Nicolai Bendix Mikkelsen,
revideret 19.11.00
Der findes overordnet 2 gaveøkonomiske modeller:
Denne model går også under navne som: "New Economy", "Mixed Economy", "Attention Econony", "Network Economy". Selv om fortalerne for disse forskellige retninger ikke er enige i at de har så meget til fælles, at de kan lægges i samme kasse, mener jeg, de indbyrdes forskelle er for små til at retfærdiggøre en opsplitning.
Som det ses af figur 1, er udgangspunktet at der gives en gave, som oftest sker det ved at f.eks. et stykke software lægges ud på nettet til fri afbenyttelse. Der kan dog også være tale om et gratis bidrag til et større arbejde eller, i de akademiske kredse, offentliggørelse af ens analysearbejde uden vederlag. Fordi det er gratis og, via Internettet, ganske nemt at stifte bekendtskab med andres arbejder, er der større mulighed for at det man laver vækker opmærksomhed. Man skal igennem færre lag, så som evt. forlægger, for at nå ud til en mulig målgruppe. Hvis det man har lavet har en kvalitet som gør det brugbart for tilstrækkeligt mange, eller gør det tilstrækkeligt uundværligt for få, vil producenten opnå anseelse,tillid og kompetence, og dermed yderliggere opmærksomhed. Nu vil producenten kunne udvikle sin gave yderliggere eller finde på en helt ny gave og på den måde tilstadighed øge den mængde tillid han nyder. Han kan samtidig nyde godt af de andres gaver og på den måde, uden indblanding af økonomiske transaktioner, men udelukkende via byttehandler, udvikle sin kompetence, sit produkt, samtidig med at det samlede antal gratis produkter, der står til hans rådighed, øges. Men da man ikke kan spise tillid, eller opmærksomhed, må han ved siden af sine gaveudvekslende aktiviteter foretage et hop ud i den verden hvor vi har penge som udvekslingsmiddel. I den markedsøkonomiske, konventionelle "verden" kan han fremstille et produkt som støtter op om det produkt han har givet væk. Dette nye produkt har kun et marked, fordi mange bruger den gave han har givet og fordi han selv deraf nyder anseelse. Han kan også fremstille et helt nyt produkt til det konventionelle marked. Han vil have gode muligheder for at få det afsat pga. den anseelse han nyder.
Gaveudvekslingen foregår således sideløbende med den almindelige pengeøkonomi, den fungerer som en nicheøkonomi. Ud over at gavetransaktionen og pengetransaktionen er opsplittet, kendetegnes den lineære gaveøkonomi ved at det oftest er den samme gave der arbejdes videre med; heri ligger det lineære. Gaven udvikles, holdes ved lige. Sideløbende med dette, og pga. gaven, kan der tjenes penge på det konventionelle marked.
Der findes mindst 6 lineære gaveøkonomiske modeller:
1. "Supportsalg".
Giv produktet væk, sælg supervisionen.
Gaven kan være et softwareprodukt, pengene tjenes ved at kunne tilbyde opsætning, service o.l. Dette gør Red Hat (evt. henv.) og Cygnus. (evt. henv.) http://www.opensource.org/for-suits.html
2. Lokkevarer.
Denne model bruges forskelligt:Giv et softwareprodukt væk, det kan være med åben eller lukket kildekode; for at lokke kunder til; for at få flere udviklere på produktet; og for at forøge markedsandelen. Alt sammen for senere at tjene penge på lukket kommerciel software.
3. "Indretningsdækning".Et softwareprodukt gives væk, men der forlanges penge for en senere opdatering. Dette gør f.eks. Windows Socket Emulation (?) "Trumpet Winsock". Alternativt kan man bortgive en lille version, eller en ukomplet version af et meget større program, og forlange penge for dette større program. http://www.wosamma.com/mag/7.html
Her er gavens omfang meget lille, det er en engangsforestilling, som ikke kan videreudvikles. Endvidere vil gaven ofte bestå af et stykke software med lukket kildekode. Da forsvinder muligheden for at brugeren kan være medudvikler.
Giv kun gaven til dem, der ikke vil betale alligevel. Således undgår man at de går til en konkurrent. Samtidig kan alle gratisterne hjælpe med den fortsatte udvikling af programmet. Et eksempel på dette er Netscape Communicator; det er gratis i ikke kommerciel brug, men koster penge hvis det benyttes kommercielt. En lignende model findes hos Sun; den fortsatte udvikling af Java sker via udlægning af programkode til fri afbenyttelse, men klienter som vil have indsat en java kompiler må betale. http://www.wosamma.com/mag/7.html. (her har jeg vist sammenkædet Vogel 3) og 4) går det?
Giv dit produkt væk med den hensigt at få monopol, når det er sket, er mulighederne for at tjene penge mange. Se f.eks. Microsofts frigivelse af Internet Explorer. http://www.wosamma.com/mag/7.html
For en del af hardwarefirmaerne, er den software der skal produceres, og som passer bedst til systemet, mere udgift end indtægt. Derfor kan det betale sig at forære denne software væk. Man får via en åben programkode både en hurtigere udvikling af softwaren, og man får forhåbentlig et større marked til den hardware man sælger. Silocon Graphics har en sådan ordning med Samba.Giv softwaren væk, sælg hardwaren.
http://www.opensource.org/for-suits.html The Business Case for Open Source
4. Tilbehør
Her er udviklingen af gaven en kontinuerlig proces, og ikke kun en opmærksomhedsskaber. Programmmet skal helst følge med udviklingen og bruges af så mange som muligt. Muligheden for at tjene penge på f.eks. en manual er gode hvis man har lavet et populært program, fordi de fleste helst vil have vejledning af den person som har skabt programmet, eller i hvert fald er primus motor for den fortsatte kollektive udvikling. Ud over manualer, bøger o.l., kan man forestille sig skræddersyede pakkeløsninger af kendte programmer, men også merchandise a la t-shirts med på trykte slogans, f.eks. vedr. Open Source. Eller en Linux pingvin, kunne være en mulighed.Giv programmet væk som en gave, sælg manualen.
http://www.opensource.org/for-suits.html The Business Case for Open Source
5. "Karriere springbræt".
Her fungerer gaven mest som reklame for personen. Dette er især kendt fra den akademiske verden hvor man giver sit arbejde gratis væk i håb om at få en bedre stilling eller for at opnå forøget prestige. Men dette ses også mere og mere i forbindelse med private ansættelser. Hvis en person via sine gaver til internetsamfundet viser kreativitet, visionær sans, eller ganske enkelt teknisk snilde har han store chancer for at et veletableret firma vil betale ham for at arbejde for dem. Her, i det sidste tilfælde, vil gavegivningen ofte ophøre, da man efter ansættelse i det private erhvervsliv for det meste bliver lønnet medarbejder og dermed ikke bestemmer over prodkuterne mere.Giv dine idéer gratis væk og bliv betalt for at tænke videre.
6. Sponsorer
Det bugner med de såkaldte banner reklamer på nettet. Fordi opmærksomhed er så vigtig, og tiltider svær at få, vil producenter af varer uden for det gaveøkonomiske felt gerne betale gavegiveren, så han kan give sit populære og eftertragtede produkt væk. Ved at betale gavegiveren bliver bannerreklamen en del af gaven, og så kan det kommercielle produkt måske opnå bedre salg i den markedsøkonomiske verden.Giv dit produkt væk, lad en 3. part betale.
Selv om ovenstående 6 modeller alle kan siges at indeholde et element af gavegivning, så er de, som jeg omtalte i starten, kun nicheøkonomier. "Gave"-delen og "økonomi"-delen er splittet op, og gaven er ofte kun den igangsætter, som det nye handelsforum, Internettet, påbyder, ikke den genstand hvorom transaktionen drejer. Pengene er stadig måleinstrumentet, det der hovedsaligt tænkes i.
Dette har konsekvenser for, hvorvidt man kan tale om revolutionerende nye modeller, eller bare en forfinelse af den liberale markedsmekanisme. Indtil videre går jeg ud fra det sidste.
Den cirkulære gaveøkonomi.(se figur 2)
Udgangspunktet er at man giver et produkt væk som gave. Via gaven kan man nemmere opnå opmærksomhed, hvilket kan føre til; tillid, kompetence, anseelse. Hvis et firma ønsker en opgave løst, eller et produkt udarbejdet, kan de gå til den person der via sine gaver har vist størst kompetence på området. Det er muligt for firmaet, at få en ganske dybdegående viden om personens arbejder, metoder o.l.; dels fordi der ikke er noget i arbejdet der forsøges skjult; og dels fordi produkterne ofte vil være hurtigt at finde frem til via Internettet. Når personen er fundet, kan man, hvis han har tid og lyst, forhandle sig frem til det beløb det koster at udfærdige pågældende produkt. Værdien af arbejdet omregnes således stadig til en økonomisk størrelse, men producenten er selvstændig, og samarbejdet, her et enkelt produkt, ophører når produktet er fremstillet. Derved har firmaet ikke copyright på produktet, det lægges derimod frem til fri afbenyttelse. Således bliver det i første færd specialfremstillede produkt nu en gave, som alle andre der har lignende behov frit kan benytte sig af. Gaven er for producenten det objekt der skal understøtte en fortsat opmærksomhed, tillid, kompetence og anseelse. Er produktet i orden, er anseelsen intakt eller måske endda stigende, og da vil en ny samarbejdspartner vise sig med et tilbud om løn til et nyt specialfremstillet produkt, som kan blive en ny gave osv. Deraf det cirkulære. (af intervirew med IT-Guide Jonas Smedegaard 100800) (evt. med links til lyttemulighed)
Den cirkulære gaveøkonomi er ikke udbredt som den lineære, endnu. I min søgning efter emnet på Internettet har jeg indtil nu kun kunnet finde folk der arbejder ud fra den lineære gaveøkonomi. Eksemplet på den anden model er således begrænset til IT-Guide Jonas Smedegaards initiativer på området, og tanker om dets fortsatte udvikling. Men selv om empirien endnu er lille, findes der eksempler på den cirkulære gaveøkonomi i den virkelige virkelighed. Det faktum, samt perspektiverne i den cirkulære gaveøkonomi, er nok til at det fortjener en undersøgelse og en udredning.
Jeg har 2 eksempler på den cirkulære gaveøkonomi. Det ene IT-Guide Jonas Smedegaard fungerer i praksis, det andet Wetware er et firma under udarbejdelse, indeholdende elementer af den cirkulære gaveøkonomiske model.
IT-Guide Jonas Smedegaard.
Smedegaard er selvstændig, han har et enmandsfirma der løser internetrelaterede opgaver. F.eks. har han arbejdet på et konferencesystem til advokatkæden Ret og Råd. De betaler ham for udviklingen men ejer ikke konceptet. Derfor har Smedegaard mulighed for at videregive systemet ganske gratis til andre der måtte have et lignende behov. Han har allerede inden systemet er færdigudviklet, haft forespørgsler, f.eks. fra det autonome miljø, som også gerne vil bruge et konferencesystem. Hvis vi antager Ret og Råd har givet 60.000 for udviklingen af systemet, vil de autonome kunne få systemet op og køre for et par tusind, arbejdsløn til Jonas for få ændringer; eller ganske gratis hvis de selv kan lave ændringerne.
Som et kuriosum skal det nævnes at Smedegaard også har arbejdet med en, om muligt endnu mere anarkistisk, model gående ud på; udskrivning af "blanke fakturaer". Idéen er at give personen eller firmaet der får lavet et stykke arbejde, mulighed for selv at vurdere hvilken værdi det pågældende arbejde har for dem, og så betale ud fra det.
Wetware.
Ni personer med forskellig baggrund og forskellige indfaldsvinkler til informationsteknologien har fået den idé at de sammen vil kunne danne et spændende arbejdsmiljø hvor de kan komplementere hinanden og samtidig skabe grobund for en god forretning. Men man er ikke enige om hvordan firmastrukturen skal være. Der diskuteres overordnet, og måske noget forenklet, 2 modeller. Den ene er forholdsvis traditionel, her bindes man sammen af et aktieselskab. Alle får en fast løn, men samtidig er der mulighed for at aktieværdien kan stige, hvis det går godt. Dermed er der også mulighed for, og især håb om, at man en dag vil kunne sælge konceptet til en større virksomhed for en millionsum, som det er lykkedes for en del danske IT virksomheder allerede.
Den anden model tager udgangspunkt i idéen om Free Agents. Her er firmaet kun den skal som binder de enkelte agenter sammen, oftest ved at man deler kontorer o.l. Men hver enkelt agent er sit eget lille firma. Samarbejdet består i at man udveksler idéer åbent og at man arbejder på fælles projekter alt efter hvilke evner der er brug for til den pågældende arbejdsopgave. Hver arbejdsopgave har således karakter af en afsluttet proces.
Der er på denne måde ingen bånd, hverken økonomisk eller arbejdsmæssigt, der binder agenterne sammen. Når et projekt er afsluttet deles den udbetalte løn, der er altså ingen voksende aktiekapital, og dermed ingen administrative opgaver desangående.
Det kan måske umiddelbart virke fjernt fra de gaveøkonomier jeg har ridset op, men denne firmastruktur har mange lighedspunkter med de idéer der ligger i de gaveøkonomiske modeller. Mest iøjnefaldende er den åbenhed som er mulig, såvel indadtil som udadtil. Man kan frit udveksle idéer som gaver, fordi der ikke er nogen bånd der binder den enkelte arbejdsopgave. Dem der har lyst kan gå med, det gælder også folk udefra, idet der ikke er en voksende aktiekapital som, hvis der kommer en mand ekstra med, skal deles op og regnes ud.
Gaveøkonomiens indvirkning.
Jeg vil i det følgende se på nogle af de konsekvenser som en gaveøkonomisk model har for måden man arbejder på, og for den måde man tænker over sit arbejde på. Deraf håber jeg også det bliver tydeligere hvorfor en firmastruktur som Wetwares har gaveøkonomiske aner.
Det er nemmest at beskrive det særlige ved gaveøkonomi ved at sammenligne med en udvekslingsform vi kender godt. Jeg tager derfor udgangspunkt i en hel overordnet, og måske i nogens mening klichéfyldt, beskrivelse af en firmastruktur der er underlagt de almindelige konventionelle markedsøkonomiske mekanismer.
Stiller man spørgsmålet: Hvad kræver henholdsvis gaveøkonomien og markedsøkonomien af en firmastruktur får man 2 vidt forskellige, men også meget modsætningsfyldte udfald:
Disse 3 begrebspar åbenhed vs. lukkethed, proces vs. produkt og fremtid vs. fortid, kan hver især ses som to yderpunkter i et kontinuum, således er det ikke et spørgsmål om enten at være åben eller lukket, produktorienteret eller procesorienteret, fremtidsorienteret eller fortidsorienteret, men et spørgsmål om i hvilken grad man er det.
De 3 begrebspar har også en anden funktion. Ser man på de to lejre, gaveøkonomi, og konventionel økonomi, ser man at begreberne har en indbyrdes indvirkning på hinanden, og at der er en tendens til at de følges ad således at en større åbenhed medfører mere fokus på proces og mere fokus på fremtiden.:
Når man giver sine idéer eller produkter væk, er der naturligt en stor åbenhed omkring hvad man laver. Det gælder både for åbenheden indadtil i firmaet såvel som udadtil. Indadtil er det særligt spillet om hvornår man skal komme med sine idéer og hvem det er bedst at dele dem med først, for at få mest ud af dem, der elimineres. Man har, i modsætning til dette, nu intet at tabe ved at give dem væk. Udadtil handler det ofte om at der bliver en åbenhed om hvad der er proces og hvad der er produkt. Mange firmaer underlagt markedsøkonomien inkluderer udviklingsprocessens omkostninger i produktets pris. Hos firmaer underlagt gaveøkonomien vil der være langt større fokus på hvad man betaler for; fordi der er åbenhed om hvad der er proces og hvad der er produkt. Samtidig er der fokus på proces i en lidt anden forstand. Det handler om at man i den gaveøkonomiske model ofte vil tænke i fremtiden i stedet for i fortiden. Man kan ikke hvile på laurbærrene, så at sige, for det er evnen til at få fremtidige idéer, man skal leve af, ikke muligheden for at værne om de få man én gang har fået. Når man lægger sine resultater frem, og er åben om hvad man er i færd med, bliver man ikke styret af noget man har gjort i fortiden, f.eks. fået en god idé. Man styres i stedet for af hvordan man får en ny idé.
Således får disse to modeller på hver deres måde en cirkelsluttende karakter: Hvis man har åbenhed om det man laver, bliver man nødt til at fokusere på processen, dermed fokuserer man på fremtiden, og dermed må man udveksle idéer og være åben for at kunne få nye idéer, skabe nye processer til en ny fremtid. I modsætning hertil vil markedsøkonomien som vi kender den, fokusere på produktet. Det fører tilbage til fortiden, en fortid der skal beskyttes for at man kan leve af den. Deraf lukketheden, som gør at man udvikler det man kender, altså produktet osv. Cirklen sluttes.
Af de to gaveøkonomiske modeller, er det den cirkulære gaveøkonomi der har den største fokus på proces, fremtid og åbenhed. Den lineære gaveøkonomi har en mindre grad af alle 3 aspekter; der er en tendens til at fokus flytter sig over i den konventionelle økonomi; fordi det nu engang er dér pengene kommer ind. Det betyder at "gaven" nemt kan gå fra at være en proces til at være det produkt, der holder muligheden åben for andre sideprodukter i den konventionelle økonomi. Derved fokuserer man mindre på fremtiden, og så forsvinder noget af åbenheden. Men de forskellige lineære gaveøkonomiske modeller har en forskellig grad af frihed til at tænke i åbenhed – proces – fremtid. Og da en øget åbenhed naturligt vil medføre øget fokus på proces og fremtid, vil selv de mindst om sig gribende lineære gaveøkonomiske modeller være et skridt væk fra den konventionelle markedsøkonomiske model.
Wetware har en tendens til åbenhed fordi de frie agenter ikke er bundet af indviklede kontraktforhold, aktiekapital og firmakoncepter. Ved fra starten at afvise sådanne fænomeners indvirkning på det indbyrdes arbejde er der ikke noget der låser én fast, man må fokusere på processen, på fremtiden.
Hvad betyder det for os?
I ovenstående har jeg forsøgt at skildre de gaveøkonomiske tendenser der er at se netop nu, uden at gå særlig meget ind i; om disse nye systemer kan stå alene; om deres indre logik holder i en grad så et samfund kunne styres af gaveøkonomiske kræfter, mv. Dette fordi jeg i første omgang har været interesseret i at se på hvilken betydning sådanne systemer har for menneskers adfærd. Med denne indfaldsvinkel er det vigtigt at se på perspektiverne for sådanne systemers påvirkning af mennesket, frem for hvordan det vil påvirke de overordnede økonomiske strukturer, mulighed for stadig velstand, organisering o.l. Dette for at finde ud af hvad det betyder, for mennesket og dets tanker og handlinger, hvis en gaveøkonomisk model bliver udbredt.
Den økonomiske verden vi befinder os i har konsekvenser for vores tanke- og handlemønstre, også i situationer hvor vi egentligt ikke føler at det vi foretaget os, eller tænker på, indgår i en økonomisk sammenhæng. Den økonomiske model har konsekvenser for vores livssyn.
I vores tankemønster indgår ofte en cost-benefit-kalkulation, også når det ikke handler om direkte økonomisk relaterede forhold. Dette kan illustreres ved at se på et område jeg kender godt, nemlig universitetsmiljøet, eller bredere; idéudvikling generelt:
Hvis en person får en god idé, har det en pris at sige den højt, en anden kan stjæle den, tage æren for den, eller, ved bare at beskæftige sig med området, fjerne nyhedsværdien. Man kan ud fra en cost-benefit model sige at prisen er at personen selv må stå for den videre udvikling, frem for at få hjælp, og at indtægten er at man alene tager æren, får evt. penge. Begge dele har som konsekvens, og altså her som udgangspunkt: Lukkethed.
Når tankerne ikke deles med nogen, får de en karakter af at føre tilbage til noget fortidigt, til tidspunktet for idéens udspring. Den første idé fastholdes på denne måde som et produkt, der ganske vist udvikles og finslibes, men som, fordi det ikke prøves af, får noget statisk over sig. Først når produktet er helt klar, og tiden er den rette, frigives det, og hvis det er i orden, vil den megen slid, ensomhed og uro resultere i benefit. Man må selv yde, for senere at kunne nyde!
Med den gaveøkonomiske indfaldsvinkel sættes hele perspektivet på hovedet: Det bliver en benefit-cost-model eller et slogan om at nyde for at kunne yde.
Idéen må hurtigst muligt siges højt, så man kan nyde godt af andres indfaldsvinkler (det fører til åbenhed). Kun da bliver produktet udviklet tilstrækkeligt (proces) til at det kan bruges (fremtid). Ved at sige det højt og være åben, får man noget fra de andre, men i det øjeblik pengene skal tjenes eller, belønningen skal høstes, har det den pris at man må dele med dem der har hjulpet til.
Forrige afsnits "lukkede" eksempel, har et positivt udgangspunkt, i den forstand at personen med idéen har så meget selvtillid, han mener idéen er så god, at han hellere må holde den hemmelig. Men i universitetsmiljøet har handlemønstre forårsaget af markedsøkonomien eller cost-benefit modellerne faktisk også en indvirkning på de folk der er mere usikre på sig selv. Når man skal vente (fortid) med at vise noget (lukkethed) til det er færdigt (produkt), kan det nemt give præstationsangst. Hvad hvis det jeg oplever som færdigt, for andre stadig kræver meget udvikling? Her kan den gaveøkonomiske model give en anden indfaldsvinkel: Selv om man ikke er færdig og ens idé er løs og usikker (proces) skal man vise det alligevel (åbenhed). Man skal ikke være bange for at blive til grin for det er først senere at den egentlige prøve og produktets kvalitet skal vise sig (fremtid).
Det kan måske lyde søgt med den direkte ombytning så der fås en benefit-cost model eller så man skal nyde for at kunne yde, men der er yderliggere en pointe: En af tendenserne i en økonomi båret af informationers hastighed, er at det ofte simpelthen vil gå for langsomt selv at udvikle sine idéer. Dvs. nyder man ikke godt af de andres hjælp vil der senere hen slet ikke være nogen at yde til, for der vil ikke være nogen præmie at dele. Netop nu ses tendenser til dette i meget stort format pga. styresystemet Linux. Microsoft begynder så småt at få problemer med, i en lukket stab af håndplukkede programmører, at følge med Linux’s flere tusind selvvalgte programmedarbejdere.
Strukturerne har i disse tilfælde en indvirkning på kulturen. Når de økonomiske rammer ændres, forandres tanke- og handlemønstre.
Hvis man, som jeg, ser en kvalitativ forskel, hen i mod det bedre, fra en markedsøkonomi til en gaveøkonomi, udgør strukturerne en god og uideologisk ændringsmekanisme. I modsætning til mange, f.eks. socialistiske, tanker om en anderledes verden, kræver en ændring, der er strukturbetinget, ikke at alle har en "rigtig" moral, tankegang e.l., derimod er grundlaget at vi alle i meget stort omfang handler ens, på de samme ydre, strukturelle påvirkninger hvis de er tilstrækkeligt store, og gennemgribende.
Problemet er bare at det ikke umiddelbart ser ud til at strukturernes ændringer, i form af f.eks. en videreudvikling af Internettet, er store nok til at en gaveøkonomisk model "af sig selv" spirer frem og bliver den eneste naturlige måde at foretage udvekslinger på.
I min undersøgelse er det indtil videre kun Smedegaards idéer der radikalt følger den gaveøkonomiske model. Resten virker mere på vej til at blive optaget/opslugt af markedsøkonomien end omvendt.
Deraf bliver der en tendens til at det alligevel er kulturen der skal starte og fastholde den strukturelle ændring. Smedegaard vælger at gøre tingene ud fra en ideologisk vinkel. Han prøver at leve ud fra sin egen model og vise at det kan lade sig gøre i den virkelige verden, det er ikke strukturerne der pådutter ham det.
Dermed er vi alligevel, som altid fristes man til at sige, havnet i et paradoks!
De "rigtige" strukturer får os til at handle mest hensigtsmæssigt, men det er kulturerne der skal sætte gang i de rigtige strukturer! Hvor skal man starte? Ved hønen eller ægget?