brugbarhed, måske netop fordi også jeg er præget af en forståelse af ejerskab der kan opdeles med udgangspunkt i forskellen mellem det kollektive og individet. Strathern mener igennem sit feltarbejde at have fundet ud af, at det netop er ved en betoning af denne sammensmeltning at det er muligt at forstå visse arkaiske samfunds særlige ejerforhold. I stedet for ejendom sættes ejendomsret eller besiddelse. Man kan ikke eje noget i disse samfund, men man kan have besiddelsesretten i en periode. Endvidere kan denne besiddelsesret diskuteres og således kan det også være en magtfaktor at have autoritet til at bestemme hvem der skal have besiddelsesret over hvilke ting.

Den vestlige ejendomsforståelses udgangspunkt i dikotomien kollektiv over for individ, eller subjekt - objekt modsætningen, sporer Strathern bl.a. tilbage til idéen om at det ikke er muligt at eje mennesker. Alt hvad der er tæt knyttet til mennesker; det vil også sige de følelsesmæssige forhold, har været uden for markedets domæne, og set i modsætning hertil. Men denne dikotomi er ikke længere holdbar; fordi forskellen mellem det personlige og det kollektive atter udviskes, og sammensmeltningen mellem person og ting atter er tydelig, når en kvindes ikke befrugtede æg kan gøres til handelsobjekt, når kroppen ikke længere kan forstås som metafor for et individ, et subjekt, som ikke kan gøres til genstand for handel.

En mulighed er, i stedet for at tænke i "ejerskab", at tænke i "grader af råderet" eller i "fordeling af interesser" (Hann 98: 230). [mangler en del noter]

   

James Woodburn ønsker at gøre opmærksom på at det "at dele" ikke altid kan ligestilles med en form for reciprocitet. Igennem sit feltarbejde er Woodburn blevet opmærksom på at der findes befolkninger hvor det at dele er en pligt, der ikke medfører goder, prestige eller tilgodehavende fra andre hos den der giver, men mere har politisk, ideologisk karakter. Derfor går skellet her mellem redistribution, eller omfordeling på den ene side og reciprocitet på den anden (Hann 98: 50).

Den vigtigste årsag til at dette kan lade sig gøre, beskriver Woodburn som det forhold at disse stammer lever i en overskudsøkonomi hvor det er relativt nemt at skaffe føde ved jagt og indsamling. Dette kalder han et system hvor der er "umiddelbart afkast" (system of immediate return), i modsætning til agerbrugere og moderne menneskers systemer af "forsinket afkast" (system of delayed return). Når det på denne måde ikke er nødvendigt at alle i en stamme er i beskæftigelse (som vi ville sige i dag) for at stammen kan overleve, behøver man intet socialt eller prestigemæssigt incitament for f.eks. at jage. Man kan istedet overlade jagten til de der finde dette spændende, så at sige lade jagten være lønnen i sig selv. Men for at dette kan lade sig gøre bliver man nødt til, politisk, at beslutte sig til at undgå at der inden for stammen skabes forskel mht. lighed, magt, rigdom og status. (Hann 98: 59-61) Lader man dette ude af betragtning er der ikke noget sådant at stræbe efter. Det bliver derimod det "indre incitament" der får folk til at handle. Dette kan sammenlignes med et aspekt også Marcel Mauss fremhæver, men som jeg ikke tidligere har taget fat i. Nemlig at én af årsagerne til potlachsystemets udbredelse er, at det er en mere fredelig måde at afgøre konflikter på, at afgøre magtforhold på, end f.eks. krig er (Liep 95: 62) [mangler note til Mauss]. I lighed med Sahlins i "Stone Age Economics", beskriver Woodburn her et samfund der skaber overflod ved evnen til at være nøjsom. Men konklusionen bruges anderledes. Woodburn ønsker netop at gøre op med Sahlins udgangspunkt: de forskellige former for reciprocitet; for i stedet at vise ligheden med vores moderne velfærdssamfund: "Most welfare benefits in our societies are not linked to prior or to subsequent payment of tax. We, quite rightly, do not think of the redistributive aspects of our taxation systems as being a form of generalized reciprocity or exchange" (Hann 98: 62).

[evt. også forskellen til Polanyi bemærkes men Stratherns forskel til Carrier, Parry og Bloch er jeg jo heller ikke gået ind i; skal det først være i den samlede problematisering?]

 

James G. Carrier – Parry og Bloch gør alle opmærksom på det vigtige i at flytte dikotomien fra at være i mellem "lejrene"; "gaverelationen" og "handelsrelationen" til at befinde sig inden for begge lejre lokalt som en indre modsætning der altid er tilstede mellem; den følelsesbetonede; gaverelaterede; nære; værdibetonede, idealistiske sfære og den intellektbetonede; kalkulerende; økonomiske; materialistiske sfære (Kært barn har mange navne). De 3 teoretikere benytter selv følgende udvalg af dikotomier til at beskrive denne modsætning på:

"Long term values" vs. "Short term gain" (Parry Bloch)

"Long term-" vs. "short term-" transactional order (Parry og Bloch)

"Inclusive-" vs. "exclusive-" terms of transaction (Carrier)

"Principles" vs. "practices" (Carrier)

"Formal-" vs. "practical rules" (Carrier)

        

Der fokuseres her på en mere aktør centreret indfaldsvinkel; det enkelte menneske, uanset om det befinder sig i et stammesamfund i Melanesien eller i New Yorks bysamfund, må tage stilling til begge aspekter. Nogen gange vil det være mest hensigtsmæssigt at tænke i det lange forløb, andre gange må man gå efter den mere kortsigtede gevinst. Dette står i modsætning til de fleste af de tidligere teoretikere fremlagt her, og til Mauss, de tænker mere i strukturen, eller i strukturerne, da der jo for det meste menes at være forskel på den "kortsigtede", handelsorienterede samfundsstruktur og den "langsigtede", gaverelaterede samfundsstruktur mht. hvorledes de påvirker mennesket. Denne forskel mellem aktør- og struktur tilgang kan ??? økonomiske termer beskrives som forskellen mellem måden hvorpå henholdsvis den politiske økonomi og den økonomiske liberalisme forstår verden.

Carrier kritiserer megen antropologisk forskning for, med denne kraftige opdeling mellem en gaverelateret struktur (arkaiske samfund) og en handelsrelateret struktur (moderne samfund) at opdele forskellige samfundstyper i et kunstigt modsætningsforhold, der gør det umuligt at forstå nogen af dem ordentligt. Hvis man kun ser de arkaiske samfund ud fra et romantisk billede af en spændende og rigtig levevis, der skal kontrastere en forståelse af vores eget moderne samfund som en kold og pengedomineret verden, så er der mange aspekter i analyserne af det arkaiske samfund, der forsøges beskrevet, man ser bort fra. Dette mener Carrier er særligt udtalt i den antropologiske arv fra Mauss' værk "Gaven" (Hann 98: 101).

Carrier, Perry og Bloch forsøger ikke at afskrive at der samlet set findes en mere blød gaverelateret udveksling i arkaiske samfund end der gør i de moderne, de vil blot påpege at det ikke er den eneste udvekslingsform dér. De vil gøre billedet mere komplekst, hvilket tydeligt ses af Carriers afsluttende spørgsmål og bemærkninger: "When an under what circumstances do people in a given society transact objects in a web of social relations and think about objects in inclusive terms, and when do they transact objects impersonally and think about objects in exclusive terms? While such an approach doubtless has its disadvantages, it has the prime advantage of making scholars more open to the diverse forms of property that exist in the societies they study. (Hann 98: 103).

 

Pierre Bourdieu tager afsæt i dele af hans egen generelle teori om "menneskelige praktikkers økonomi". Han beskriver den samlede økonomi som et univers, hvori der på én og samme tid findes flere økonomiske verdener der kræver forskellige dispositioner af menneskene (agenterne). Den skarpeste opdeling mellem verdenerne får man ved at skelne mellem "de symbolske goders økonomi" og "den økonomiske udvekslings økonomi". Her er den førstnævnte tæt på at være lig med "en prækapitalistisk økonomi" mens den sidste er tæt på at være lig med en moderne form for stræben efter en pengemæssig profitmaksimering. Der gælder grundlæggende forskellige regler for disse to verdener. Reglerne beskrives bl.a. som forskellen mellem to "spil-opfattelser": de symbolske goders økonomi kan sammenlignes med den måde f.eks. fodbold spilles på. Her har spilleren en intuitiv fornemmelse af hvad han skal gøre hvornår, det Bourdieu kalder at være prædisponeret, at have en bestemt form for habitus. Denne habitus indeholder det man kunne kalde en kulturel opdragelse der har gjort det muligt at lære fodboldspillets bevægemønstre o.l. på rygraden så de ikke er en del af en egentlig intellektuel handlen. Personen har lært, eller erhvervet sig, disse dispositioner, som alle andre har erhvervet sig dem, og det er det, der gør det muligt at spillet om de symbolske goder kan eksistere, både når der er tale om en udveksling baseret på potentiel lighed og når der er tale om en udveksling beregnet på at få klarlagt hvem der skal være den mest dominerende, hvem der skal have mest magt (det der kaldes potlach). Den anden spilopfattelse skal derimod sammenlignes med bridge eller skak, idet reglerne er tydeligere formuleret og fremkomsten af den enkelte handling har en tydeligere intellektbaseret karakter. Man tænker sig til næste træk, og grundlaget for handling, kan forklares nøgternt.

Som det allerede er antydet, er der i de symbolske goders økonomi en indbygget dobbelthed når gaverne både kan bruges til at udrede magtforhold såvel som til udveksling af mere solidaritetsopbyggende karakter, mellem potentielt lige individer. Men dobbeltheden, eller dobbelttydigheden, skal samtidig forstås på en lidt anden måde, nemlig som det forhold, der overhovedet gør udveksling ved gaver muligt. Bourdieu understreger at det kun er ved en form for "kollektivt selvbedrag", at det er muligt, i et samfund, at opretholde forståelsen af hver gave der gives som en enkeltstående handling uden relation til andre gaver, samtidig med alle godt ved at hver givet gave kun er et led i en større gavegivningsproces. Det er her begrebet habitus bliver vigtigt, idet det såkaldte selvbedrag ikke er en kalkuleret foreteelse hos den enkelte, eller en åben overenskomst som man i samfundet er enedes om, derimod består selvbedraget i form af de erhvervede dispositioner som over tid er indlejret i hver agent; som fodboldspilleren der ikke vil kunne redegøre for sit præcise bevægelsesmønster inden det gøres. Kernen i dette "selvbedrag" er det tidsinterval der nødvendigvis må være mellem hver enkelt givet gave for at den enkelte gave kan forstås som netop en gave og ikke som led i et bytteforhold. Men når dette  tidsinterval er til stede, i et samfund, opstår en økonomisk verden af symbolske goder, en verden der skaber objektive betingelser for interesse for uegennytte; for en ikke økonomisk økonomi.

Oven for er de vigtigste forskelle mellem de symbolske goders økonomi og den økonomiske udvekslingsøkonomi beskrevet ved en skarp opdeling, men som Carrier og Parry og Bloch, mener også Bourdieu, at billedet er mere komplekst end som så, at der inden for den økonomiske udvekslings økonomi er enklaver eller delverdener, hvori man udveksler symbolske goder; det gælder f.eks. inden for familien, i visse dele af kunst og kulturverdenen og i religiøse fællesskaber. På samme måde er det ikke således at de kalkulerende spillere i den økonomiske udvekslings økonomi ikke kan analyseres vha. habitus begrebet. Deres habitus er bare af en helt anden karakter. (Bourdieu 94 ?: 173-215).

 

---

[1] Jeg er blevet foreslået mere overordnede teoretikere som Ferdinand Tönnies (Ferdinand Tönnies "Gemeinschaft und Gesellschaft (år?) [evt. link hvis det kan findes]), Karl Marx (Das Kapital: Kritik der politischen Ökonomie, Das Kapital, engelsk udgave. Desuden diskussionen mellem anarkisten Pierre Joseph Proudhon ("Elendighedens filosofi") (1848) og Karl Marx ("Filosofiens elendighed") (1847) og ; introduktion til kapitalens første bind, Kurasje 1972) og Georg Simmel ”Philosophie des Geldes”, Humbolt Verlag, 1900. Men selv om deres analyser af samfundet, kapitalismen og pengesystemer stadig virker brugbare i dag, har jeg ikke fundet det sandsynligt, at jeg på den tid jeg har til rådighed, vil kunne få glæde nok af de redskaber, de tilbyder. Samtidig er deres empiri for forskellig fra min.

[2] "Raymond Firth (in 1929) and later Marshall Sahlins (in 1976) have long since shown that Mauss quoted Ranaipiri [den pågældende interviewede person] out of context, which was the description a ritual addressed to the spirit of the forest before the start of birdhunting . In so doing Mauss may well have changed Ranaipiris original meaning" (Godelier 99:16).

[3] note?

[4] Her skal der dog tages forbehold for at denne iagttagelse, er foretaget på danske biblioteksdatabaser. Forholdene kan være anderledes i andre lande.

[5] ”Af Poul Samuelsons definition af økonomi: [The study of how societies use scarce resources to produce valuable commodities and distribute them among different people” Poul A. Samuelson og William D. Norhaus, 1995. Economics 15. udg., New York, McGraw-Hill (Ghosh 98: 4) (Goldhaber 97: 2) (vær opmærksom på at sidehenvisninger henviser til udprintning af html dokument. Der kan derfor forekomme variationer i forhold til andre udprintninger)   

[6] Her henvises til de kilder der er at finde i den udvidede kategori D i figur 4.1 [evt. hyper][evt. se side?]

[7] George Bataille; Helmuth Berking; Pierre Bourdieu; James G. Carrier; Hélène Cixous; Georg Dalton; John Davis; Deleuze and Guitari; Jaques Derrida; Ralp Wald Emmerson; Rodolphe Gasché; Maurice Godelier; C.A. Gregory; Jürgen Habermas; C.M. Hann; David Cheal; Martin Heidegger; Lewis Hyde; Claude Lévi-Strauss; Berhard Lietaer; Marcel Mauss; Friederich Nietzche; Stephen A. O'Connel; Parry and Bloch; Karl Polanyi; Marshall Sahlins; Allan Stoeckl; Marilyn Strathern; Richard Titmus; Anette Weiner; James Woodburn.

[8] (1886-1964) Født i Østrig. Jurist, men kendt som økonomisk antropolog. Økonomisk journalist i Østrig; 1924-33: emigrerer til England, underviser: "Workers Educational Association" under Oxford Universitetet og London Universitetet, samt forelæsnings turneer i USA. Efter 2. Verdenskrig ansat ved Columbia University. Særligt undervisning i "Generel økonomisk historie". Skrevet flere bøger. Mest kendt: "The Great Transformation" fra 1944. (Standsfield 86: 1-7) (Encyclopedia Britanica). Jeg har ikke læst hans egne skrifter. 

[9] Professor i engelsk litteratur i Paris. De her anførte synspunkter hentet fra: "The Newly Born Woman" (1975) (Shrift 97)

[10] Denne skelnen er hentet fra Annette Weiners: "Inalienable Possessions: The Paradox of Keeping-While-Giving", Berkely University of California Press 1992. (Godelier 99: 8).

 

Til hovedsiden